Kampen om sydhavskommunen

Det tegnede til at blive en god aften for René Christensen, da nattens mørke lige så stille var ved at krybe ind i korridorerne på Nykøbing Falster Rådhus d. 19. november i 2013. Kommunalvalget var overstået, stemmerne var begyndt at tikke ind og det stod efterhånden klart for René Christensen, at han og hans parti havde fået et godt valg. Et rigtig godt valg.

Med 7 mandater var Dansk Folkeparti blevet det næststørste parti i Guldborgsund Kommune, og René Christensen havde som partiets spidskandidat en god del af æren for det resultat. 6.044 personlige stemmer havde han fået. Det svarede til 75 procent af de samlede Dansk Folkeparti stemmer i kommunen.

Derfor må det have været en forsigtigt optimistisk René Christensen, der den aften satte sig til bords på John Brædders kontor. John Brædder var den siddende borgmester, men han og hans lokale Guldborgsundliste havde kun kunnet mønstre 6 mandater ved valget. Det var, som om taburetten under Brædder var begyndt at vakle.

Valgresultatet så ud til at bringe René Christensen tættere på det, der var hans egentlige ærinde. Han ville på denne aften for alvor kunne bringe skam over alle dem, der sagde, at Dansk Folkeparti ikke er et rigtigt folkeparti – at de ikke er lige så fine som de gamle etablerede partier. Denne aften kunne René Christensen få sit partis første borgmesterpost.

På kontoret havde Guldborgsundlisten, Venstre, Konservative, SF og Dansk Folkeparti samlet sig. Der var lagt op til, at det var i dette lokale, man skulle beslutte, hvem der skulle bære borgmesterkæden de næste 4 år. Alligevel var det et parti uden for lokalet, der reelt kom til at afgøre forhandlingerne. Socialdemokraterne, der var blevet det største parti ved valget, blev på den anden side af døren.

René Christensen husker selv, hvordan han hurtigt opgav at få hjælp af socialdemokraterne til at vinde borgmesterposten:

”Jeg vidste, at John Brædder godt kunne finde ud af noget med socialdemokraterne. Det mente jeg ikke, jeg kunne. Socialdemokraterne var gået til valg på at bygge en skole, og jeg var gået til valg på ikke at bygge den. Så selv hvis socialdemokraterne gerne ville finde ud af noget og gøre mig til borgmester, så gik det ikke. Så ville jeg nå at være borgmester i 4 år og så blive husket som ham, der løb fra sit løfte.”

René Christensen vidste, at han ikke ville få noget ud af at forlade lokalet. Han kunne og ville ikke blive borgmester på socialdemokratiske stemmer. Han måtte overbevise John Brædder om at pege på ham.

Uret tikkede og det dunkle lys uden for rådhuset blev til sort mørke. De havde tilbragt timevis på kontoret og til sidst besluttede Rene, at der måtte ske noget. Han sagde til Brædder, at han nu ville han altså gå ud og snakke med socialdemokraterne. John Brædder svarede tilbage, at det var fint, men så ville han gå ud og snakke med dem efterfølgende.

”Det turde jeg jo ikke lade ham gøre”, husker René Christensen. ”Jeg vidste, at John Brædder og socialdemokraterne kunne lave en handel, og det ville sætte Dansk Folkeparti helt uden for indflydelse. Sådan er det politiske spil, og så er det trods alt sjovere at være førstevælger. Så da John Brædder sagde det, kiggede jeg på ham, og sagde: ’Du er lige blevet borgmester’.”

René Christensen pegede på John Brædder som borgmester og måtte selv tage til takke med viceborgmesterposten.

Øjnene rettet mod sydhavsøerne

Guldborgsund Kommune er ikke sådan et sted, man lige kommer forbi, medmindre man har et ærinde. Måske hvis man skal med færgen til Tyskland for at hente billigere bajere. Eller ned på sandstrandene i sommerhusbyen Marielyst for at slikke sol. Derudover er kommunen, som består af Falster og den østlige del af Lolland, ikke et sted, som de fleste så ofte skænker en tanke.

Men der er en god mulighed for, at det politiske Danmarks øjne vil være rettet mod ”sydhavs”-kommunen, når vi når frem til kommunalvalgdagen d. 21 november. For selvom det glippede for René Christensen dér på John Brædders kontor tilbage i 2013, så er der rigtig meget, der tyder på, at det denne gang bliver anderledes – forholdet til socialdemokraterne er blevet blødt op, intet tyder på, at tilslutningen til Dansk Folkeparti er faldet, og René Christensen er stærkt opsat på, at han ikke denne gang skal kigge John Brædder i øjnene og sige: ”Der blev du borgmester.”

Valg i udkanten

I Guldborgsund lurer det oprør fra udkanten, som man efterhånden har snakket om i en del år. For på papiret ér Guldborgsund Udkantsdanmark. Dels kan man rent geografisk ikke komme længere sydpå end til Gedser, før man ender i tysk farvand. Derudover døjer Guldborgsund med nogle af de problemer, der nærmest er blevet synonym med idéen om Udkantsdanmark.

Ifølge en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra sidste år ligger Guldborgsund i top otte, når det kommer til kommuner med de fattigste indbyggere. Det er samtidig den kommune med femteflest på overførelsesindkomster, og senest er kommunen blevet ramt af en bandekonflikt, som man ellers normalt mest kender dem fra de større by-kommuner. Mandag Morgens kommuneportal vurderer, at Guldborgsund er den mindst attraktive danske kommune at bo i.

Men på den anden side er der også masser af positive historier fra kommunen, og hos borgerne er man trætte af, at man altid skal tales ned i medierne. Håndboldkvinderne i Nykøbing Falster spiller i Champions League, og den lokale fodboldklub drømmer om superliga efter kokken Claus Meyer og komikeren Mick Øgendahl har smidt penge i projektet. Arbejdsløsheden ligger under landsgennemsnittet, og befolkningen satte for noget tid siden gang i kampagnen Lolland-Falster lovestorm, der skal vise, at egnen er andet og mere end de mange historier i medierne om socialt udsatte.

Til kommunalvalg i DF-land

Så hvad er det, der gør lige netop Guldborgsund til en af landets stærkeste Dansk Folkeparti-bastioner? Og hvem er den mand, der har bygget det guldborgsundske DF-fort og nu har besluttet sig for at høste frugterne af sit arbejde?

Redaktionens eneste indfødte falstring er taget til Guldborgsund for at samle trådene op efter den drabelige valgnat i 2013. Men i morgen starter vi langt fra Falster. Vi starter på Christiansborg, hvor Dansk Folkepartis borgmesterkandidat og finansordfører er i fuld gang med at jonglere mellem finanslovforhandlinger og kommunalvalgkamp. Spørgsmålet er, hvorfor René Christensen vil degradere sig selv fra at forhandle, hvordan Rigets finanser skal forvaltes, til at forhandle, hvordan Falsters finanser skal? Og tror han overhovedet, at det er realistisk at slå John Brædder denne gang?

Tag med til kommunalvalg i DF-land.