Tror du på jomfruhinden?

Forestil dig millioner af kvinder. Kvinder i din egen generation, i din mors generation, din bedstemors, måske din datters. Det finder sted i ægtesenge og på festivaler. Frivilligt og ufrivilligt. De er liderlige og/eller angste, for de har lært, at det der nu skal ske, vil gøre ondt. ”Jeg håber virkelig, at min er forsvundet af sig selv,” er der en, der siger til sine veninder i 9. klasse. Og veninderne beroliger: Det er den da helt sikkert, når hun dyrker så meget sport.

Og når det så endelig sker, spænder de op i hele kroppen. Han sænker sig ned over hende, presser til, trænger ind. Hvis han er ordentligt, aer han hende på kinden og spørger, om det gør ondt: ”Skal jeg stoppe?” Nejnej, siger hun, bare gør det. Hun vil gerne have det overstået. Og måske gør det kun ondt et kort sekund, måske resten af hendes liv, måske slet ikke.

Forestil dig så, at det, de er bange for, slet ikke findes. At det, der skal gennemtrænges; den jomfruhinde, som brister med smerte, er en fortælling, en forestilling, en fantasi på linje med julemanden eller monstre under sengen.

Kønskrans og jomfruhinde

Først i 2013 blev det beskrevet i Kvinde kend din krop, at ”åbningen ind til din skede er omkranset af små, takkede slimhindefolder, som kan se meget forskellige ud fra kvinde til kvinde”, og det blev stilfærdigt bemærket, at det er denne åbning, som ofte kaldes mødommen eller jomfruhinden. ”Men da det ikke er en hinde, som dækker, og ikke forsvinder eller forandrer sig efter samleje, tampon eller andet, er det ikke et hensigtsmæssigt navn.”

Dengang skrev Politiken i en overskrift: ‘Jomfruhinden skal have nyt navn – nu skal den hedde kønskrans’. Men i den nyligt udkomne bog Mødommen kortlægger jordemoder Gry Stevens Senderovitz og retsmediciner Jørgen Lange Thomsen den kvindelige anatomi, som den ser ud frigjort for årtusinders myte. Og konklusionen er klar: Kønskransen findes, men den er ikke et andet ord for jomfruhinden. For jomfruhinden findes ikke, og det har den aldrig gjort.

Jomfru i Rejseholdet

Troen på jomfruhinden har store konsekvenser. Det beskriver både jordemoder og retsmediciner i den væsentlige, men ikke særligt velskrevne bog om mødommen. Særligt Jørgen Lange Thomsen har det med at vandre ud ad nogle lange tangenter med uunderbyggede påstande om et stigende antal falske voldtægtsanmeldelser, forskellen på Vesten og andre kulturer, ligesom han også giver sig i kast med et ukvalificeret dyk ned i jomfruoplevelser i litteraturen og nogle udpenslede sproglige overvejelser, som bliver ledsaget af adskillige ordbogsopslag. Kontekstualiseringen burde de to forfattere i højere grad have overladt til andre kvalificerede fagpersoner og i stedet have fokuseret på det, de faktisk ved noget om. For den viden er tiltrængt!

Husker du for eksempel det afsnit af Rejseholdet (2001), hvor den unge muslimske kvinde Jasmin fortæller, at hun er blevet voldtaget? Kriminalkommisær Ingrid Dahl tager hende med til en gynækologisk undersøgelse, og herefter finder følgende ordveksling sted:

Gynækolog: ”Ét er i hvert fald helt sikkert; han har ikke haft samleje med hende. Hendes mødom er intakt.”

Ingrid Dahl: ”Hun er jomfru?”

Gynækolog: ”Helt afgjort.”

Og beskeden ringes videre rundt i politikredsen:

Ingrid Dahl: ”Hun kan ikke være voldtaget. Hun er jomfru!”

Ole Ernst: ”Jomfru!?”

La Cour: ”Aha! Det er da en nyhed, der vil noget.”

Senere kommer det så frem, at den stakkels Jasmin faktisk er blevet misbrugt seksuelt af sin egen far – ”Han har ikke villet tage hendes mødom, så der findes jo et andet sted…,” fortæller hendes skolelærer og taler om rectum.

Scenen fra Rejseholdet demonstrerer med al tydelighed, hvor uvidende vi har været indtil for ganske nylig. For som retsmediciner Jørgen Lange Thomsen kvalificeret fastslår i Mødommen efter at have undersøgt adskillige kvinder gynækologisk:

”Der findes ikke nogen procedure, der kan bevise eller modbevise tidligere samleje.”

Jomfruhinden findes for den, der tror

I bogen redegøres (i lidt vanskelige fagtermer) for det, vi i dag kalder kønskransen – på fagsprog hymen, som også er navnet på den græske mytologis gud for bryllup og ægteskab – og for hvordan den bliver til i fostertilstanden. Det er meget teknisk, men hovedpointen er, at der findes en membran i pigens underliv i fostertilstanden, som minder om en hinde, men denne hinde bliver normalt ”perforeret”, altså ødelagt, før barnet fødes.

Mest interessant er de konsekvenser, som forestillingen om jomfruhinden har. Gry Stevens Senderovitz beskriver for eksempel, hvordan det er ”tænkeligt, at fortællingen om, at en hinde skal brydes, og at dette vil medføre, at man bløder og får ondt, gør, at man mere eller mindre bevidst kniber lidt sammen. I hvert fald er det rimeligt at antage, at mange kvinder gennemfører første samleje uden at være blevet meget våde og ophidsede, simpelthen fordi hinde-tanken stiller sig i vejen. Og der er således risiko for, at det første forsøg på indføring af penis vil gøre ondt og medføre en reflektorisk sammenknibning, som gør det endnu mere smertefuldt og endnu mere sandsynligt, at det vil bløde.”

For kvinder har svulmelegemer fuldstændig ligesom mænd, beskriver Gry Stevens. Det er den indre del af klitorisorganet, som ligger inde bag kønslæberne. Og det er altså denne del, som hæver og åbner og gør området vådt, når kvinder bliver ophidsede. Og hvis bare kvinder vidste det før deres første oplevelse med penetration og ikke forventede at gå i stykker, bemærker jordemoderen, er det slet ikke sikkert, at de ville opleve, at det blødte og gjorde ondt.

Og det er måske i virkeligheden det, der gør størst indtryk.

En ting er nogle kulturers dyrkelse af jomfruidealet med krav om blodplet på lagnet efter bryllupsnatten eller ydmygende seksuelle overgreb, hvor kvinder får indført fingre eller andet, som skal teste om jomfruhinden er intakt, men den slags var også skrækindjagende, før jomfruhinden blev afsløret som et bluffnummer.

Det skræmmende ved jomfruhinden er, hvordan den er blevet proppet ind i vores hoveder af religion, populærkultur og skolens seksualundervisning, hvorfra den er vandret ned i vores krop, hvor den har manifesteret sig fysisk. Jomfruhinden findes for den, der tror på den.

Jørgen Lange Thomsen og Gry Stevens Senderovitz, Mødommen, 200 sider, vejl.pris.: 249,95 kr.