'Når jeg hører ordet kultur...'

Halløjsa, så blev det weekend, den sidste af slagsen inden julemåneden – og sikke en lettelse. Danskerne kan se tilbage på november med stolthed. Sikke mange flueben, vi nåede at sætte, sikke mange ting, vi fik afviklet i god ro og orden. Kommunalvalget, for eksempel, hvor der blev sat nogle rekorder. Holbæk har fået en borgmester på kun 24 år. Jo, det er ungt, men tænk på oberst Gaddafi – han var 27, da han i 1969 orkestrerede et statskup i Libyen. Til gengæld var det utvivlsomt forfatningsstridigt.

Gaddafi stod for vold, blingbling og hakkeorden, kultur var ikke øverst på hans politiske dagsorden. Men det er det til gengæld hos en anden ungdommeligt udseende politiker, nemlig Alternativets 42-årige spidskandidat i København, Niko Grünfeld. Sådan som stemmerne i hovedstaden fordelte sig, endte Alternativet som fjerdevælger, da borgmesterposterne skulle fordeles, og i valget mellem Beskæftigelsesforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen valgte han til mange af vælgernes irritation og vrede den sidste. Hvor lavt kunne man synke?

Weekendavisen satte det på spidsen i en syrligt godtende kommentar på forsiden i går: ”Og hvad ville Grünfeld så bruge de seks sæder i Borgerrepræsentationen til? Han proklamerede med sejrherrens selvfølgelighed, at han ville være kultur- og fritidsborgmester – posten var ledig efter Dansk Folkepartis deroute – og han nåede at fortælle, at han ville gøre København til en sprudlende kulturel by med bæredygtighed, madkultur, kunst og kreativ industri.” Og: ”Har en udsat kontanthjælpsmodtager bedst af lidt gadeteater og en tur i terapihaven eller af en kommunal forvaltning, som er mere empatisk, kreativ, tålmodig?”

Niko Grünfeld besvarede kritikken med, at han faktisk opfatter kultur- og fritidsborgmesterjobbet som ”en tung post”, og at han i modsætning til kritikerne gerne vil tale kulturforvaltningen op: ”Det er enormt betydningsfuldt for sammenhængskraften i København, og det giver også en enorm god platform til at lave politik på mange forskellige områder i samarbejde med de forskellige forvaltninger,” sagde han.

Kultur er vigtigt

Hvis man nu et øjeblik dropper konspirationerne om, at Alternativet endelig er blevet demaskeret og i virkeligheden hele tiden kun har været til fest og farver og fuckswings og penisbilleder, og tager det, Niko Grünfeld siger om kultur, for pålydende, har han så ikke ret? Det burde han i hvert fald have. Både på landsplan og ude omkring i kommunerne har der i årtier været en tendens til at opfatte kultur som noget, man har liggende i nederste skuffe. Eller flødeskumspynt på toppen af lagkagen. Gennem årene har en lang række politiske letvægtere beklædt kulturministerposten. Ikke forstået sådan, at det ikke har været politisk erfarne folk (Bertel Haarder, Per Stig Møller, Brian Mikkelsen osv.), men de har sjældent undladt at give udtryk for, at de hellere ville have haft et mere spændende ministerium. Kulturområdet er blevet brugt som en retrætepost for politikere, man gerne vil have lidt af vejen, uden at det skal gå for meget ud over deres selvfølelse.

Et eksempel: For små 20 år siden var den konservative Hans Thustrup Hansen kulturborgmester i et par år efter at have været borgmester for Københavns Magistrats 6. afdeling i henved 20 år. Vi interviewede faktisk Thustrup Hansen dengang, og hans opfattelse af kulturområdet var lige præcis, at det var flødeskum og snorklipperi. ”Hvis jeg skal komme med en eller anden pointe, skulle det måske være, at jeg umiddelbart mente, at nu skulle jeg opleve det der glædelige ved at være med til at give penge ud; der troede jeg, at nu ville jeg møde glade mennesker, for det var jo folk, som fik støtte. Men sådan forholder det sig ikke,” sagde han lettere skuffet og opremsede de tre kategorier i kulturlivet, som han mødte igen og igen: 1) De, der bliver sure, fordi de ikke får noget. 2) De mange, der bliver sure, fordi de får for lidt. 3) De, der er glade, men som man bogstavelig talt ikke hører fra.

Sådan er det. Men kultur er vigtigt. Som en klog københavner engang sagde: ”Kulturen er menneskets bedste ven. Og så kommer hunden.” Tænk på Frankrig. Tænk på forfatteren André Malraux, som præsident de Gaulle gjorde til kulturminister i 1958. Malraux kunne have beklædt så mange poster, men blev siddende på kulturen frem til 1969. Han var en intellektuel, der tog kulturen ekstremt seriøst.

Vi skulle lige til at skrive, at det hørte han ikke et ondt ord for, men det gjorde han nok. Nu må Niko Grünfeld vise, at han ikke er bare er en parentes af en fransk klovn i Kultur- og Fritidsforvaltningen, men rent faktisk får gjort en forskel, og at kultur batter.  /Oliver Stilling