
Frank Bainimarama, Prime Minister of Fiji and president of the COP23, takes off his scarf at the start of the final session of the UN Climate Change Conference 2017, hosted by Fiji but held in Bonn, Germany, November 18, 2017. REUTERS/Wolfgang Rattay
Halløjsa! COP 23, FN’s klimatopmøde i Bonn er slut, og det meddeltes fra Tyskland tidligt lørdag morgen, at verdens lande i 11. time – eller mere præcist: cirka 12 timer senere end planlagt – er blevet mere eller mindre enige om nogle ting, som umiddelbart ikke lyder af alverden, men dog alligevel er noget: blandt andet at der i 2018 skal gøre status over den verdensomspændende indsats for at begrænse udledning af fossile brændstoffer, så man kan overholde de grænseværdier, som blev nedfældet på papir med Parisaftalen på COP 21 i 2015.
Efter to ugers forhandlinger er vi altså lidt tættere på at kunne indfri vores i grunden pauvre mål om at begrænse den globale opvarmning til mellem 1,5 og 2 grader.
På COP 24 i den polske by Katowice i december næste år er det så planen, at Parisaftalen skal implementeres fuldt ud. Vi krydser fingre. De græsrodsorganisationer, som Ritzau har ringet rundt til for at få en kommentar, er i hvert fald ikke helt oppe at ringe over resultaterne. Både hos Greenpeace, NGO-netværket 92-gruppen, Care Danmark og Folkekirkens Nødhjælp efterlyses mere viljestyrke. ”Der er stadig brug for store portioner politisk vilje, hvis reglerne, der skal bringe klimaaftalens mål nærmere virkeligheden, skal på plads i 2018,” lyder det fra en rådgiver i Greenpeace.
Mærkelige USA
COP 23 var i den ikke u-underlige situation, at USA’s diplomatapparat var til stede i Bonn, selv om præsident Donald Trump i juni meddelte, at han vil ud af Parisaftalen (hvilket dog formelt først kan ske fra 2020). Som New York Times har formuleret det, svarer det lidt til ”en ægtefælle, som kræver skilsmisse, men bliver ved med at bo hjemme”. Det er bare akavet. Da USA’s topdiplomat Judith G. Garber torsdag optrådte med en tre minutter lang bemærkning på topmødet, var den dog mere forsonligt formuleret, end Trumps kritikere havde regnet med. Tidligere på topmødet havde Trump-regeringens udsendinge helt bizart promoveret fossile brændstoffer og atomenergi, hvilket ifølge medierne affødte buhråb.
En af de bedre nyheder fra COP 23 var, at 19 lande anført af Canada og Storbritannien (inklusive Danmark, Frankrig, Finland, Italien, Østrig, Mexico, and Holland) vil udfase brugen af kul i 2030. Det er dog lande, som står for mindre end 3% af verdens samlede kulforbrug. Så meget for den gestus.
Bortset fra det går det altså stadig den forkerte vej. Det amerikanske rumagentur Nasa har netop udsendt en datavisualisering, som viser verdens skiftende sæsoner gennem de seneste 20 år baseret på billeder fra tre satellitter, der er specialiseret i at holde øje med vegetationen til lands og til havs. Det ser ret vildt ud. Nasa-oceanografen Carlos del Castillo fortæller med en charmerende accent, at budskabet med den lille video, er, at vi kun har en jordklode. ”Det er en planet, der ånder, det er en planet, der er i live, og – du ved – vi holder grundigt øje med den, og vi skal passe på den.”
Og så blev det ellers weekend. /Oliver Stilling