Trump har triumferet. Han er en succes, en historisk succes. Ja, det lyder måske tosset. Men det er sandt. Sørgeligt, men sandt. Målt på sine egne og altid omskiftelige succeskriterier har ‘The Donald’ været et hit – en supersællert. Han suger fortsat alverdens opmærksomhed til sig, de økonomiske nøgletal udvikler sig favorabelt og de helt ‘rigtige’ mennesker hader ham. Han står som oprørslederen, der tør trodse de upopulære institutioner i Washington D.C.
Et år efter valget er Trump stadig outsideren, der udstiller de gamle teknokraters træghed og systemets korruption. Han er politikerledens oprørsleder. Dét er i hvert den magiske forestilling, som han selv spejler sig i, og som omkring en tredjedel af de amerikanske vælgere stadig oplever. Perception is reality.
Den sande sandhed er, at Donald J. Trump har indfriet sine kernevælgeres forventninger om at ville ruske op i det etablerede politiske system. Stik mod de fleste konventionelle iagttageres prognoser har Trump således meget bevidst valgt ikke at blive mere afdæmpet og præsidentiel i det år, som nu nøjagtig er gået siden ejendomsmogulen og reality-stjernen blev valgt som USA’s nye præsident. Trump har fortsat valgkampen – med succes.
Voksenmobning af magten
Succes?!? Ok, umiddelbart giver det bedre mening at kalde dette år efter valget 8. november 2016 for en intens fiasko, ja, faktisk en monumental fiasko. Men kun ved første øjekast. Ganske vist har USA’s 45. præsident reelt ikke fået gennemført blot en lille flig af sine ellers ganske konkrete valgløfter: Den udvidede sygeforsikring, som præsident Obama fik gennemført, står stadig ved magt, trods utvetydige meldinger om straks at rive hele systemet fra hinanden.
De omfattende investeringer i ny infrastruktur, som Trump også lovede under valgkampen, er heller ikke sat i gang. Og bliver det næppe nogensinde. Men dét betyder, paradoksalt nok, ikke alverden for de kernevælgere, for de forventer alligevel ikke, at der kan eller vil komme noget godt fra Washington D.C. Nu har de i stedet fået en enkel forklaring på, hvorfor ‘den lille mands interesser’ aldrig bliver hørt: Etablissementet har rykket sig sammen mod Trump. Han modarbejdes af eliten, lyder logikken – som styrkes hver gang præsidenten ikke kan få sin vilje igennem.
Hvis Trump alene vurderes som klassisk socialingeniør eller praktisk velfærdsarkitekt, så har hans første år siden valget været et entydigt flop. Han har ikke formået at føre sine ord ud i livet. Men han har gjort noget, som tilsyneladende er vigtigere for alle de vælgere, der føler sig glemt, klemt og forstemt: Trump har vendt vrangen ud på magtapparatet – ved at kritisere CIA, FBI og ikke mindst ved at håne, spotte og latterliggøre sine egne ministre, fra justitsminister Jeff Sessions til udenrigsminister Rex Tillerson.
Den evige valgkamp
Trump har på spektakulær vis fortsat den tumultariske valgkamp, som bragte ham til magten. Han ved godt – i modsætning til de etablerede politikere, som stadig er i vildrede – at marginalvælgerne ikke belønner små og ofte usynlige tekniske fremskridt. I det store regnskab, i magtens spil, gør det hverken fra eller til, om Trump rent faktisk får bygget en høj mur langs grænsen til Mexico, om Obamacare erstattes eller om det hullede vejnet repareres.
Moderne magtpolitik handler om lidenskab, ikke videnskab. Og meget kan man kritisere Trump for, og meget kan han med rette hænges ud for, men ikke at mangle lidenskab. Selv om Trump ikke kan fremvise meget på resultatlisten her på årsdagen for valgsejren, er han ikke afgørende svækket.
Lige nu ville han næppe kunne genvinde magten, men dét skyldes i høj grad, at modstanderne står samlet imod Donald J. Trump. Men så snart både Republikanerne og Demokraterne begynder at kæmpe indbyrdes om at finde en eller snarere flere modkandidater, vil Trump igen kunne drømme om at træde sejrssikkert frem. At have en tredjedel af vælgerne som fans er en overrumplende stærk platform i et moderne demokrati. Derfor: Døm ikke Trump ude, før han selv mister interessen. / Lars Trier Mogensen