'Feminister er elskværdige tåber'

I Muligheden af en Ø hedder hun Isabelle og er chefredaktør for Lolita, et blad for unge piger. I det virkelige liv hedder hun også Isabelle. Isabelle Chazot. En spinkel og skrøbeligt udseende blonde girl med gennemsigtig hud. Hun er spidsfindig og på en yndefuld måde lidt småskør og går med blikket rettet mod sine høje hæle, på én gang diskret og mystisk. Som journalist er hun spotsk, sjov og hamrende reaktionær, og i dag bestyrer hun klummen ‘Quelle époque’ på det politiske magasin Marianne efter at have været forbi modebladet Grazia og et par herremagasiner. Hun er uddannet klassisk filolog og kender sin Euripides og sin Seneca. Isabelle Chazot satte fra 1993 til 2003 sit præg på magasinet 20 ans, som hun var chefredaktør for, i et samarbejde med sin ven Simon Liberati.

Til de ikke-tøsede

Sammenlignet med Glamour eller med publikationer fra mediekoncernen Condé Nast har 20 ans ikke ret mange ressourcer. Men da hun stod i spidsen for bladet, styrtede op mod 200.000 unge læsere af begge køn hver måned ned i kiosken efter »dette yderst velorienterede magasin for unge kvinder«. Et skægt blad hvor det vrimler med grafiske fund (pilediagrammer, foto-romaner), og som forstår at opstøve de bedste fotografer. Stilen er trashy, og tonen er spottende, ikke mindst over for andre ‘dameblade’. »Vi var nødt til at vrænge for at overleve,« fortæller Isabelle Chazot. »Men det var også vores verdenssyn. Vi foretog en radikal kritik af den såkaldt behagelige modernitet – den liberale, anarkistisk frisindede libertiner-modernitet som vores kolleger i den borgerlige presse forsvarede, hvad enten de var fra Madame Figaro, Actuel eller Libération.«

På forsiden af 20 ans var der ikke præpubertære lolitaer, men overskrifter der var langt ude i hampen: »Hvilken makeup skal man lægge når man skal til begravelse?«, »Marxisme forklaret for unge”, »Da jeg var kommet ud af det, var alle efter mig« eller »Hvad skal man gøre hvis man mister en dup (en finger, en tand, håret …)«. Bladets målgruppe var »fordomsfrie og intelligente unge kvinder«, dem der ikke er ‘tøsede’, som man ville udtrykke det i dag. »Det vi sagde til pigerne, var: ‘I skal ikke bare æde alt det man prøver at stoppe ned i halsen på jer, pas på fyrene, for en tjekket fyr er ofte et dumt svin i forklædning, og vær på vagt over for oprørskulturen, find nogle rigtige forbilleder i stedet for,’« opsummerer Laurent Bon, der var én af bladets bærende kræfter inden han blev producer på ‘Grand’ og ‘Petit Journal’ på Canal+.

Slænget fra Café Boyard

Mange af de gutter den nye chefredaktør omgav sig med, høstede senere stor anerkendelse. Simon Liberati fik Prix Femina i 2011 for sin roman Jayne Mansfield 1967. Art director David Sebbag stod bag New York Times’ tillæg Lifestyle. Eric Pillault er i dag kreativ direktør for M, et magasin der udgives som et tillæg til Le Monde, mens Emmanuelle Alt er blevet et stil- og modeikon i hele verden. Og ikke at forglemme: Isabelle Chazots ven, polemikeren Alain Soral, som endnu ikke var blevet den neurotiske, antisemitiske og konspirationsteoretiske grundlægger af den højrenationale bevægelse Égalité et Réconciliation, men blot var kendt som tidligere medlem af Kommunistpartiet og medforfatter til firser-bestselleren Les Mouvements de Mode Expliqués aux Parents.

Redaktionsmøderne fandt sted på Boyard, en café i et sjælløst kvarter i Issy-les-Moulineaux, en forstad sydvest for Paris. »På 20 ans herskede der sådan en ’vi er sgu da ligeglade med almindelige mennesker’-ånd,« fortæller en tidligere medarbejder som nu er journalist på Elle. »Vi havde ingen som helst selvcensur, og dengang var man langt mindre hysterisk end i dag,« udtaler Diastème, instruktøren bag filmen Un Français, der havde premiere i forsommeren. Hans ‘Courrier des lecteurs’, ‘Breve fra læserne’, var et af flagskibene i bladet. Isabelle Chazot går helhjertet ind for filosoffen Michel Clouscard og hans kritik af ‘begærets marked’ i La Capitalisme de la Séduction (Forførelsens Kapitalisme) – et houellebecq’sk tema. Hun citerer også antropologen og filosoffen René Girard og hans begreb om ‘mimetisk begær’ for at advare mod den fare der ligger i den lidenskabelige forelskelse og i anoreksien. »20 ans var en blanding af lærdom og total kynisme. Vi kunne tale i timevis om forskellen på Casanova og De Sade, og så blev det til ‘Hvordan knalder man med de grove?’,« lyder opsummeringen fra Laurence Hovart, som i dag er ‘skønhedsansvarlig’ for modemagasinet Numéro.

IT-medarbejderen

Isabelle Chazot har flair for at aflæse en epoke, dens tendenser og billige mytologier. I Paris er der en mand med samme talent. Han hedder Michel Houellebecq. I 1995 har han netop udgivet Udvidelse af Kampzonen, hans første roman der skildrer en nervesvækket og deprimeret IT-funktionær. Alain Soral anbefaler bogen til Isabelle. »Jeg blev forelsket i hans stil,« fortæller hun. »Der var en humor som mindede om vores, en på én gang pedantisk og monstrøs tone.« Hun ringer til Maurice Nadeau, Houellebecqs redaktør. »Et interview til 20 ans?« lyder svaret fra en genstridig sekretær. »Han er altså gammel. Det er ikke noget for jer …«

På det tidspunkt er Michel Houellebecq stadig IT-medarbejder i Nationalforsamlingen – han forlader først sin stilling i 1996 for at skrive Elementarpartikler. Trist og grim og med en computerreparatørs værktøjstaske over skulderen forlader han hver morgen sin lejlighed på Rue de la Convention 103 i Paris. På samme adresse bor jazzguitaristen og forfatteren Marc-Edouard Nabe. De to antimoderne mænd fatter sympati for hinanden da de mødes i skralderummet. Nabe er allerede en giftig stjerne, en jazzfyr med ravnsort hår, butterfly og sygekassebriller. Houellebecq er kun kendt i undergrundsmiljøet. Alligevel er det Houellebecq der kommer med nogle gode råd til sin nabo, som dog allerede har ry for at sno redaktørerne om sin lillefinger: »Hvis du vil have læsere, så sæt dig ned på deres niveau! Du skal omskabe dig selv til en person der er lige så plat, vag, middelmådig, grim og genert som dem. Det er hemmeligheden, Marc-Edouard. Du går alt for meget op i at løfte læseren op.« Det er i det mindste hvad Nabe selv fortæller i forordet til sin bog Régal des Vermines, som blev genudgivet i 2006 på Dilettante.

Dameblade

Her midt i halvfemserne er lyset på femte sal i Rue de la Convention tændt til langt ud på natten. Efter sin arbejdsdag skriver Houellebecq digte eller, ganske som en forfatter fra århundredskiftet, tekster til filosofi- og litteraturtidsskriftet Perpendiculaire (redaktionen synes han er for højreorienteret og afbryder under stort ståhej samarbejdet med ham tre år senere). Det er mindre kendt at han i begyndelsen af halvfemserne også bidrog til L’Idiot International, en kontroversiel avis der blev grundlagt af forfatteren og journalisten Jean-Edern Hallier. Hans artikler blev gravet frem i 2012 under et kollokvium i Marseille af Russell Williams fra University of London Institute in Paris: L’Idiot Internationale havde bedt Houellebecq om at analysere … dameblade, dette »ideelle spejlbillede af samfundet«.

I 1967 forklarede forfatteren Georges Perec at han havde skrevet sin roman Ting »ud fra en stak Madame Express«. Houellebecq ‘skræller’ Cosmopolitan eller Nous Deux. »Vi læser damebladene for Dem« hedder det i underrubrikken til Houellebecqs første artikel i L’Idiot Internationale. I digtsamlingen Rester Vivant kommer forfatteren med følgende humoristiske råd til sine ligesindede: »Hvis De ikke kommer sammen med nogen kvinde (om det så er fordi De er grim eller genert eller af andre grunde), så læs dameblade i stedet for. Det er omtrent lige så pinefuldt.« I Elementarpartikler kan man finde spor af Houellebecqs ugebladslæsning lige fra Mademoiselle Âge Tendre til ‘opskrifterne fra Marie Claire‘.

Tysk romantik

Omsider bliver Isabelle Chazot inviteret på besøg hos Houellebecq. Simon Liberati holder et par timers pause fra de apokalyptiske horoskoper han brygger sammen for 20 ans (»De er ikke helt ung længere, men derfor skal De ikke miste modet«) og følges med hende hjem til forfatteren. »Udvidelse af Kampzonen stod i kontrast til de glade og letbenede firsere,« fortæller han. »Det var en dyster og resigneret bog, den mindede om noget vi selv kunne have lavet, på vores niveau.« Houellebecq venter på dem. »Han havde lavet moules à la catalane til os,« husker Simon Liberati. »Nej, det var kaviar med aubergine,« retter Isabelle Chazot. Liberati »lægger straks mærke til forføreren« der sidder på armlænet af en topersoners sofa. »Det var et meget charmerende møde. Ligesom os kritiserede Houellebecq den tåbelige feminisme mens han indhyllede sig i den tyske romantiks tåger.«

Kompromisløs

Isabelle Chazot lovpriser ham over for redaktionen på 20 ans. »Det var hende der fik os til at opdage ham,« husker Laurent Bon. Bladet hylder Udvidelse af Kampzonen og kalder den »en demoraliserende psyko-thriller som man ganske enkelt er nødt til at tage med på stranden (for at score)«. Isabelle møder stadig oftere Michel i 15. arrondissement på L’Inattendu, en bar der i dag er forsvundet. »Vi talte om Robespierre, Lamartine, Tolstoj, Proust, Kant, alle dem vi godt kunne lide …« Houellebecq er barn af Auguste Comtes positivisme: Alt interesserer ham, videnskaberne, historien, moden, ja, selv samtidslitteraturen. »Inden for dét felt har jeg ingen konkurrenter.« Chefredaktøren for 20 ans gengiver den udtalelse for Liberati. »Det var den udtalelse og et par andre der fik mig til at begynde at skrive,« tilstår Liberati, forfatter til romanen Eva, en af de mest fremtrædende bøger i 2015.

Isabelle Chazot drømmer om at få Houellebecq til at skrive for bladet. »Han var ikke særlig vild med ideen,« fortæller hun. »Jeg har aldrig kendt en fyr der var så determineret og så sikker på sin egen skæbne. Han havde ikke særlig mange penge, men afviste enhver form for kompromis. I hvert fald var det sådan jeg oplevede ham dengang.« Forfattere har mest af alt lyst til at indsnuse tidsånden. »Jeg kan huske et måltid vi spiste på et brasserie i nærheden af Nationalforsamlingen, vi fik snegle med mayonnaise,« fortæller Laurent Bon. »Han ville gerne have at jeg satte ham i forbindelse med Sandrine fra natklubben Queen på Champs-Élysées så han kunne komme ind og observere hvordan de unge mennesker opførte sig.« Diastème kan også huske at være stødt på ham til en fest hos Marc Weitzmann, der dengang som ung journalist var ansat på musik- og kulturmagasinet Les Inrocks. Det var dét blad der først satte fart i forfatterens karriere og dernæst kritiserede ham voldsomt.

Formålet med en fest

På 20 ans er de vilde med pseudonymer: Det er skoledrenge-ånden fra firserne, ligesom på piratradioerne. Isabelle Chazot har dæknavnet ‘Isabel Catolic’ mens Liberati kalder sig ‘Paul Pote’. Men den nyansatte skriver ikke under pseudonym. Han bruger sit eget forfatternavn, Houellebecq – et familienavn der stammer fra en slægt af bønder og fiskere fra den nordlige del af halvøen Cotentin tæt ved grænsen til Normandiet – da han i december 1995 beslutter sig for at bidrage til bladet med en tekst om festen som fænomen, en tekst han senere sørger for at genoptrykke i samlingen Interventions 2 (Flammarion 2009): »Formålet med en fest er at få os til at glemme at vi er ensomme, ulykkelige og skal dø. Med andre ord: At forvandle os til dyr. Det er derfor naturfolk har en meget veludviklet sans for fester.« Sikke en ødelæggende indflydelse teenagernes ‘party-kultur’ og kærlighedsballaderne må have haft på den unge Houellebecq, den lidende iagttager af tæt sammenslyngede par ligesom Tisserand, hovedpersonen i Udvidelse af Kampzonen.

Kvindesynet

20 ans bliver hipt, det samme gør Les Inrocks, og det passer ham fint. »Lige fra begyndelsen blev jeg støttet af de trendy medier: 20 ans, Technikart og en hel masse mennesker på Canal+,« siger Houellebecq i et interview med litteraturtidsskriftet La Nouvelle Revue Française i januar 1999. »De mennesker var på ingen måde dumme.« Bladet benytter enhver lejlighed til at åbne spalterne for den ikoniske forfatter. »Hvis man er en stor rotte, selv hvis man er en stor rotte i en cabriolet, får man ikke hevet nogen med hjem,« svarer han Isabelle Chazot, som interviewer ham om hvordan man scorer, og hvem der bliver valgt fra. »Det er ikke engang seksuel tilfredsstillelse folk jagter, det er snarere en narcissistisk behovstilfredsstillelse: Man får bekræftet sin erotiske værdi i kraft af den andens begær.« Da Houellebecq i maj 1996 udgiver digtsamlingen Le Sens du Combat på Flammarion, benytter chefredaktøren fra 20 ans lejligheden til at stille ham nogle nye spørgsmål:

»20 ans: ‘De har et barskt syn på kvinden. Enten er hun ung og tåbelig, eller også er hun gammel og gnaven …’

Michel Houellebecq: ‘Det er rigtigt, og det gør mig trist. I udgangspunktet er kvinden bærer af nogle værdier der er de maskuline værdier langt overlegne (…). Feminismen har taget en uheldig vending.’«

Elskværdige tåber

Hverken 20 ans eller Michel Houellebecq brød sig om den tids feminister – »pitbullterriere med stilethæle«. Bladet hylder den amerikanske intellektuelle Valerie Solanas, en ‘ekstremist’ der forsøgte at myrde Andy Warhol, og som forklarer: »Manden er en mislykket kvinde, en omvandrende spontan abort.« Er det frugten af hans natlige samtaler med Isabelle Chazot på bænkene langs Rue de la Convention?

To år senere skriver 20 ans’ nye guru et efterskrift til forlaget Mille et Une Nuit’s nye udgave af Scum Manifesto, som Solanas – der var uforbeholden tilhænger af arvehygiejne – skrev inden sin død. »Personligt har jeg altid betragtet feministerne som en flok elskværdige tåber,« skriver Houellebecq, hvorefter han hylder Solanas (»på trods af et par uheldige nazistiske vildfarelser«) for hendes plan om at »indføre menneskets fuldkomne teknologiske kontrol over naturen«.

Den ideelle kvinde

En dag i 1999 henvender sangerinden Helena Noguerra sig til en journalist på redaktionen: »Jeg er lige blevet færdig med Elementarpartikler, og den bog har reelt bidraget til min depression.« 20 ans er et aktivistisk blad. De arrangerer straks en krydsklippet samtale mellem sangerinden, der er tidligere fotomodel, og den nervesvækkede forfatter, og resultatet bliver en foto-roman:

»Han: ‘Mænd kan vente sig meget af kvinder: kærlighed, fornøjelse, støtte i vanskelige tider …’

Hun: ‘Vi er sgu da ikke bare støttepædagoger!’

Han: ‘Jo.’

Hun: ‘Det er virkelig smukt at være forelsket i den andens tanker, i den andens univers. Samtalen er vigtig i kærligheden.’

Han: ‘Forestillingen om at man har at gøre med en individuel person der tænker, er meget trættende. Det at tale sammen er ikke nogen fordel i et parforhold. Det er en kilde til konstant bøvl.’

Hun: ‘For mig er Indiana Jones den ideelle mand.’

Han: ‘For mig er den ideelle kvinde en venlig kvinde. Skønheden opstår i kraft af venligheden. Jeg har brug for et stille og roligt forhold der fungerer.’«

Ekspert i fellatio

Med Elementarpartikler bliver Houellebecq en stjerne. I 2001 deltager han endda i tv-programmet Le Canapé Rouge, hvor værten Michel Drucker har anbragt ham i den røde sofa sammen med sangerinden Françoise Hardy. Nu er det slut med de endeløse telefonsamtaler med Isabelle Chazot og de lange kringlede spadsereture i 15. arrondissement. Han har ikke længere brug for 20 ans. Men i litteraturen er der aldrig noget der forsvinder. Bladet genopstår under navnet Lolita i Muligheden af en Ø, og dér er det blevet forvandlet til »et blad der er lavet til tiårige piger, men som læses af kvinder på tredive der er bange for at blive gamle«.

Alkymisten Houellebecq har med sin pen omskabt den smukke Isabelle til »en ekspert i fellatio som ender sine dage i et slapt joggingsæt, fed, depressiv, morfinafhængig og fuld af rynker,« griner virkelighedens Isabelle – uden at bære nag.

Mærkelig stemning

Et af deres sidste møder går tilbage til november 2010. Nicolas Sarkozy og hans hustru havde inviteret Michel Houellebecq og hans redaktør Teresa Cremisi til Élysée-palæet så de kunne fejre ‘deres’ Goncourt-pris. Forfatteren havde på sin side inviteret to venner fra sit yndlings-site, web-magasinet Ring, en af dem var Laurent Obertone, den senere forfatter til La France Orange Mécanique, et essay fra 2013 der hævdede at kriminaliteten i Frankrig var på katastrofekurs, og som blev en lækkerbisken for Marine Le Pen. Isabelle Chazot var også til stede. Frédéric Mitterand, som var med ved bordet, blev forbløffet over »den mærkelige stemning« der var ved middagen, og lagde i smug mærke til den »meget intelligente og manipulerende« Goncourt-prismodtager, som han ikke kendte særlig godt. »Der var en slags mat og tåget uenighed foran de urokkelige lakajer, som må have gjort sig deres tanker,« skriver den tidligere kulturminister i erindringsbogen om sin embedsperiode La Récréation, uden helt at forstå at den lyshårede og føjelige pige for enden af bordet havde stået i spidsen for et punk-blad i 1990’erne og var den kvindelige hovedperson i Muligheden af en Ø.