Flirten mellem sosserne og DF'erne er fuset ud

Siden forsommeren har der været bygget op til den store generalprøve i samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Den store prøve skulle stå nu her tirsdag 21. november, hvor Danmarks to største partier skulle afsøge mulighederne for et fremtidigt samarbejde – ved at bruge kommunalvalget som laboratorium, hvor de taktiske tilnærmelser kunne føres ud i livet og de to hidtil gensidigt bekrigende partier kunne konstituere sig med hinanden.

Festlighederne kan dog godt aflyses på forhånd: Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er ikke ved at blive smedet sammen i én blok.

Hvad der på papiret fremstår som en overrumplende vinderformel, har tydeligvis været vanskeligere at gøre alvor af, når det kommer til stykket. Med til sammen 84 mandater på Christiansborg kan både sossernes formand Mette Frederiksen og DF-lederen Kristian Thulesen Dahl se perspektiverne i en alliance. Men det er og bliver fortsat en papirtiger, for særligt ude lokalt er der (endnu) ikke den fornødne tillid.

Når den nye alliance – som kunne have væltet totalt rundt på den gængse valgmatematik på Christiansborg og have parkeret de fleste partier på sidelinjen i en årrække – ser ud til at mislykkes, skyldes det to hovedtendenser. Til gengæld er der også én mulig joker, som på valgnatten kan få den nye magtkabale til at gå op. Lige pludselig. Mere om denne joker senere, for først skal det handle om de to tendenser, der reelt trækker Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti væk fra hinanden. To tendenser, der begge handler om tillid, ja, eller snarere om konkret mistillid.

#1: Lokal tillid mangler

Status er, at Dansk Folkeparti i over to tredjedele af landets 98 kommuner har valgt at indgå valgforbund med de andre borgerlige partier. Rent teknisk har Dansk Folkeparti på forhånd valgt side ved at dele stemmer med bl.a. Venstre og De Konservative, på nøjagtig samme måde som Socialdemokratiet også lokalt er tættere forbundet til bl.a. SF og Enhedslisten, end moderpartiet er inde på Christiansborg. Kun i fire kommuner har Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti på forhånd indgået valgforbund: Odsherred, Ishøj, Fredensborg og Hvidovre.

Meldingerne var ellers ikke til at tage fejl af på Folkemødet i juni: ”Jeg kan mærke, når jeg kommer rundt i landet, at der er et rigtig godt samarbejde mellem socialdemokrater og lokale folk fra Dansk Folkeparti,” sagde Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Hun mente ligefrem, at det indbyrdes samarbejde, som hun opfordrede sine lokale partisoldater til at indgå, ville  ”åbne for et helt andet landskab efter kommunalvalget”. Senere har hun også udtalt: ” Jeg er rigtig meget rundt i landets kommuner. Og jeg kan godt mærke, at samarbejdet mellem Socialdemokratiet og DF er spirende og godt”.

Fra Dansk Folkeparti har tonerne kun været endnu mere indsmigrende, i hvert fald fra partitoppen: ”Hvis man får mere DF-indflydelse ved at samarbejde med Socialdemokratiet, så skal man da gøre det. På den måde arbejder vi på Christiansborg, og på den måde vil man også se os arbejde i byrådene,” sagde Kristian Thulesen Dahl tilbage på Folkemødet. Men i dag er virkeligheden blevet en anden. Valgkampen har ramt hverdagen, og selv i de lokale partiforeninger, som altså på forhånd havde fået fripas til at søge et mere formaliseret samarbejde med det andet parti, er den gensidige tillid tydeligvis ikke til stede ude lokalt.

Selv et af de mest oplagte steder for samarbejde, Guldborgsund – hvor Føljetons Andreas Terp i sidste uge skildrede Dansk Folkepartis finansordfører René Christensens kamp for at blive partiets første reelle borgmester – har Socialdemokratiet nu været ude og lægge afstand: ”Socialdemokratiet gør ikke René Christensen til borgmester,” lyder det kontant og afvisende fra den socialdemokratiske borgmesterkandidat, Bo Abildgaard.

Begrundelsen er ganske vist ikke så avanceret – ”Vi gør ikke en DF’er til borgmester. Det gør vi bare ikke. Længere er den ikke” – men realpolitisk er situationen enkel: Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har ikke den fornødne tillid blandt de lokale kandidater til gå til valg på et tæt samarbejde.

#2: Tulle leger med sosserne

Mette Frederiksens fornemmelser til trods, så er Dansk Folkeparti stadig et parti, hvis kandidater ser sig selv som borgerlige. Eller som DF’s spidskandidat i Vallensbæk, folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berth, poetisk udtrykker sig: ”Helvede kommer til at fryse til is, før vi kan samarbejde med Socialdemokratiet her.”

Dansk Folkeparti har draget stor nytte af den meget snak om en ny alliance. For jo tættere Kristian Thulesen Dahl & co. synes at være kommet på Socialdemokratiet, desto dyrere har Dansk Folkeparti kunne sælge sig selv i forhandlingerne med statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Hver gang DF’erne har kunnet skabe indtryk af, at de måske ville være villige til at indgå forlig med Socialdemokratiet, har VLAK-regeringens ministre været nødt til at smide bedre tilbud på bordet til Dansk Folkeparti. Rent taktisk har det derfor været noget nær en genistreg, at Kristian Thulesen Dahl er gået så langt, at selv topfolkene hos Socialdemokratiet har troet på, at en ny æra var på vej i dansk politik.

I realiteten tegner der sig imidlertid et billede af, at Kristian Thulesen Dahl har brugt Mette Frederiksen som en brik, ja, måske ligefrem som en nyttig idiot, i et magtspil, der har været rettet mod den borgerlige regering. Ved at fingere et operationsdygtigt alternativ har Dansk Folkeparti kunnet opnå større indrømmelser fra Venstre, Liberal Alliance og Konservative, end f.eks. Enhedslisten formåede under Thorning-Schmidt-regeringerne. Og her har kommunalvalget fungeret som en perfekt timet løftestang: Henover sommeren og efteråret har Kristian Thulesen Dahl – som forberedelse til de aktuelle forhandlinger om både finanslov og nye skattelettelser – haft held til at puste en stor prøveballon op, som Socialdemokratiet samtidig har ladet sig lokke af.

Søndag eftermiddag indtraf sandhedens time. Socialdemokratiet blev skubbet ud af forligskredsen bag den nye erhvervs- og iværksætterpakke, som regeringen i stedet indgik med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

I Ekstra Bladet konkluderer politisk kommentator Hans Engell kontant: ”Tulle snød Mette, og det vil blive husket i de kommende 15-16 måneder frem til næste folketingsvalg. Hvor meget kan de to partier egentlig stole på hinanden? Slut er den hyggelige stund i sofaen, hvor de to partiledere mødtes i historisk forbrødring. Søndag aften sluttede festen.”

Realpolitisk er der (endnu) ikke meget substans i alliancen mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. For når det kommer til stykket, så vælger Kristian Thulesen Dahl altid at indgå forlig til højre.

#3: De lange knives nat

Selv om de lokale partisoldater ikke har gensidig tillid (#1) og moderpartierne heller ikke står sammen i de realpolitiske skæbnestunder (#2), så skal man aldrig sige aldrig i kommunalpolitik. På valgnatten kan alt ske, og det sker ofte, at opportunistiske politikere skifter parti i løbet af morgentimerne for at opnå bedre poster. Intet er helligt, og enhver er sig selv nærmest i mange byråd. Derfor er det mere end højst sandsynligt, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil ende med at konstituere sig sammen.

Fornuftsægteskaber mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er heller ikke noget nyt fænomen: ”I mange kommuner har samarbejdet mellem de to partier faktisk været mere fremskredent, end tilfældet har været på Christiansborg. Faktisk skete det efter valget i 2013 i hele 18 kommuner, altså knap hver femte, at en socialdemokratisk borgmester konstituerede sig med Dansk Folkeparti,” skriver den socialdemokratiske netavis Piopio.dk.

I Hvidovre var det sågar Dansk Folkeparti, som gav Socialdemokratiet borgmesterposten, uden om det borgerlige flertal. Den socialdemokratiske borgmester Helle Adelborg har således Dansk Folkepartis Mikkel Dencker at takke for magten. Men generelt har mønsteret været, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kun har konstitueret sig sammen, når der var flere andre partier med i koalitionen, og Dansk Folkepartis stemmer dermed ikke gjorde udslaget. Men dét kan ændre sig i næste uge.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl vurderer, at det netop er på valgnatten, at der kan ske nybrud: ”Jeg forventer mig flere konstitueringsaftaler end ved sidste kommunalvalg. Der er nogle kommuner, hvor der nok vil komme skred i samarbejdet mellem DF og S, når man ser, at vi på landsplan taler godt med hinanden og kan samarbejde,” udtaler han til Ugebrevet A4. Men her skal man igen være varsom med at overfortolke forbrødringen.

Dansk Folkeparti står først og fremmest på spring til at lokke Socialdemokratiet med til at pege på den eller de første DF-borgmestre. Hvis det glipper for René Christensen i Guldborgsund, er de to næste og bedste bud: Hvidovre, hvor Mikkel Dencker kan erstatte Helle Adelborg, og Assens, hvor den navnkundige Jens Henrik Thulesen Dahl står til at kunne blive borgmester. Som storebror til partiformanden har Jens Henrik måske de bedste muligheder for at gå hele vejen. Ved det seneste budgetforlig i Assens fik Dansk Folkeparti sammen med Socialdemokratiet og Enhedslisten flertal uden om borgmesterens parti.