Mens vi venter på resultatet af kommunalvalget i morgen, er der lande ude i verden, der arbejder på at løse langt større politiske kabaler og konstitutionelle problemer, end nogen herhjemme kommer til at slås med på lokalt og regionalt plan onsdag morgen.
Vi kan jo begynde i Zimbabwe, hvor verdens ældste nulevende statsoverhoved tilsyneladende nægter at gå af, selv om alt peger i retning af, at hans dage som autokratisk præsident er talte efter 37 års deprimerende regimente med silkesokker og et guldur på hvert håndled.
Det var så fornøjeligt at høre DR’s Afrika-korrespondents live-rapportering fra demonstrationerne imod den 93-årige Robert Mugabe i hovedstaden Harares gader lørdag formiddag. Den zimbabwiske befolkning havde bare fået nok, og begejstringen i Søren Bendixens stemme over at være vidne til den historiske tusindtallige folkelige manifestation var smittende. Militæret har holdt Mugabe i husarrest, siden det overtog kontrollen med landet midt i sidste uge, og i går fyrede hans eget parti Zanu-PF Mugabe som formand, indsatte hans fyrede vicepræsident Emmerson Mnangagwa som konstitueret formand og sagde til den gamle leder, at hvis han ikke trak sig frivilligt som præsident, ville der blive taget initiativ til en rigsretssag, når parlamentet forsamles igen i morgen.
Da Mugabe så skulle annoncere sin afgang i en tv-tale, nævnte han den ikke med et ord, afgangen, men plaprede i stedet løs om alt muligt andet og henviste ifølge The Guardians korrespondent igen og igen til Zimbabwes brutale frihedskrige i 1970’erne. ”Talen var bare overraskende,” sagde partiets politiske indpisker, Lovemore Matuke bagefter. ”Den var ikke på linje med, hvad vi havde regnet med. Vi havde forstået, at han ville komme med sin afskedsbegæring for at undgå ydmygelsen ved en rigsretssag.” Mugabes nye deadline for at trække sig er middagstid i dag, ellers kører rigsretstoget.
Regeringsløse Tyskland
Og så fra det sydlige Afrika til Tyskland, hvor de også roder rundt rundt og i princippet har været uden regering siden valget sidst i september. I aftes opgav kansler Angela Merkels konservative parti CDU, det liberale FDP og det venstreorienterede De Grønne at blive enige om et gangbart samarbejde, der kunne føre til en regeringsdannelse.
Partierne havde egentlig sat en deadline for sig selv i torsdags, men forlængede den til i går, fordi de ikke var i stand til at diskutere sig frem til et ærligt resultat. Da FDP’s formand Christian Lindner forlod forhandlingerne i aftes, sagde han til pressen, at ”det er bedre ikke at regere end at regere dårligt.”
Det har han ret i, med mindre man kan kategorisere ikke-ledelse som dårlig ledelse, og det kan man vel godt. Det er i særlig grad flygtningepolitikken og klimaområdet, som volder uenighed, og stejlest over for hinanden står i sagens natur FDP og De Grønne.
Medierne melder om et vist tysk kaos og maler fanden på væggen, fordi der er en vifte af presserende temaer i Europa, som kalder på løsninger og ledelse. Der er Brexit, reformer af eurozonen og problemer med medlemslandene Polen og Ungarn, der fører en mere og mere højreorienteret og isolationisk politik. Som Politico Europe skriver, kunne den ”politiske ustabilitet i Tyskland ikke været kommet på et værre tidspunkt”, og i værste fald kan der gå måneder, før en ny regering er landet. Så lang tid går der nu næppe; det er mediernes natur at operere med de værst tænkelige scenarier. Lige meget hvad er det ikke Zimbabwe-niveau.
På Føljeton hæfter vi os ved, at flere af de tyske forhandlingsledere i aftes udtalte, at et kompromis var inden for rækkevidde, men at det blev saboteret af de andre partier. Det udlægges af de politiske kommentatorer som et politisk blame game. Men man kan da også vende den om og sige, at det giver løfte om en snarlig løsning? Om ikke andet så for børnenes skyld! I dag er det Børnenes Dag – det er årsdagen for FN’s Børnekonvention som blev vedtaget 20. november 1989 på FN’s generalforsamling. /Oliver Stilling