Nyhedsanalysen
Åbent beat: sneglens / lille / tuba
Venner falder fra som klip på et buskort i Peter Laugesens seneste digtsamling, hvor han nøgternt skuer tilbage til sin barndoms verden. Den er et album af stor skønhed med kendte momenter af sikkerhed/usikkerhed. Hvad angår det kunstneriske: en slags åbenhedens beat. Asger Schnack anmelder.
Peter Laugesen har et meget stort forfatterskab bag sig, og hver eneste bog er værd at læse, hver eneste bog er vigtig. Det har betydning, når man læser forfatterskabet, det er på én gang en stor samlende sol og en vrimmel af stjerner, lysende er det under alle omstændigheder i det mørke, der omgiver os.
Når man har så meget bag sig, også af levet liv, Peter Laugesen fyldte 75 år den 5. marts i år, er synet lige så meget tilbage som frem; selv om poesiens øjeblik (naturligvis) altid er nu, det sted i sproget, der ryddes og holdes klart, er her. Ikke tilbage – eller frem, for den sags skyld – men det er det så alligevel, i de sproglige – og sindslige – referencer.
Digteren er selv inde på denne tidsproblematik i et digt i Traveling, den nye bog fra i år, hvor det hedder: ”Jo længere / bagud i tid // jo længere / den anden vej frem // som et barn / i en gynge” (p. 84). Der er disse udsving, men digtets tre x to linjer ’are standing still’ eller bevæger sig – og dig, læseren – på en anden, følelsesmæssig måde.
Det med barnet vender jeg tilbage til. Først er par ord om samlingens ydre kendetegn. Det næsten kvadratiske format giver plads til Cy Twomblys (1928-2011) omslagsbillede. Det er godt valgt, for det taler dybt et sted imellem billede og skrift, hvor kunstgenrerne mødes i noget, der nærmest kunne kaldes en rytme: Man kan læse lidt, genkende ord, der refererer til noget tabt og farvelagt som de malede pletter, der atter går over i skrift.
Ikke mindst rytmen er vigtig, for i Peter Laugesens poesi er det rytmiske ’beat’ afgørende, ikke blot som en henvisning til musik, men som sin egen musik, der igen peger tilbage til livsmusikken, den rejse i bølgeslag (rhythmos betyder ’bølgebevægelse’ på græsk), livet udgør, jf. titlen: Traveling. Digteren er bogen igennem på rejse, også konkret, i Frankrig, Grækenland, Irland, Syrien – og hjem til Århus: ”For ingen ved hvilken gang / ankommer jeg til Århus” (p. 62).
Men det store format er ikke kun velvalgt i forhold til omslagsbilledet – med hvad det fortæller – det er også betydningsbærende, fordi det giver plads til mere ’hvidhed’ på siden. Det betyder igen, at digtene kan placeres forskelligt, oppe, nede, til højre, til venstre, med forskellig skydning, samtidig med at de enkelte digte ikke er særligt store. De fylder ikke meget på siden, men fylder siden ud. Dette paradoks er vigtigt og kommenteres direkte i et af digtene: ”For første gang / i mit liv / er jeg oppe på / linjeafstand 4 // Jeg vil se / tomheden / bag alle linjer” (p. 51).
Jazz og zen
Som altid hos Peter Laugesen er der i digtene en mængde ilanddrevet gods fra andre kunstnere, musikere, digtere, men ikke mindst billedkunstnere. Når de nævnes, er det i en sammenhæng, der fletter kunstarterne sammen som i det prægtige digt, der begynder med Boris Vians skrifter om jazz (Écrits sur le jazz – også en af mine yndlingsbøger), hvorom det hedder, at de ”er viden / som en skov.” Digtet slutter: ”Mit arbejde / i toget / er at se / ud ad vinduet” (p. 104). I øvrigt er digtet klart jazz – og zen – fra først til sidst.
Her var det en forfatter (Boris Vian), som skriver om musik, der henvises til. Det kan også være en henvisning til en forfatter (Gertrude Stein), der skriver om malerkunst (i dette meget interessante digt): ”Kubismen / iflg. / Gertrude Stein: // Det helt lille barn / ser på sin mors ansigt // helt tæt på / en lille del ad gangen” (p. 85).
Og så er vi tilbage ved barnet. Der er i bogen som helhed en nøgtern tilbageskuen til ’min barndoms verden’. Barnet – det kan være digteren som barn, men ikke nødvendigvis – optræder med en betydelig nærhed i disse i øvrigt højt bevidste digte. Ikke barnet som naivt i den forstand, men som ’seende’. Et eksempel, hvor barnet ikke nævnes, men hvor synet samles op i tre ord (og tre linjer): ”sneglens / lille / tuba” (p. 60).
Ofte er digtet paradoksalt som her, hvor lamperne af skåret glas ved en række huse beskrives: ”De rummer barndommens / mørke lys” (p. 129). Man kan sige, at i disse linjer sammenfattes ikke blot en livsfase, men et liv. Når der kredses om barndommen, skyldes det som nævnt i begyndelsen uden tvivl det perspektiv, alderen giver. Vennerne forsvinder, udsynet bliver et andet: ”Jeg savner mine venner / En for en / som klip på et buskort / er de forsvundet” (p. 108).
I liga med Dylan Thomas
Det er langtfra første gang, Peter Laugesen skriver barnet ind i sit poetiske univers. Nogle af de skønneste Laugesen-digte har barnet i hovedrollen, som fx dette (fra Himmel Kærlighed Frihed, 1982): ”et nyfødt barn / styrer rumskibet / mod stjernerne”. Eller dette (fra 29 digte, 1991): ”Den lille finger / så fuldendt og fin / på barnets mægtige hånd”. For slet ikke at tale om ”det nyfødte barns sang” fra Tohuvabohu (2017), men det er for langt at citere her.
Det store stræk fra barndom til alder, fra bølgeslag til bølgeslag, rundt i verden og i kunsten, udføres med en umådelig stor sikkerhed. Det er ikke en sikkerhed, der vil demonstrere sin sikkerhed, men en sikkerhed, der til stadighed vil holde usikkerheden åben. Nyheden er ikke den altomfattende bevægelse, den musikalske ’natur’ i digtene, men den megen hvidhed, afstanden imellem grenene.
Efter endt læsning (og genlæsning) af Traveling sidder man med en vigtig følelse af, at man har været indenfor i et poetisk rum, der med neddæmpede – nærmest rensede – virkemidler – tæt på tavsheden – er meget stærkt virkende. (Man kan høre digterens stemme læse digtene op et sted for éns indre øre). Det første, man føler – foruden berigelse – er taknemmelighed, en taknemmelighed, der i sig bærer en livstaknemmelighed. Peter Laugesen hører som digter til i samme liga som den Dylan Thomas, der i sin tid initierede ham til poesien.
Bonusinfo: Det er i år 50 år siden, Peter Laugesen debuterede med digtsamlingen Landskab. Den udkom som stencileret udgave i A4 i et ganske lille oplag på eget forlag. Den blev genudgivet på Borgens Forlag i 1970. /Asger Schnack