Her op mod jul er der travlhed i regeringsgemakkerne. Finansloven, herunder en stor skattereform, er endnu ikke forhandlet på plads, og Dansk Folkeparti obstruerer med horrible krav om udlændingestramninger, så i forhold til, hvor mange paragrafer der er på tapetet, er timingen for Venstres uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds pressemøde sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen i dag en lille smule mærkværdig. Mere mærkeligt bliver det, når man hører, at omdrejningspunktet for pressemødet er ordet ”excellence”.
I dansk sammenhæng bruges ordet excellence som ”tiltale til eller omtale af en person af meget høj rang” og allerhelst personer af ”1. rangklasse”, står der i ordbogen. ”Hans excellence Ingolf, Greve af Rosenborg,” er et godt eksempel fra den virkelige verden. Der er ikke andre muligheder på dansk. Søren Pind bruger imidlertid excellence på sin egen amerikaniserede måde: ”Det er vigtigt at have bestræbelsen på excellence,” siger han til Politiken.
Hvis man ikke helt forstår sætningen eller synes, at der er noget varmluftsballon over den, er det i princippet ikke så godt. Den skulle nemlig gerne rumme regeringens nye forskningspolitiske strategi, som blandt andet handler om at etablere en pagt – en såkaldt ”Nobelpagt”. Nobelpagten har til formål at udvælge og skabe ”få særlige nobelpriscentre”, der skal bedrive ”excellent forskning på allerhøjeste niveau”, som det hedder i strategien.
Nobelpriscentre… det er noget af det mest kiksede, vi har hørt i december, og vi har ellers hørt lidt af hvert. Det er åbenbart ikke længere nok at koncentrere sig om god forskning; nu skal der også være et prisregnssigte i horisonten som en ekstra gulerod. Men sådan fungerer forskning ikke. En ordentlig forsker forsker ikke for anerkendelse, men for at løse problemer og finde svar.
Politiken har fat i flere folk fra forskningsverdenen for at høre deres mening, og deres svar er ret sjove. Formanden for Danske Universiteter, Anders Bjarklev, der også er rektor på Danmarks Tekniske Universitet, siger pædagogisk og ikke uden ironi, at det er godt med polikere, ”der sætter store og ambitiøse mål”. Men, tilføjer han, prisambitionerne bør eksempelvis følges op af initiativer, som gør det lettere for udenlandske forskere at komme til Danmark. Med denne lille replik sigter rektoren naturligvis til de absurde sager om udenlandske forskere, der er blevet politianmeldt for at dele deres viden uden for universiteterne. Nej, opfindelsen af ord som Nobelpagt og nobelpriscentre og relanceringen af et konkurrenceelement gør ikke forholdene for forskning i Danmark bedre.
Da Politiken spørger Pinden, om ikke det i forvejen er en ambition at få nobelpriser, svarer han, at han ”vil tro, at det har en decentral ambition sine steder”, men at han går ud fra, at det ikke er ”en formuleret ambition, at man skulle etablere miljøer af en karakter, så man kunne tale om en nobelpagt. Det italesætter vi nu, og alene den konkurrence, som naturligt vil opstå i den forbindelse, anser jeg for at være hensigtsmæssig”.
Det er newspeak par excellence. Vi lader hans excellence forskningsministeren få det sidste ord: ”Det målelige succeskriterium er, at graden af excellent forskning i Danmark stiger.” /Oliver Stilling