Et middel mod villakvarteret i Vejen

Der er et oprør på vej i Vejen, der er en ny ‘Årets dansker’, og vi ved ikke helt, hvor vi skal starte.

For lige så længe vi har haft en kontinuerlig indvandring fra det, vi med rund hånd kalder ikke-vestlige lande, lige så længe har vi haft problemer med at acceptere det. Om det har noget at gøre med ‘os’ eller noget at gøre med ‘dem’, kan vi ikke bare afgøre sådan en regnvåd decemberformiddag. Men umiddelbart lyder det, som om det ‘os’, som findes i Vejen i Sønderjylland er meget lidt rummeligt over for nye naboer og nye skikke; som om det er ‘os’, der er noget galt med.

Sagen drejer sig om en muslimsk forening, der for tiden lejer Jehovas Vidners aflagte forsamlingshus på Lærkevej 24 i udkanten af Vejen. Dansk Afghansk Forening, kalder de sig, og foreningen er nu blevet så glade for stedet, at de har i sinde at købe det. Men som om der var tale om en rockerborg eller et ungdomsfængsel, er sagen blevet sendt til ”nabohøring” hos kommunen, hvor kvarterets naboer skal vurdere, om de bryder sig om den tilsyneladende fredelige og imødekommende forening. Dansk Afghansk Forening oplyser selv til kommunen, at de vil anvende ejendommen til ”udveksling af kulturværdier med det danske samfund” gennem møder og arrangementer. Der vil blive holdt jul og nytår i huset ”efter danske præmisser” og fester i forbindelse med ”årets studenter, børnefødsler og enkelte fødselsdage”. Desuden vil muslimske helligdage blive fejret, blandt andet eid – afslutningen på ramadanen.

Foreningen har kun brugt huset en enkelt weekend, men det har været nok til, at naboerne har klaget til kommunen.

”Det var en meget voldsom episode. Vi kunne høre bønner fra åbne vinduer, som om det var i Mellemøsten. Det var ikke sjovt, og hvis det fortsætter, så tror jeg, at vores huse falder i værdi,” siger en af naboerne, Ovin Klein, til JydskeVestkysten og konstaterer, at ”det bliver et nej herfra”, mens en anden nabo, Niels Kristian Skovbjerg, nu overvejer selv at købe huset for at forhindre foreningen i at flytte ind.

Til lykke, Nadim

Sådan en historie kan godt gøre en våd og grå decembermorgen endnu mere mørk, men så er det altså godt, vi har Berlingske Tidende, der hvert år lidt bøvet kårer ‘Årets dansker’. Det er ikke, fordi det egentlig siger os så meget, men vi hepper da selvfølgelig altid på seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, og, når hun ikke er nomineret, Svend Brinkmann (Gå glip – Godt sagt!) – og han er sådan en pæn mand. Men i år var der en ny på listen, som vi heppede endnu mere på, og sandelig om hun ikke i går ikke gik hen og vandt: Det er det 29-årige fodboldgeni Nadia Nadim fra Herat i Afghanistan og Gug syd for Aalborg. Og hendes reaktion:

”Tak til alle læserne, der har stemt på mig. I har valgt rigtigt.”

Det giver vi hende helt ret i, for er der noget finere end at vise vejen forbi dødssyge villakvarterer i Vejen med et træk på skulderen, en lægeeksamen og en professionel karriere som fodboldspiller på et kvindehold, når man selv er flygtet fra en verden af kaos og krig? Nej, der findes næppe noget finere end at vise unge kvinder, unge indvandrere og midaldrende mænd i villakvartererne i Vejen netop dét.

”Jeg har vundet en del ting, men den her er nok det, der kommer til at betyde allermest for mig,” sagde Nadia Nadim til overrækkelsen i går. ”Det er vanvittigt og ret ubeskriveligt. Jeg havde ikke troet, at jeg ville vinde, og jeg er så taknemmelig. Jeg føler, at det er en kærlighedserklæring fra Danmark.”

Det er i hvert fald en kærlighedserklæring herfra. For som journalist Torben Steno for nylig formulerede det: ”Danmark har mere brug for hende, end hun har for os.” Særligt i det Danmark der findes i udkanten af Vejen. /Lasse Lavrsen og Sille Kirketerp Berthelsen