Danmark regeres fra sidelinjen

De gamle partier tumler rundt i manegen, mens de nye og mindre partier spænder holdningerne ud. Velkommen til Danmark 2016, hvor den raison d’Etat, som synes at styre i Statsministeriet kan formuleres som: To halve løsninger er bedre end én gennemført. Ny chokmåling fra Greens Analyseinstitut i Børsen viser, at Venstre nu kun får opbakning fra 16,6 procent af vælgerne.

Nøglen til at forstå Danmarks statsminister findes i en glemt bog. Udgivelsen fra 1997 med den pudsige titel Hvis jeg bli’r gammel – en ældrepolitisk debatbog er nemlig skrevet af selveste Lars Løkke Rasmussen, og udgør – udover ‘Foreningshåndbogen’ fra 1994 – det foreløbigt eneste værk fra Venstre-formandens egen pen. Heri forklares det grundsyn, der i dag kan forklare den vankelmodighed, der præger Venstre-regeringens zigzag-kurs, senest med den langtstrakte, forsinkede og halvhjertede beslutning om at indføre øget kontrol ved nogle ganske få grænseovergange mellem Danmark og Tyskland, samt indsætte private vagtværn til at kontrollere identitetspapirer ved enkelte af forbindelserne til Sverige.

Regeringen er internt splittet, og Venstre er ved at fragmentere i fløjkrige i en grad, som normalt præger Socialdemokraterne.

Tomme symboler

Karakteristisk for ugens symbolske beslutning om stikprøvekontrol er, at enhver fortsat frit kan rejse ind i Danmark fra Tyskland, f.eks. ved at vandre uhindret over stort set alle steder på den 68 km. lange grænse, eller ved at sejle til Ystad via Rønne, hvor grænsekontrollen hidtil har været yderst lemfældig. Hvis formålet med mandagens beslutning var at håndhæve Kongerigets suverænitet, er manøvren en fiasko. Men dét er det tydeligvis heller ikke.

Hvis formålet var at mindske antallet af asylansøgere i Danmark, ja, så er projektet slået endnu mere fejl. Som justitsminister Søren Pind meddelte den undrende offentlighed i går, er antallet af registrerede asylansøgere således steget, siden den udvidede grænsekontrol blev indført i mandags. Men hvad er så idéen? Hvad har ‘Regeringen Lars Løkke Rasmussen II’ gang i? Hvad er logikken?

For at forstå den omtumlede, forvirrede og ubeslutsomme kurs, som Lars Løkke Rasmussen fører som statsminister, kan man enten nøjes med at tælle til de 34 mandater, som står bag Venstre-regeringen, og konstatere, at han nødvendigvis må hoppe fra tue til tue. Eller man kan søge en mening – og her falder Hvis jeg bli’r gammel – en ældrepolitisk debatbog ud af bogreolen.

De bittesmå skridt

Allerede i det første kapitel citeres den eneste anden tænker, end forfatteren selv, Niccolò Machiavelli: »Det er værd at huske, at intet er så vanskeligt at gennemføre, eller hvis heldige udfald så usikkert, som nyordninger. Man har alle dem til fjende, som en bevarelse af de gamle forhold gavner, og finder kun lunkne forsvarere i dem, der venter sig fordele af det nye«.

Forandringer er vanskelige. Citatet stammer fra hovedværket Fyrsten fra 1514, og som vel også kan siges at være en form for foreningshåndbog, blot for renæssancens magtmænd. Det bemærkelsesværdige ved det citat, som Lars Løkke fremhævede, dengang han var viceborgmester i Græsted-Gilleleje, er graden af spidsfindighed. I modsætning til de klassiske, kyniske Machiavelli-citater – f.eks., at »fjenden skal nedkæmpes så grundigt, at man ikke behøver at frygte hævn« – er det tydeligt, at Lars Løkke Rasmussen fra begyndelsen fokuserer på de små, gradvise ændringer, ikke de store omvæltninger.

Gennem sin karriere som professionel politiker har Lars Løkke Rasmussen aldrig slået til lyd for drastiske forandringer. Tværtimod synes logikken at være, at nye tiltag skal introduceres i en begrænset form, gerne som et lokalt eksperiment til at begynde med, for så eventuelt senere at blive rullet ud. Sådan er det også med den udvidede grænsekontrol: Løsningen er åbenlyst inkonsistent, famlende og – derfor – snedig. Måske? Eller bare diffus.

Halvhjertet støtte

Tilbage i laboratoriet i først Græsted-Gilleleje, og dernæst som amtsborgmester i Frederiksborg, var Lars Løkke Rasmussen omhyggelig med kun at gå gradvist frem. De mange eksperimenter med privatiseringer, ikke mindst af ældreplejen, er altid kun sket som forsøgsordninger.

Forklaringen findes i fortsættelsen af den pågældende passage i Niccolò Machiavellis Fyrsten, som lyder: »Det er grundlæggende sådan, at menneskene ikke stoler på nye tilstande, førend de har erfaring med dem. Derfor vil en ny herskers fjender angribe ham med al deres kraft, mens de, der vil nyde godt af hans reformer, kun vil yde ham halvhjertet støtte«.

Erkendelsen af ulemperne ved pludselige forandringer kaldes inden for statskundskaben – med et begreb lånt fra den senere østrigsk-britiske filosof Karl Popper – for »piecemeal social engineering«, altså gradvis social-ingeniørkunst.

Hellere først prøve med 11 politibetjente i Rødby, vel vidende, at de fleste kilometer grænse står ubevogtede hen, end at skulle risikere noget uventet. Og hellere rykke lidt tilfældigt på skattesatserne efter det muliges kunst end at melde noget håndfast ideologisk ud, inden forårets skatteforhandlinger, der splitter blå blok på kryds og tværs.

Krav fra støttepartier

Umiddelbart kan denne ‘Popper-model’ måske lyde som en pompøs beskrivelse af de faktiske vilkår, som en dansk mindretalsregering altid har og altid vil skulle navigere under. Man skal jo kunne tælle til 90, ikke? Men situationen er meget speget end som så.

For regeringens parlamentariske støttepartier, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative, har længe stået og skreget på en mere håndfast linje i asylpolitikken. Den enkle løsning for Lars Løkke Rasmussen ville have været – for flere måneder siden – at indføre præcis den form for grænsekontrol, han selv var med til beslutte i 2011, den såkaldte ‘Permanent toldkontrol‘. Venstre-regeringen har derimod aktivt besluttet, og vel at mærke imod kravet fra støttepartierne, dels at vente med at handle og dels at indføre en så begrænset model som overhovedet mulig.

Helt som ventet er Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, alt andet end fuldt tilfreds: »lidt højere tempo vil ikke gøre noget,« lyder hans anbefaling. Men noget er nu sket. Et eller andet. Mere skal man ikke forvente af Løkke. Til gengæld er der fortsat masser af muligheder for at skrue op. Eller ned.

De midtersøgende

Styreformen står i klar kontrast til strategien under statsminister Helle Thorning-Schmidt, hvor særligt finansminister Bjarne Corydon afprøvede en anden velkendt magtteknik, der kaldes for ‘triangulering’. Fra 2011-15 handlede logikken om, at SR-regeringen skulle placere sig med størst mulig matematisk præcision i midten af det politiske landskab, og her gennemføre den ‘nødvendighedens politik’, som embedsværket på forhånd anbefalede.

Omkostningen var dengang, at valgløfterne aldrig blev indfriet. Målet var i stedet at erobre midten, og cementere Socialdemokraterne som det ansvarlige parti. Inspirationen kom fra Bill Clinton og Tony Blair, som begge gjorde alt for styre uden om både højre- og venstrefløjen. Med Løkke er det anderledes. Selv om han overså finanskrisen som finansminister, er der kun få, som beskylder ham for økonomisk uansvarlighed.

Venstre-regeringen står friere, og har tydeligvis ikke noget problem med selv spektakulære tiltag, og samarbejder også gerne med snart hvem som helst, blot tempoet ikke er alt for voldsomt, så det store vælgerflertal, der »ikke stoler på nye tilstande, førend de har erfaring med dem«, pludselig bliver vrede. Men dét virker alligevel til nu at være blevet tilfældet: 16,6 procent til Venstre!

Fravær af lederskab

På længere sigt er der stor sandsynlighed for, at Lars Løkke Rasmussen vil sætte sig større spor end forgængerne, ja, både Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt. Ganske enkelt fordi alle de små tiltag slår rødder og løbende justeres – stik modsat f.eks. Foghs krigseventyr, som de fleste i dag erkender var monumentale fiaskoer. Løkke har allerede skabet fyldt med politiske trofæer fra forrige regeringsperiode, bl.a. kommunalreformen og efterlønsreformen. Men lige lidt hjælper snarrådigheden nu.

Lars Løkke Rasmussens hyper-pragmatiske tilgang til politik kommer snublende let til at fremstå ledelses- og visionsløs. For hvad er egentlig det højere formål, udover blot at holde regeringen ved magten så længe som muligt? Som statsminister har Lars Løkke ikke meget statur af hverken landsfader eller historiefortæller. Efter et halvt år er status, at Venstre-regeringen fremstår som et tomrum, et magttomrum, hvor enhver diskussion er overladt til de nye og mindre partier.

Der er alternativer

Terrænet mellem på den ene side Dansk Folkepartis nationalkonservative pessimisme og på den anden side Alternativets kosmopolitiske optimisme står tilbage som et ingenmandsland. Hverken Venstre eller Socialdemokraterne formår at definere en retning. Til gengæld er idédebatten blevet overtaget af de mindre og nyere længselspartier, som hverken stræber efter Socialdemokraternes teknokratiske tredje vej eller Venstres små skridt i små sko. Danmark virker efterhånden til at blive regeret fra sidelinjen, af den vilje, som de nye, mindre partier påtvinger de gamle administratorpartier.

Den samtidige fremgang for de tre liberale partier, som historisk set kan siges at være skallet af fra Venstre – nemlig De Radikale, Liberal Alliance og Alternativet – tyder på, at opbruddet i det politiske landskab kun lige er begyndt. Europaparlamentarikeren Jens Rohdes partihop fra Venstre til De Radikale er kun et forvarsel om den indre splittelse, der ulmer i Venstre.

Men glem ikke, at Lars Løkke kender sin Machiavelli. Andre får måske æren for nye initiativer – og fremtoningen kan virke forpjusket. Men aftrykket er allerede større end Helle Thorning-Schmidts: I det han selv i sin tid kaldte for »Græsted-Gilleleje-modellen« sniges forandringerne igennem; umærkeligt, rodet og baglæns. 200 betjente skiftes nu til at stå ved grænsen.