Flag til VLAK: 1-års fødselsdag ??????

Hip-hip-hurra, ‘Regeringen Lars Løkke Rasmussen III’ kan i dag fejre 1-års fødselsdag. Og måske tændes det store lys med en ny finanslovsaftale, der fremlægges om ganske få timer?

For tredje gang er det lykkedes for Lars Løkke at overleve 365 dage med en regeringskoalition: 5. april 2010, 28. juni 2016 og så i dag. Og måske er tredje gang lykkens gang? Fremtidsudsigterne er faktisk bedre nu, end de var i både 2010 og 2016. VLAK-regeringen vil nemlig gøre alt for fortsat at regere.

Stik modsat af, hvad Lars Løkke sagde i optakten til valgkampen i 2014, har han været villig til at være ”statsminister for enhver pris”. Ideologi, det gamle bras, er blevet pakket væk til fordel for de små skridts politik. Eller måske snarere små hop på stedet?  I realpolitikkens verden har han ikke krævet plads til at ”føre min politik ud i livet”, blot han kunne fortsætte på posten. Glemt er tidligere tiders iltre skåltaler.

I mellemtiden er det imidlertid også blevet hipt – selv i småborgerlige kredse – med cirkulær økonomi og genbrug, så dagens fødselsdagsord skal næsten komme fra ingen andre end Lars Løkke Rasmussen selv. For lidt under fire år siden skrev Venstres formand: ”Alle normale frister for indgåelse af årets finanslovsaftale er sprunget (den burde have været på plads i weekenden den 9./10. november), men regeringen har stadig ikke en aftale i hus. Det er på alle måder noget rod, som risikerer at give en sjusket lovbehandling i Folketinget. Se nu at få det på plads – eller giv op.”

Ja, sådan skrev Danmarks nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen  dengang i 2013, da det også havde trukket ud med at finde flertal for en ny finanslov. Dengang lige efter kommunalvalget fik SRSF-regeringen dog landet et kompromis dagen efter Løkkes facebookopdatering: 26. november – hidtil rekord for forsinket finanslov (uden for folketingsvalg) – men altså også foreløbigt to døgn før dagens kalenderblad.

Den radikale alliance

Man skal tilbage i forrige årtusinde for at finde en finanslov, der falder så sent og dermed så tæt op under jul som i år. Derfor kunne det umiddelbart være på sin plads at gentage Løkkes gamle råd: ”Se nu at få det på plads – eller giv op.”

Men der er ingen opgivelse i regeringsgemakkerne. Tværtimod. Det sene tidspunkt, som altså efter spin-koreografernes ønske er allerede nu i aften, bidrager til at skabe lidt tiltrængt elektricitet og dramatik i et borgerligt samarbejde, som reelt ikke er så modsætningsfyldt, som det ofte er blevet fremstillet udadtil.

I virkeligheden er de fire borgerlige partier ikke mere forskellige, end at de i andre lande ville kunne rummes som fløje inden for det samme parti. Det store nummer med dannelsen af VLAK-regeringen for et år siden var ikke desto mindre indlemmelsen af Liberal Alliance. Modsætninger skulle mødes.

Efter hele 2016 havde været martret af debatten om topskattelettelser, formåede Lars Løkke for lidt over 12 måneder siden at overbevise Anders Samuelsen & co. om, at han skulle veksle politiske krav til ministerposter og således ofre ideologiske principper for personlig forfængelighed.

Omvekslingen skete med fuld valuta og rejser i dag spørgsmålet om, hvor liberalistisk udbryderne fra først Det Radikale Venstre og senere Ny Alliance egentlig er? Når man kigger på VLAK-regeringens bedrifter, kan det stilfærdigt konstateres, at den politiske linje ikke ligger langt fra en klassisk radikal kurs. De to toneangivende ministre fra Liberal Alliance, udenrigsminister Anders Samuelsen og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, trådte ud af Det Radikale Venstre for at videreføre den kurs, som deres tidligere nestor, Niels Helveg Petersen, også førte som radikal minister i skiftende regeringer.

Når Lars Løkke Rasmussen har kunnet samarbejde så relativt gnidningsfrit med de tidligere rebeller i Liberal Alliance er forklaringen ligetil: Anders Samuelsen & co. er af politisk sind og mod stadig gode gamle radikaler. Eller som udenrigsministeren selv skrev på Facebook her til morgen: ”De rene hænder forhindrede ikke, at vi ikke blev kritiseret. Dengang var kritikken blot, at vi IKKE turde tage regeringsansvar.”

DF’erne bekender kulør

Føjeligheden fra Liberal Alliance er bestemt ikke Lars Løkkes eneste fordel. På den anden side har det også hjulpet VLAK-regeringen afgørende, at Dansk Folkeparti indadtil har erkendt, at de som udbrydere fra Fremskridtspartiet er og bliver et borgerligt parti. Flirten med Socialdemokratiet er rent bluff.

Ved kommunalvalget blev det igen gjort tydeligt for enhver, som måtte have tvivlet, at DF’erne føler sig hjemme blandt de blå partier og i praksis ikke er i stand til at lave tillidsfulde partnerskaber med socialdemokrater. Når det kommer til stykket, vælger Dansk Folkeparti altid at indgå forlig eller konstituere sig med de borgerlige partier.

Og med en finanslov kommer det – i bogstavelig forstand – til stykket: Partierne må vælge side og afgøre med sig selv, om de vil støtte den siddende statsminister. Og da Dansk Folkeparti ved alle Lars Løkke Rasmussens 1-års-regerings-fødselsdage har støttet ham og en fortsat Venstre-ledet regering, har der heller ikke været reel tvivl i år. Løkke kan regne med DF’erne.

De fire partier – Venstre, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti – kan næppe blive enige om store og bredt mærkbare forandringer af det danske samfund, men mindre kan også gøre det: Lars Løkke har grund til at være mere end fornøjet over, at de haledikkende LA’ere fortsat virker benovede over blot at få lov til at spille rollen som radikaler, og at Dansk Folkeparti fortsat er et højborgerligt parti, der hellere end gerne lægger de fornødne stemmer til den videre zigzag-færd. De næste 365 dage er sikret. / Lars Trier Mogensen