De danske sydstater

Da jeg var omkring 11, spurgte jeg min mor, om vi ikke skulle tage en tur til Gedser. Jeg havde dengang tilbragt det meste af mit liv på Falster. Alligevel havde jeg aldrig været i Gedser. Det var mærkeligt, syntes jeg. Gedser har Danmarks sydligste punkt, og mit 11-årige sind tænkte, at det da måtte være en form for turistattraktion. Få år forinden havde jeg jo været ved det nordligste punkt i Skagen, og der vrimlede det med mennesker, forlystelser og kultur. Så hvorfor ikke tage en tur til Gedser, når nu vi boede så forholdsvist tæt på? Min mor havde derimod været i Gedser før, så hun forstod ikke helt spørgsmålet: ”Hvad vil du i Gedser?” svarede hun skeptisk. ”Der bor altså ikke andet end to ludere og en lommetyv.” Det blev ikke den dag, jeg besøgte Gedser for første gang.

Det var først i gymnasieårene, at jeg skulle blive trukket mod Sydstenen ved Gedser Odde. Jeg havde været i byen i Nykøbing Falster, og da jeg selv boede langt ude på landet, og busserne på Falster stopper med at køre kl. 18, måtte jeg blive hos en ven og overnatte. Da jeg trak mine ben ned mod rutebilstationen lørdag morgen, var det med en god portion hovedpine. Som så mange gange før skulle jeg med bus 37. Mod Stubbekøbing. Af i Moseby. Det tager 45 minutter, så jeg kunne godt nå at lukke øjnene. Da jeg åbnede øjnene igen, opdagede jeg, at jeg var med den forkerte bus. I stedet for at køre mod Stubbekøbing, kørte jeg forbi et skilt, hvor der stod ‘Velkommen til Gedser’. Godt nok var ordet ”Gedser” overmalet med bogstaverne DDR.

I dag, mange år senere, sidder jeg i bussen mod Gedser igen.

De danske sydstater

Gedser er på alle måder den danske pendant til de amerikanske sydstater. Vejen derned er som en dansk Route 66, hvor asfalten ligger som en lige streg gennem ørkenen af falsterske roemarker. Når man hopper af bussen på torvet, kommer man ud i en klassisk westernby: En enkelt gennemgående hovedgade med en række af huse på hver sin side. Fuldstændig øde som gaden ligger, forventer jeg, at der hvert øjeblik kan blæse en vindrose ind foran mig, mens en harmonika langsomt begynder at spille i baggrunden.

Så hvad gør man, når man er kommet til en ørkenby i det sydligste syd? Man går på salonen. Gedser Bodega er en af de få butikker, der stadig har åbent. Her er der ikke nogen, der er afhængige af sæsonturisme eller lukkelov. Klokken er to om eftermiddagen og klientellet tæller i hvert fald 10 personer.

Der er få andre steder udover de brune bodegaer, der ikke ændrer sig uanset, hvilken landsdel man er i. Alle steder finder man den lidt stikkende fornemmelse, som røgen giver i øjnene, når man træder ind af døren. Den lidt udefinerbare lugt, der er en sælsom blanding af gamle ølrester og for mange mennesker i et rum uden udluftning. Slutteligt er der de obligatoriske højlydte stemmer fra billardbordet, hvor der bliver spillet om, hvem der skal give den næste omgang.

Jeg indfinder mig oppe i baren og forklarer mit ærinde til den samling mænd, der sidder ved disken. Er der mon nogen, der kunne tænke sig at tage en snak om den kommunalpolitiske situation? Jeg får ikke sagt meget mere, inden der står en øl foran mig. Den er på huset, må jeg forstå. Måske minder Gedser om sydstaterne, men det amerikanske had mod journalister er i hvert fald ikke nået til Syddanmark endnu.

Den lokale graver fra kirken kun få hundrede meter derfra trækker mig til side. Han præsenterer sig som ”Graveren fra Gedser”, men han hedder nu Henrik Rasmussen. Han vil gerne fortælle mig et og andet om kommunalpolitik. Vi sætter os ved et afsides bord, og jeg trækker min diktafon op af lommen. ”Skal du være så stiv, at du ikke kan huske, hvad han siger,” råber en af gæsterne henne fra billardbordet. Det har jeg nu ikke tænkt mig.

Jeg når nærmest ikke at få begyndt på mine spørgsmål, før graveren kommer med en konstatering:

”Når nu du hører mine svar, så vil du nok se, at vi ikke har den samme holdning.”

Henrik Rasmussen letter øjenbrynene let og kigger på mig igennem det røgfyldte rum med et skælmsk blik. Det tyder på, at han er klar til give københavnersnudejournalisten en lille lektion i, hvordan politik fungerer på Falster.

”I snart 18 år har jeg stemt på Dansk Folkeparti,” begynder han. ”Det er dem, jeg er mest politisk enige med. Det er mest på grund af det med udlændinge.”

Jeg skal lige til at spørge, om han så ikke er glad for at have en kandidat som René hernede i Guldborgsund, men jeg når ikke at få fumlet mig frem til spørgsmålet, inden graveren fortsætter:

”Men jeg stemmer på John Brædder. Jeg er mere enig med René, men han vil ikke gøre det samme for Gedser, som John Brædder gør. John har gjort så meget for byen. Han har fået det gule palæ fra Olsen-banden herned, og der er ved at blive lagt nye fliser og asfalt i hele byen. John han er her hver gang, der sker noget. Han var også engang til gospel i kirken.”

Selvom Henrik Rasmussen fortsætter sin forklaring om, hvordan John Brædder virkelig har været manden for Gedser, kommer svaret alligevel en smule bag på mig. 18 år med Dansk Folkeparti og nu stemmer han pludselig på John Brædder fra Guldborgsundlisten, der vel politisk ligger tættere på Venstre. Hvorfor? Hvad med udlændingespørgsmålet, som Henrik Rasmussen jo selv siger, er noget af det vigtigste for ham? Han tænker lidt, da jeg spørger ham og svarer så:

”Vi har ingen perkere hernede. Vi er jo gamle fiskere, så kommer de herned, så bliver de banket ud af byen igen. De skyder hinanden i København, men du ser dem ikke hernede i Gedser. Vi finder os ikke i halalslagtet kød og det der.”

Henrik Rasmussen mener altså dels, at René Christensens indvandrerpolitik er blevet overflødiggjort af Gedsers fiskerarv. Men samtidig er han også loren ved René Christensens succes i Folketinget. Selvom René Christensen har lovet at fratræde sit folketingsmandat, skulle han blive borgmester, så mener Henrik Rasmussen stadig, at finansordføreren fra Dansk Folkeparti har for store ambitioner til at passe på Gedser.

Henrik Rasmussen tror uanset hvad, at det bliver René Christensen, der løber med borgmesterposten. For Falster er DF-land. Og skulle han vinde, så er det ifølge Graveren heller ikke det værste.

Jeg forlader bodegaen. ”Har du allerede fået for meget,” råber de oppe fra baren, mens de griner. Det har jeg måske.

Den friske luft ved havet

Jeg er gået ned til havet. Til Danmarks ende. Den friske saltvandsbrise renser mine øjne fra bodegahavet, så jeg næsten kan se den tyske kyst på den anden side af havgusen. Færgen er ved at forlade Gedser Havn og bryder bølgerne, mens den udstøder sit klassiske ”tuuuut”. Lyden af Gedser.

Lidt fra mig kommer en kvinde gående med sin lille sorte pelsbold af en hund. Jeg har brug for at strække benene efter den lange bustur og min eftermiddagsøl, så jeg løber dem op og spørger, om jeg ikke må gå med. Jeg skal være så velkommen.

Sandy har ikke fået sat sig så meget ind i kommunalvalget endnu, kan jeg forstå. Men det kan skyldes, at hun er en hund. Sandys ejer Lone Hansen er til gengæld begynd at tænke over, hvor krydset skal sættes d. 21. november. Hun er ikke sikker endnu. Selvom hun ikke umiddelbart er meget for at indrømme det, så er det, der fylder mest for hende politisk ældrepolitikken. Hun konstaterer selv, at:

”Det er jo den vej, det går. Børnehaver og den slags er ligesom et overstået stadie i mit liv. Men det er selvfølgelig en lille smule egoistisk at tænke på den måde. Det er noget værre noget.”

Både Sandy og Lone Hansen er venlige af natur, og det virker som det mest naturlige i verden, at jeg kan gå med dem en tur gennem Gedser by. Den var ikke gået i København. Der var man blevet jaget væk igen med det samme.

Lone Hansen har boet i Gedser siden 70’erne. Det var dengang, der var gang i Gedser. Hun fortæller om den tid, hvor Gedser var en embedsmandsby. DSB-arbejderne boede her, tolderne boede her og færgefolket boede her. Hun husker også tydeligt, hvordan man havde to købmænd og en Netto, da muren faldt. Nu er de fleste af butikkerne væk. Det er synd, synes hun. Hun kunne godt ønske sig, at kommunen måske gjorde lidt mere for at hjælpe de små butikker.

Hun ved endnu ikke, hvem hun gerne vil stemme på. Hun er normalt ikke meget for Dansk Folkeparti. Dem kommer hun ikke til at stemme på. Heller ikke selvom, hun egentlig meget godt kan lide René Christensen:

”Nogle gange siger han jo egentlig nogle meget fornuftige ting. Han virker ansvarsbevidst over for sin falsterske arv. Altså han har ikke glemt, hvor han kommer fra, og han er ansvarsbevidst over for sit bagland. Ingen tvivl om, at hans hjerte banker for Guldborgsund.”

Lone Hansen tror, at det er derfor, han er så populær. Også blandt folk der ikke normalt stemmer DF.

Hende og Sandy gør klar til at dreje af. De skal på besøg hos en veninde, så vi er nået til turens destination. Jeg spørger, om jeg ikke lige må få et billede af hende og Sandy, inden de smutter. Hun griner og kigger ned på hunden:

”Skal du i avisen, Sandy? Tænk, at det skulle ske på dine gamle dage.”

Politik på grillen

Inden jeg forlader Gedser igen, tager jeg forbi grillen for at få noget mad. Og hvad mon de egentlig tænker om kommunalpolitik på en grill i Gedser?

Ude foran møder jeg Elisabeth Martinussen. Der er noget ved hende, der er anderledes end de andre folk, jeg har snakket med i Gedser. Det er dialekten. Den er ikke lige så dreven falstersk som resten. Den er faktisk overhovedet ikke fra Sydfalster. Den er fra København. Jeg har fundet en af de få mennesker, der er tilflyttere til Gedser. Og så fra København endda. Det plejer at gå den anden vej.

Men hvorfor skulle man ikke flytte herned, som Elisabeth Martinussen påpeger. Der er smuk natur, og så får man altså noget mere for pengene, når det handler om at købe hus. Men hun synes, det er synd, at det nærmest er umuligt at være under uddannelse og samtidig bo i Gedser, og det er noget, som kommunalpolitikerne godt kunne tage at gøre noget ved:

”Hvis du bor i Gedser og gerne vil uddanne dig til klinikassistent, så kan du tage turen til Nakskov. Så skal du bruge 2-3 timer på at komme i skole. Det er en lang tur! Frisøruddannelsen ligger i Næstved, hvorfor ligger den ikke i Nykøbing? Man mister mange af de unge på den måde.”

Elisabeth Martinussen fortæller om en generel følelse, man har i Gedser, når det kommer til kommunalpolitikerne. Det er, som om pengene aldrig når helt ned til Gedser. De stopper i ferieområdet Marielyst.

”Hernede prøver man at lave en masse ting og aktiviteter for at minde alle om, at vi faktisk eksisterer. Men det hele er på frivillig basis. Hvorfor skal det være det? Det er jo en kamp om overlevelse. Når man kommer med nogle ideer, så er der mange, der siger, at det er en rigtig god ide. Men udførelsen halter, fordi man er bange for, at man ikke kan få den kommunale støtte, man har brug for.”

Hvem hun skal stemme på, ved hun ikke. Ikke engang, hvilken fløj det skal være. For selvom hun synes, at der er en del politikere, der gør det rigtig godt, så er der for meget valgfis:

”Hvis man hængte dem op på det, de siger i pressen, så ville der nok ikke være så mange tilbage til sidst. Det er synd. Der mangler handling bag ordene. Og det gælder alle partierne. Hvis man kunne tage én fra hvert parti og ryste dem sammen, så ville det sikkert fungere rigtig godt.”

Nu skal hun skynde sig ind efter sin mad. Hun spørger, om jeg efterfølgende skal have et lift ned til Brugsen. ”Det er der, bussen er, så kan du jo hurtigt komme ud af byen igen,” griner hun. Jeg skal godt nok hjemad, men jeg afslår, da jeg lige vil gå en tur mere nede ved havnen, inden jeg tager hjem. Man ved aldrig, hvor mange år der går, for jeg igen sidder søvndrukken i bussen mod Gedser.