Fordi det er 2015

I det ene ringhjørne tripper den canadiske senator Patrick ‘Knojern’ Brazeau. Han har det sorte bælte i karate og to tussede overarme. I det andet hjørne gør Justin Trudeau sig klar til at bokse. Den spinkle parlamentariker er iført det Liberale partis røde farve. Bæltet prydes af det rød-hvide canadiske flag ‘The Maple Leaf.’

»Hans blik er viljefast,« siger den ene kommentator på Sun News, der transmitterer kampen.

»Ja, han er dramalærer i gymnasiet, det hedder skuespil!« udbryder den anden arrigt.

Vi skriver marts 2012, og Justin Trudeau har udfordret sin politiske modstander til velgørenhedskampen Fight for the Cure til fordel for kræftramte. Han er aldeles undertippet.

»Jeg har hørt, at han gerne ville have brugt lyserøde boksehandsker, men at Sun News Network nedlagde veto,« siger den ene kommentator hånligt.

Men da anden runde går i gang, må han tage det i sig igen. Justin Trudeau fyrer slag på slag mod Brazeau, som begynder at bløde fra næsen.

»Det her er hans liberale bar mitzvah!« råber kommentatoren nu.

»I dag bliver han en mand!«

Før tredje runder er ovre, må Brazeau give op, og Trudeau rækker en sejrssikker handske i vejret.

Selviscenesættelse

I 2015 vandt den nu 44-årige Justin Trudeau endnu en vigtig sejr, da han i oktober blev Canadas premierminister. Siden valget har han skabt såvel canadiske som internationale overskrifter. Dels på grund af sine progressive politiske løfter, men også på grund af sit image som smuk, ung og cool. Og der er ingen tvivl om, at Canadas nye premierminister er en ørn til at iscenesætte sig selv. Blot et år efter kampen mod Brazeau blev han valgt som leder af det Liberale parti.

»Velgørenhedskampen var en måde at få folk til at lægge mærke til ham på,« siger Alex Marland, der forsker i politisk branding på Memorial University of Newfoundland i Canada.

»Det, at han slog en fyr, der var større og barskere end ham selv, hjalp ham med at vise folk, at han er en underdog, men at de godt kan regne med, at han rejser sig som en vinder.«

I det nye nummer af det toneangivende modemagasin Vogue sidder Justin Trudeau da også som en anden James Bond på et bord og holder sin kone Sophie om hofterne. Klædt i en kostbar Oscar de la Renta-kjole presser hun sit underliv mod hans. Deres ansigter er få centimeter fra hinanden, og hendes hoved let på skrå på billedet, der oser af erotik.

»Han er opvokset i offentlighedens søgelys, så han forstår medierne bedre end de fleste. Meget af det, han gør, er bare at forstå, hvad medierne vil have,« siger Alex Marland.

»Premierminister Selfie”

Trudeaus flair for image-pleje har givet ham ekstra travlt i december. Den 18. december tog han og Sophie mod udfordringen #CanadaCarols, og sammen sang de på Twitter både den franske og engelske udgave af Bjældeklang. Samme dag tweetede premierministeren billeder af, hvordan de begge gav en hånd med julepakker til trængende canadiere. Og den 16. december tweetede han under hashtagget #TheForceAwakens et billede af sig selv i en biografsal sammen med 11 syge børn fra Ontario Børnehospital, som han havde inviteret til Starwars-premiere.

Men det er særligt billederne af Trudeaus velkomst til syriske flygtninge, som har fået international opmærksomhed. I november modtog han personligt 163 flygtninge i Torontos Pearson International Airport med varmt overtøj og et ‘velkommen hjem’. Scenen mindede til forveksling om den ikoniske åbningsscene i jule-filmen Love Actually med Hugh Grant i hovedrollen, bemærkede en kommentator på den canadiske tv-station Global News.

»Kald ham premierminister Selfie,« skrev avisen The Sun hånligt allerede efter Trudeaus første uge ved magten. Men den 44-årige premierminister har alt det, der skal til for at blive en populær politiker globalt, mener Alex Marland:

»Han ser godt ud, er karismatisk og bare virkelig god til digitale medier. Og så promoverer han progressiv politik. Når man lægger alt det sammen, passer det utrolig godt med det, der danner trend online. Han personificerer en følelse af demokratisk kommunitaristisme.«

Mester på SoMe

Ligesom Barack Obama gjorde i 2008, brugte Trudeau under valgkampen slogans om håb til at mobilisere særligt unge vælgere. Valgdeltagelsen var syv procent højere end ved sidste valg, og ifølge den canadiske avis The Star var det de unge og de sociale medier, der blev afgørende. Måske er det derfor, at Trudeau som den første premierminister i Canada har udnævnt sig selv til ‘ungdomsminister’. Med en fortid som skolelærer har han gode forudsætninger for at tale til generation Y.

»Folk bliver ikke succesfulde på de sociale medier, fordi de er gode til teknologi. Det afhænger af brugerens personlighed. Trudeau personificerer en passion for at skabe forbindelse. Det er naturligt for ham,« siger Mark Blevis, som analyserer politikeres brug af digitale medier.

Faktisk er Trudeau ikke populær, fordi han er en mester på sociale medier. Sociale medier er fungerer, fordi folk som Trudeau mestrer dem, mener Mark Blevis.

»På mange måder blev sociale medier populære på grund af folk som ham, ikke omvendt. Folk som Justin Trudeau og Barack Obama og Ellen DeGeneres bruger de sociale medier, som de bruger virkeligheden. Folk skelner ofte mellem, om noget sker online eller i virkeligheden. Men det betyder ikke længere noget. Det hele er virkelighed.«

Bromance

Trudeaus karisma og evne til at appellere til unge har fået mange til at gisne om, hvorvidt han kan erstatte Obama som klodens mest populære politiker.

»Der er en verdensomspændende tendens til, at vi vil have en leder, der giver os tro på fremtiden. På mange måder er Trudeau den oplagte tronfølger til den rolle på den internationale scene,« siger Mark Blevis.

Han henviser til, at Obama kun har ét år tilbage i Det Hvide Hus.

»Der er en pæn overlappende periode, hvor overdragelsen kan finde sted. Og uanset hvem der vinder det næste valg i USA, bliver det ikke en politiker, der er ung og hip, på samme måde som Obama var, da han blev valgt, og som Justin Trudeau er nu.«

Obama og Trudeau har da også allerede indledt det, der kan ligne et varmt venskab. Avisen the New York Post kalder det en regulær bromance. Under deres første møde i Manilla i november gav Obama ifølge New York Times Magazine Trudeau råd om, hvilke verdensledere han bør satse på, og hvilke han bør undgå. Han rådede også den nyvalgte Trudeau til at være aktiv meget tidligt i sin valgperiode, og mødet var ifølge Obamas rådgiver Ben Rhodes en form for mentor-session. Trudeau blev siden – som den første canadiske premierminister i 19 år – inviteret på formel statsmiddag i Det Hvide Hus.

Canadisk coolness

Trudeau brander sig utvetydigt som progressiv. »Fordi det er 2015,« lyder for eksempel hans slogan og svar på, hvorfor halvdelen af hans regering er kvinder. Han har sat nye, mere ambitiøse klimamål for sit enorme fædreland og lovede på klimatopmødet i Paris i november, at »Canada vil tage nyt internationalt lederskab.« Han vil tage imod 25.000 syriske flygtninge. Han vil legalisere hash. Han vil forbedre tilværelsen for Canadas oprindelige folk. Og han vil beskatte de rigeste hårdere til fordel for middelklassen. Derfor portrætterede det hæderkronede amerikanske magasin The New Yorker i efteråret Trudeau under overskriften ‘gør Canada cool’.

Den position som populær og progressiv harmonerer godt med canadiernes selvbillede som internationalt fyrtårn. Det går helt tilbage til efter Anden Verdenskrig, da den daværende liberale premierminister Lester Pearson tog initiativ til oprettelsen af FN’s fredsbevarende styrke, hvilket han fik Nobels Fredspris for i 1957.

»Canada markerede sig som en fredsskabende stat. Der er rigtig mange canadiere, der mener, at deres renommé i Verden er blevet ødelagt, og nu skal det genopbygges,« siger Michael Böss, der er leder af Center for Canadiske Studier på Aarhus Universitet.

»De liberale skabte nogle myter om Canada, som er så stærke, at befolkningen i høj grad har taget dem til sig. Man siger, at den canadiske nationale identitet er ‘internationalistisk’: En god canadier er én, der er internationalt engageret,« siger han.

Propaganda-stunt

Spørgsmålet er, hvor meget Trudeaus velplejede image matcher det politiske indhold. Alex Marland, der er adjunkt i statskundskab på Memorial University of Newfoundland, er for eksempel ikke i tvivl om, at Justin Trudeau er populist.

»Noget af det, populister har til fælles, er, at alt handler om lederen. Og for en som mig, er det foruroligende. Der er mange her, der siger, ‘han er sådan en sød fyr, jeg kan virkelig godt lide ham, hans familie er sød.’ Og derfor kan han slippe af sted med at begå fejl.«

Også Michael Böss fra Aarhus Universitet mener, at Trudeaus politiske bedrifter er overvurderede. For eksempel er det lykkes Trudeau at skabe et internationalt billede af, at han redder de syriske flygtninge, som er blevet pariaer i både USA og Europa.

»Den måde, det blev opfattet på internationalt, er vildt overdrevet. Man kunne sige, at det manglede da bare, at Canada også tog sin del af ansvaret. 25.000 flygtninge er jo ikke mange i forhold til, hvad Danmark tager i år og næste år. Det er et lignende antal, men vi har 5,5 millioner indbyggere, mens Canada har 35 millioner indbyggere. Så det er en dråbe i havet,« siger Michael Böss.

»Hvis man som jeg er ekspert i Canada, kan man ikke lade være med at smile lidt af det. Det er et fantastisk vellykket propaganda-stunt, der er tale om. Det er lige før, det er lidt kvalmende,« siger han.

Trudeau vs. Trump

Alex Marland peger dog på, at den canadiske flygtninge-indsats er markant, hvis man sammenligner med USA frem for Europa. Og sammenligningen med nabolandet er ikke blot oplagt af geografiske grunde. Syd for den canadiske grænse huserer nemlig også en populisme, der på mange måder er diametralt modsat Trudeaus. Donald Trump, den stenrige forretningsmand, der fører konkurrencen om at blive Republikanernes præsidentkandidat, foreslog 7. december et forbud mod, at muslimer overhovedet må komme ind i USA.

Trudeaus beundrede mørke manke står også i skarp kontrast til Trumps ubeskrivelige blonde frisure. Og modsat Trudeau, som er erklæret feminist, er Trump kendt for sine fornedrende udtalelser om kvinder.

I midten af december kunne Trudeau da heller ikke dy sig for at tage bladet fra munden, da han under et vælgermøde arrangeret af magasinet Maclean’s blev spurgt af en vælger over de sociale medier, om han ville »gå i brechen imod Trump og fordømme hans hadefulde retorik.« Det var en farlig manøvre, når valget i USA endnu er uafgjort, og Trudeau derfor ikke ved, hvem hans politiske nabo bliver i 2017. Alligevel sagde han skælmsk:

»Jeg tror ikke, det kommer bag på nogen, at jeg er klart imod politik, der spiller på splittelse, frygt og intolerance eller hadefuld retorik. Hvis vi lader politikere få succes ved at skræmme folk, så ender vi ikke med at blive det mindste tryggere. Frygt gør os ikke tryggere. Det gør os svagere.«

Hvedebrødsdage

I forhold til at fylde pladsen som progressiv, populær verdensleder, som Obama næste år forlader, er det et åbenlyst minus, at en canadisk premierminister har langt mindre magt internationalt end en amerikansk præsident. Omvendt står Trudeau i spidsen for en solid flertalsregering og er ikke, ligesom Obama, stækket af en modvillig opposition i senatet.

Men som flere observatører fremhæver, befinder Trudeau sig stadig i hvedebrødsdagene som premierminister. På sigt kan hans selviscenesættelse med syge børn, flygtninge, i bokseringen og med sin smukke kone give bagslag.

»Alt er en medie-forestilling, og selv hvis det er oprigtigt kan det blive kvalmende. Især den velgørenheds-patos, han er optaget af. Det bliver han nødt til at håndtere,« siger sociolog Patricia Cormack, som forker i krydsfeltet mellem berømmelse og politik på St. Francis Xavier University.

»Selvfølgelig vil det vende på et tidspunkt,« siger Mark Blevis og fremhæver Trudeaus selfie med de syge børn fra Ontario Børnehospital.

»På et tidspunkt kommer folk til at sige, ‘det er ved at blive en smule vammelt, kan du skrue lidt ned?’ Jeg tror endda, at nogle af hans største tilhængere vil blive afskrækket af alt det, han gør. Og han kan formentlig heller ikke blive ved med at holde det tempo,« siger Mark Blevis.