Lokaldemokratiet lever i Eskilstrup

”Den går ikke, René Christensen.” Overskriften står med store bogstaver øverst på debatsiderne i Lolland-Falsters lokale avis Folketidende d. 30. oktober. Indlægget er skrevet af Børge Eibye fra Stubbekøbing, og hans læserbrev indkapsler på mange måder det, der er René Christensens svaghed og styrke i kampen om borgmesterposten i Guldborgsund Kommune.

”Det her er lokalpolitik og ikke ‘Borgen’. Den form for spin, du lægger for dagen, er ’no go’ her i Stubbekøbing,” begynder Børge Eibye henvendt til René Christensen. Lidt senere fortsætter han: ”For det første bryder jeg mig ikke om jeres mange dobbeltmandater, som for mig er pengemaskiner. For det andet er dit parti rundet af Glistrups fremskridtsparti, hvilket klart kommer til udtryk i DF’s Meld- og Feld-sag, som EU undersøger.”

Her har vi endnu en brik i René Christensen-paradokset. Muligheden for at han kan blive Danmarks første Dansk Folkeparti-borgmester både styrkes og svækkes af, at han er så højt på strå på Christiansborg. For selvfølgelig er der mange, der mener, at René Christensen har talt Syddanmarks sag inde i Folketinget. Men der er lige så mange, der mener, at René Christensen har tabt jordforbindelsen og er blevet karrierepolitiker. René Christensen bliver fanget af den politikerlede, der hersker mod rigets lovgivere i København. Han bliver smudset ind i sit partis landspolitiske skandaler, som MELD og FELD, skønt han i teorien ikke har noget med dem at gøre. For René Christensen er det en gave og en forbandelse at være så højt placeret i partiet.

Men Børge Eibye peger i indlægget også på den styrke, der alligevel kan bringe René Christensen til sejr i Guldborgsund. Han skriver: ”Alt dette og meget mere vil jeg hjertens gerne samtale med dig om, for jeg er af sædvanligvis velunderrettet kilde blevet oplyst om, at du er et flinkt og flittigt menneske.” Selv de stærkeste kritikere fremhæver, at René Christensen efterlever sit eget dogme: At man ikke skal sparke nogen over benene.

Til vælgeraften på Eskilstrup Hotel er det også nogle af de ting, der bliver fremhævet, når snakker går på René Christensen.

En kold aften i Eskilstrup

Hvis man tror, at demokratiet er dødt, så burde man tage til den lille stationsby Eskilstrup – sidste stop inden Nykøbing Falster. I bilen på vej til vælgermøde når jeg et kort øjeblik at frygte, at jeg bliver den eneste tilhører – hvis jeg er heldig, kommer jeg måske til at sidde der sammen med en til tre pensionister. Vælgermødet skal foregå på det lokale hotel, der i bedste Korsbæk-stil ligger med fronten ud til skinnerne, og da jeg halvforpustet får kæmpet mig ind af indgangen to minutter for sent, må jeg erkende, at jeg åbenbart har boet længe nok i København til at have tillagt mig en snobbet hovedstads-tankegang. Jeg er ikke den eneste. Der er ingen pladser tilbage. Hotellets konferencerum er stuvende fuldt, og der er vel mødt i omegn af 200 mennesker op ud af byens i alt ca. 1000 indbyggere. Og så en kold onsdag aften kl. 19.

De i alt 12 kandidater har alle taget opstilling ved et langbord foran publikum. Men det er ikke politikernes visioner for Danmarks sydligste kommune, der åbner debatarrangementet. I stedet flyder tonerne fra en række unge struber ud i det store åbne rum. Den lokale skoles kor har taget stilling ovre i et hjørne, og skønt de alle har det generte udtryk, som er så kendetegnende for personer, der går i 7. til 9. klasse, så lyder det faktisk ganske godt. Helt passende for dagens tema, er det kommunens ”nationalsang”, de synger – Guldborgsundsangen: ”Tag med os til Guldborgsund og find din indre ro. I hele verden, stor og rund, er intet bedre sted at bo.”

En stedfortræder

De lader til at være der alle sammen. Alle borgmesterkandidaterne. Venstre har Ole K. Larsen, socialdemokraterne Bo Abildgaard og på Guldborgsundlistens plads sidder selveste borgmester John Brædder. Men som jeg lader mine øjne løbe over de mange kandidater, er der alligevel en der mangler. Ved Dansk Folkepartis plads, er det ikke René Christensen, der sidder på stolen. I stedet er det John B. Hansen, der fortæller, at han er stedfortræder for René i dag, da han desværre ikke kunne komme.

Der lyder lidt mumlen ude i salen, da det går op for tilhørerne, at René Christensen ikke er mødt op. De fleste lader til at vide, at han har travlt med finansloven. Er det måske derfor, han ikke er mødt op? Og hvis han ikke har tid til at være til vælgermøde, har han så overhovedet tid til at være borgmester?

De første par kandidater får lov til at holde deres enetaler, men hurtigt bliver det tid til den første runde med spørgsmål. En ældre dame i rød frakke rejser sig, og ordstyreren bevæger sig mod hende med små hop gennem menneskemængden. Hun begynder på sit spørgsmål, men når kun at sige et par ord, inden ordstyreren minder hende om, at hun hellere må fortælle sit navn – godt nok er vi i Eskilstrup, men der kunne jo være nogen, der ikke vidste, hvem hun var.

Efter at have foretaget en mere formel introduktion, vil hun høre Dansk Folkepartis kandidat John B. Jørgensen, hvad partiet har tænkt sig at gøre for at integrere kommunens indvandre. Spørgsmålet ser ud til at overrumple kandidaten en smule. Han kører hånden igennem overskægget en enkelt gang, inden han skubber stolen ud og rejser sig op for at svare: ”Se…”, begynder han, ”det havde René været rigtig god til at svare på. Det er jo noget, han beskæftiger sig meget med. Rigtig meget.” Svaret bliver aldrig helt konkret, men flyder i stedet ud i en undskyldning om, at John B. Jørgensen jo ikke havde regnet med at skulle i debat i dag, så han er ikke helt forberedt.

Nede i publikum stiller man sig ikke tilfredse med det svar. ”Nu var det jo dig, hun spurgte. Ikke René,” er der en, der råber. I det hele taget har stemningen på tilhørerrækkerne været nådesløs. Det mindste fejltrin fra politikerne ved bordet kvitteres med vrede tilråb. Eskilstrup Hotel er en dejlig påmindelse om, at lokalpolitik ikke er ligegyldigt, og at der er masser af følelser i det.

En showman

Nej, lokalpolitik er ikke ligegyldigt. Og det er bestemt heller ikke kedeligt. Blandt de 14 kandidater er der én, jeg aldrig har hørt om før. Det lille håndmalede skilt foran ham fortæller, at han hedder Gregers Graae og kommer fra liste Q. Da det bliver hans tur til at holde en 3 minutters enetale, griber han mikrofonen ud af hånden på ordstyreren, sparker stolen væk bag sig og bevæger sig ud på en lille gåtur i tomrummet mellem kandidaternes langbord og publikum. Som en showman gør han klar til at afsløre sin allerstørste tryllekunst. Godt nok humper han lidt, men det vil ændre sig lige så snart, han bliver valgt ind i byrådet, lover han: ”Så køber jeg nogle nye hofter,” proklamerer han højt.

Liste Q står for unique, fortæller han: ”Fordi vi har så mange unikke ting hernede.” Jo længere Gregers Graae taler, jo mere i tvivl bliver jeg om, hvad han rent faktisk mener. En ting er i hvert fald sikkert. Han er ingen klassisk politiker, og han er ikke til at skyde igennem. Hvad gør man med trafiksikkerheden i Eskilstrup? Det ved han ikke lige, men han kan samle et IKEA-skab, så kan han også gøre noget ved trafiksikkerheden. Der er arbejdsløshed på Falster? No problem, han lover arbejde til alle, der møder op i hans butik i Saxkøbing.

Men den helt store tryllekunst kommer først til sidst. Han begynder at tale om, at borgerne i Guldborgsund selv skal gøre mere for at få det samfund, de gerne vil. Pengene kommer ikke derned af sig selv. ”Hvis bare vi ku’ selv…,” siger han og holder med et slesk smil en kunstpause. Pludselig ringer hans mobiltelefon fra inderlommen. Han finder den frem, og ringetonen brager ud i lokalet. Det er Sebastians sang ’Måske Vi Ku’, der spiller, og smilet på Gregers ansigt når helt op til ørene.

”Det er nemlig rigtigt”, siger han, mens han holder mobiltelefonen ud i strakt arm. ”Måske vi ku’…”. Publikum kigger vantro på hinanden.

Den store tryllekunst er ovre, og det samme er aftenen. Folk stimler sammen ude på gaden og skal lige have sig en cigaret og en snak, inden de går hjem. Alle fordomme om, at de små lokalsamfund er døde, er blevet gjort til skamme ved aftenens arrangement. Ud af døren buldrer Gregers Graae, og fra det lille døråbningsplateau råber han: ”Når jeg bliver borgmester, så bliver det ulovligt at ryge på offentlige veje.” Han klukker for sig selv og tænder sin pibe.