Lufthavnen er kamppladsen

Køen ved check-in skranken til Turkish Airlines ligner køerne ved de andre skranker. Folk står med rejsekufferter og fumler med deres pas. Det er december 2014 i Kastrup Lufthavns Terminal 2. Nogle skal væk fra decemberkulden og på ferie i Istanbul – andre blot mellemlande i den tyrkiske storby for at rejse videre. Et af de fly, som denne afgang har forbindelse til, går til Afghanistans hovedstad, Kabul. Selv om scenariet ikke ser bemærkelsesværdig ud, foregår der alligevel noget særligt. I køen af forretningsrejsende og turister, går en gruppe aktivister i alle aldre rundt og taler med passagererne. En af dem er 23-årige Clara Willer Daverkosen fra den politiske bevægelse og facebookgruppe Børnebørn for Asyl.

Det kan redde liv

Clara Willer Daverkosen fortæller de rejsende om situationen: »Der er to tvangsudviste afghanske brødre med jeres fly. De er 16 og 23 år og kender ingen i Afghanistan, men skal til Kabul nu. Du kan gøre modstand, hvis du vil være med til at forhindre udvisningen.« Sådan husker Clara Willer Daverkosen den indledende samtale med passagererne på Turkish Airlines-flyet sidste år.

Hun forklarer derefter passagererne, at de f.eks. kan nægte at spænde sikkerhedsselen, så længe flygtningene er ombord på flyet – og understreger over for dem, at modstanden kan redde liv.

»Så snart passagerne stiger ind i flyet, er det ikke længere politiet, men piloten der bestemmer. Hvis uroen i kabinen vokser, kan han sætte passagerer af flyet – også tvangsudsendte flygtninge,« forklarer hun.

Jeg møder hende godt et år efter, på en kaffebar på Guldbergsgade, på Nørrebro, hvor hun i en pause fra eksamenslæsningen genfortæller sin oplevelse af aktionen i lufthavnen.

Født på flugt

To rapporter fra udlændingestyrelsen, og tal fra Flygtningenævnets hjemmeside, viser, at der fra januar 2012 til maj 2015 er blevet tvangsudsendt 392 asylansøgere fra Danmark til Afghanistan. Ved udgangen af 2014 var 179 blevet afvist og ventede på at blive udsendt. Begge grupper udgøres ifølge udlændingestyrelsens rapport primært af enlige unge mænd.

»Mange af dem, der nu i statistikken betegnes som enlige mænd, er jo kommet som forældreløse børn på flugt for flere år siden. Nu er de så er blevet store, og så er det ikke synd for dem mere,« siger Nynne Roberta Pedersen, der sammen med Clara Willer Daverkosen har stiftet aktivistgruppen Børnebørn for Asyl.

Det samme gælder de afviste brødre Mostafa og Zakariya, som Clara Willer Daverkosen, i december sidste år, tog i lufthavnen for at hjælpe. Den yngste, Mostafa, er født på flugt og har aldrig været i Afghanistan, men er afghansk statsborger. Både han og storebroren har boet i Danmark, siden de kom hertil som uledsagede børn. Begge er konverteret fra islam til kristendommen.

Alligevel har først Udlændingestyrelsen og siden Flygtningenævnet vurderet, at de har en større tilknytning til Afghanistan, end til Danmark. Clara Willer Daverkosen har fulgt sagen tæt siden aktionen i lufthavnen, i december sidste år.

»Det var den første lufthavnsaktion, jeg var med til. Og den gav på en eller anden måde meget mening for mig. Siden har jeg nok deltaget i syv mere,« fortæller hun.

Hurtig aktion

Det er den 1. december 2014. Clara Willer Daverkosen opretter sammen med nogle venner Facebookgruppen Børnebørn for Asyl med henblik på at arrangere politiske aktioner på asylområdet. Hvordan det skal ske, har de ikke overvejet nærmere. Få timer senere bliver hun ringet op af en kvinde, hun ikke kender. Kvinden hedder Pia Qu og har tilknytning til gruppen Asylret, der giver juridisk rådgivning til flygtninge og asylansøgere. Hun siger, at hun har set Børnebørn for Asyl på Facebook og fortæller om lufthavnsaktionerne, der skal forhindre tvangsudsendinger af asylansøgere. Hun foreslår Clara Willer Daverkosen, at hun og resten af Børnebørn for Asyl tager med i lufthavnen senere samme dag, hvor gruppen Bedsteforældre for Asyl, og andre enkeltpersoner, mødes for at protestere mod en tvangsudsending af to afghanske brødre.

»Det var ret syret, for det var kun et par timer siden, vi havde startet Børnebørn for Asyl, og vi havde faktisk ikke engang nået at gennemtænke, hvad vi rigtig ville lave,« siger Clara Willer Daverkosen, der nu er med til at organisere lufthavnsaktionerne.

Frihedsberøve på ubestemt tid

Clara Willer Daverkosen har ikke selv den direkte kontakt til asylansøgerne. Det er ofte nogen, der på den ene eller anden måde kender dem fra deres tid i Danmark, der står for den del. Det er ofte jurister fra Asylret, eller aktive fra Bedsteforældre for Asyl, der har tæt kontakt til Sandholmlejren.

»Men den del af det er altid lidt tys-tys, da asylansøgerne typisk bliver arresteret med det samme, når de får deres ansøgning endeligt afvist. De får også beslaglagt deres telefoner, så de ikke kan ringe til folk, de kender. Vi hører derfor for det meste kun om udvisningerne, hvis nogen har smuglet en telefon med i fængslet eller lignende,« fortæller Clara Willer Daverkosen

Udlændingeloven giver politiet mulighed for at frihedsberøve asylansøgere, som de mistænker for at ville gå under jorden i forbindelse med deres udsendelse fra Danmark. Hvis det sker, kommer de i Ellebæk-fængslet i Sandholmlejren – også selv om de ikke har foretaget sig noget ulovligt.

Clara Willer Daverkosen piller lidt ved sin kaffekop og stirrer ud på Guldbergsgade. Så kigger hun op:

»Er det ikke utroligt? Asylansøgere er de eneste, man må arrestere på ubestemt tid, uden de har gjort noget galt.«

Smidt ud

I check-in ved Turkish Airlines i Kastrup lufthavn har Clara Willer Daverkosen, og de øvrige aktivister, oplyst de fleste passagerer i køen om de to afviste asylansøgere, der også skal med flyet. Det skaber uro blandt de rejsende.

»Det, vi først og fremmest gør, er at skabe en stemning. Og en lufthavn er ikke det sværeste sted få folk op at køre – især ikke, hvis der pludselig er masser af politi. Selv om de fleste passagerer er positivt stemt over for vores tilstedeværelse, synes de ikke, det er sjovt at skulle sætte sig op i flyet med den information, vi har givet dem. De ved jo ikke, hvem der vil yde modstand og hvordan,« siger hun

Det er ved at gå op for lufthavnspersonalet, hvad der foregår, og de har tilkaldt politiet, der møder aktivisterne tæt ved udgangen. En lille gruppe af uniformerede betjente beder dem om at forlade terminalen. Da aktivisterne ikke følger trop, bliver de fleste fra Børnebørn for Asyl taget med ud foran lufthavnen, hvor politiet tilbageholder dem og indsamler deres personlige oplysninger.

Clara Willer Daverkosen holder sig imidlertid til gruppen af ældre mennesker fra Bedsteforældre for Asyl og undgår ligesom dem at blive tilbageholdt. Hun tager nogle billeder af resterne af aktionen, inden hun tager hjem uden den mindste følelse af succes.

»Selv om aktionerne er fredelige, og vi ikke har gjort noget direkte ulovligt, er lufthavnen privat område, og vi kan smides væk så snart, vi ikke er ønskede,« fortæller Clara Willer Daverkosen.

Et opkald

Tilbage i sit kollektiv, på Østerbro i København, sidder Clara Willer Daverkosen sammen med gruppen af venner, hun et døgn tidligere startede Børnebørn for Asyl med. De er netop kommet hjem fra lufthavnen og sidder nu og stirrer tomt på hinanden. Den yngste, Bertram No Pedersen, på 18 år, slår sin knyttede hånd ind i væggen og råber ’fuck’.

»Vi var sindssygt frustrerede. Det føltes som om, vi ikke havde fået lov til at gøre noget som helst, før vi blev smidt væk,« fortæller hun.

Den trykkede stemning i kollektivet vendes pludselig, da hendes telefon ringer. Det er en fra gruppen Asylret, der fortæller, at aktionen har virket. Både passagerer og brødrene selv gjorde modstand, så piloten valgte at sætte brødrene af flyet. Nu er de tilbage i Ellebæk-fængslet i Sandholmlejren, og deres sager skal deres sager tages op igen, siger kvinden fra Asylret.

»Det er helt fantastisk, når det lykkes. Det kan jo have reddet drengenes liv, at de ikke kom med det fly,« siger Clara Willer Daverkosen.

Succeskriteriet

Alle de syv lufthavnsaktioner, hun har deltaget i siden, har haft samme resultat.

»Vi har på den måde 100 procent succesrate. Og i flere tilfælde har flygtningene også fået genbehandlet deres sager og fået opholdstilladelse.«

I forhold til de 392 afghanere, der er blevet sendt ud af landet mod deres vilje siden 2012, kan de syv aktioner, Clara Willer Daverkosen har deltaget i, synes af lidt. Men som hun siger:

»Vi kan jo kun tage ud til dem, vi hører noget om. I langt de fleste tilfælde bliver vi ikke informeret, fordi det hele sker i hemmelighed. Men vores mål er, at der ikke skal være udvisninger uden modstand. Vi skal gøre, hvad vi kan. Det skal være politisk besværligt og dyrt at tvangsudvise mennesker til lande, hvor de risikerer at miste livet.« forklarer hun og fortæller, hvordan det er en succes, hver gang politiet er nødt til at sende seks mand i et salatfad.

»Tvangsudvisninger skal ikke være den nemme og billige løsning. Det kan vi forhåbentlig medvirke til,« siger hun.

Liv eller død

Et år efter den dramatiske tur i lufthavnen er både Mostafa og Zakariya stadig i Danmark. Zakariya har fået permanent opholdstilladelse, mens det forventes at Mostafa vil få det samme, når hans sag er færdigbehandlet. Men det er langt fra alle afviste afghanske flygtninge, det lykkes for. I sommer trak en lignende situation overskrifter. To andre afghanske brødre blev tvangsudsendt af Danmark. Et par måneder senere rapporteredes den yngste, på 16 år, død i Kabul.

Ingen udvisninger uden modstand

Foruden lufthavnsaktioner arrangerer Clara Willer Daverkosen demonstrationer og andre events, der har med flygtninge og asylpolitik at gøre. Hun har netop brugt en time på at fortælle detaljeret om det hele fra cafe-stolen på Nørrebro. Men da hun skal prøve at forklare, hvorfor hun laver alt det frivillige arbejde, er det som om ordene er svære at finde frem. Hun tømmer sin kaffekop og rømmer sig et par gange, før hun svarer.

»På en eller andet måde føles det mere rigtigt, end det føles godt. For selvom, det er positivt, er det jo også vildt frustrerende og ulykkeligt alt sammen. Det hele er så beskidt… Mennesker i sorg og angst uden rettigheder.«

Hun holder en pause flytter sig lidt på stolen. Så siger hun selvsikkert:

»Vi har en mission. Der skal ikke være udvisninger uden modstand. Vi bliver nødt til at lave rav i gaden. På den ene eller den anden måde. Lykkes dét, er det en succes.«