Der er så mange grunde til at være bange i denne verden. Man kan fx vågne mandag morgen og være bange for, at det regner udenfor, så man når at blive drivvåd, inden man møder på arbejde. Man kan også være bange for bakterier og lukkede rum. Eller mænd med fedtet skæg og parkacoats. Men mest af alt bør man være bange for rudekuverter. Faktisk har vi én her på redaktionen, der hader rudekuverter så meget, at vedkommende helt har besluttet sig for at skære dem ud af sit liv. Simpelthen lade være med at åbne dem. Ude af øje, ude af sind, som det gamle mundheld lyder. Desværre er det med rudekuverter, som det er med gammel kærlighed og skidt, der fejes ind under gulvtæppet.
Søren Pape Poulsen (K) er også bange. Det gør ikke noget. En moderne mand må gerne være bange. Desværre er Søren Pape Poulsen justitsminister i Danmark, så når han bliver bange for noget og vil gemme sine rudekuverter i skuffen, så går det ikke kun ud over Søren Pape Poulsen, men også en hel masse andre.
Det, der gør Søren Pape Poulsen bange, er udlændinge. Så bange at han gerne vil gemme dem væk. Men Søren Pape Poulsen er en pæn mand, så han siger ikke til nogen, at det er udlændinge, der gør ham utryg. I stedet siger han, at først tiggeri, så maskering og nu hjemløse gør ham utryg. Helt konkret foreslår justitsministeren i dag, at det skal være muligt at udelukke hjemløse fra en hel kommune, hvis de hjemløse overnatter i en lejr, der skaber utryghed i nærområdet.
Symptombehandling
Ask Svejstrup, der er sekretariatsleder hos De Hjemløses Landsorganisation, siger til Politiken, at han er bange for, det vil starte en heksejagt mod de hjemløse. Til samme avis siger Allan Andersen, der selv er hjemløs, at ”der vil jo i øvrigt altid være folk, der synes, at hjemløse gør dem utrygge”.
Og her har vi netop problemet. Vi kan ikke forbyde alt, der gør os utrygge. Der er rigtig mange søde mænd derude med fedtet skæg og parkacoats. De skal jo ikke sendes i spjældet, bare fordi de ser suspekte ud.
Men endnu værre er det, at Søren Pape Poulsen og resten af regeringen helt lader til at have opgivet ideen om, at problemer skal løses og ikke bare gemmes væk. Hvad hjælper det at sende hjemløse videre til en anden kommune?
Forslaget er god gammeldags symptombehandling. Det løser ingenting, men lader bare problemerne hobe sig op i stedet og går desuden ud over en masse mennesker, som i forvejen er hårdt pressede. Føljeton vil derfor gerne opfordre justitsministeren til at se sin frygt i øjnene og venligst nøjes med kun at gemme sine private rudekuverter væk. Vores fælles skal han åbne og betale. /Andreas Terp