#MeToo er en gave til krænkere

Det kunne have været lige så hurtig overstået som et nys, der bliver holdt inde. En lille lyd, et lettet tryk, et uforpligtende hashtag på social media, som kun var blevet bemærket af de nærmeste 100 venner i boblen. Men #MeToo-bølgen, som skyllede ind over os i oktober, er her endnu, og vi har endnu ikke afsløret den sidste krænker eller eksekveret den sidste konsekvens.

Og det er da en lidt speciel tid for os alle. Både for os, som længe har vidst eller i hvert fald haft en kraftig fornemmelse af, hvordan tingene forholdt sig, fordi vi selv har lagt krop til eller været vidne til andre, som har. Os, som i første omgang tænkte ‘Tak, men nej tak’ til #MeToo, fordi vi ligesom syntes, at vi havde prøvet det med at hælde os selv ud over social media, og det eneste, vi fik igen, var en en dødstrussel og en invitation til en date med en meget insisterende selvudnævnt ikke-krænker.

Men også for dem, det faktisk kom bag på, som i dag både er lyttende og forstående, men måske også lidt ubekvemme ved tanken om, hvad de selv kan have lavet. De ved godt, at hvis man måtte lægge krænkelser ud på et spektrum, så ville de klart høre til i den lette ende; de har aldrig ignoreret et nej eller villet nogen noget ondt, og de tænder ikke på magt. Der er ikke noget Harvey Weinstein i dem.

Men den holder ikke. Det er også det #MeToo har demonstreret for alle, som gad høre efter (her tænker vi specifikt ikke på Martin Krasnik).

I går var det så den tidligere forfatterskoleelev Nanna Storr-Hansen, som stod frem i et facebookopslag og fortalte om den sexchikane, hun selv har været udsat for af den tidligere rektor for Forfatterskolen Pablo Llambias. Om den krænkelseskultur, hendes oplevelse er et resultat af, bemærker hun skarpt og rigtigt: ”Ligesom med sygdomme er det godt, at tage de små symptomer i opløbet, så det ikke ender med, at patienten dør. Så det kan forebygges at sygdommen spredes, og de, som lider, kan behandles.”

Forvrængning af en dream come true

Pablo Llambias har ifølge Nanna Storr-Hansen udsat hende for sexchikane ved en julefrokost på skolen, hvor han har gjort upassende tilnærmelser, udsat hende for ”chikanerende adfærd i form af skiftevis jaloux, skiftevis drilske bemærkninger om mit kærlighedsliv, alle mine ‘bejlere’, som han tilsyneladende ser sig selv som en del af” og inviteret hende til at sove hjemme hos sig selv. Efterfølgende skal den daværende rektor først have udsat Storr-Hansen for flere tilnærmelser og beskeder, hvor han bekender sin kærlighed over for den daværende elev, siden en række situationer, hvor Storr-Hansen føler sig ydmyget og manipuleret med: ”Han opfører sig som et offer, der søger omsorg og medlidenhed, selvom det er ham, der krænker mig, det er ham, der har magten.”

Hvis du på nogen måde tager dig selv i at tænke, at det da ikke lyder så slemt, og flirt er en del af livet og blablabla, skyldes det formentlig, at du ikke har fæstet dig ved betydningen af den magtrelation, der eksisterer mellem en forfatterskolerektor og en forfatterskoleelev. Storr-Hansen beskriver det selv:

”Som ny elev opfattede jeg alle lærerne som halvguder. De var udøvende forfattere med erfaring og autoritet, de var det, jeg ønskede at blive. Jeg ville gerne lære af dem, jeg ville gerne have at de kunne lide mig, at de så mig. Julefrokosten med Pablo var en total forvrængning af en dream come true. Jeg blev overdynget med opmærksomhed. Jeg syntes, det var spændende, at min rektor, som jeg så op til, så gerne ville tale med mig.”

Vinderen skriver historien

Den sag, Nanna Storr-Hansen fortæller om, er speciel, fordi den i en hvis udstrækning allerede har fået konsekvens for krænkeren. Pablo Llambias fratrådte nemlig sin stilling som rektor for Forfatterskolen meget pludseligt i 2015, angiveligt som følge af en sexchikanesag. Men Llambias har, i kraft af sin position som anerkendt forfatter, også allerede fået en oprejsning, der langt overstiger den Storr-Hansen fik, da Llambias fratrådte sin stilling.

I hans bog Natteskær, som udkom i foråret, bliver den mandlige hovedperson, hvis liv og levned til forveksling ligner Llambias’, fyret som følge af en sexchikanesag. Berlingske beskriver de ”unfair anklager” således i anmeldelsen af bogen:

”Og som om det ikke var nok, er der også en sag med en studerende, som den midaldrende mand har undervist på universitetet, og som han har udvist en diskret seksuel interesse for, og som åbenbart heller ikke er helt normal oven i hovedet.”

Vi har ikke selv læst bogen, men kan altså konstatere, at Berlingskes anmelder sidder tilbage med et billede af, at den studerende, som formentligt svarer til Nanna Storr-Hansen, ”ikke er helt normal oven i hovedet”. Den, der skriver historien, vinder. Storr-Hansens oprejsning udebliver og hun ydmyges endnu en gang.

Llambias siger undskyld

Derfor er det, der har udspillet sig på Nanna Storr-Hansens Facebook-væg siden i går også meget opløftende. Hun bliver mødt med ubetinget opbakning fra anerkendte forfattere som Mette Moestrup, Lea Løppenthin og Ida Marie Hede, ligesom også Llambias selv tager ordet:

”Kære Nanna,” skriver han. ”Jeg er glad for, at sagen kommer frem. Jeg har ikke ret til at betvivle din version af historien, heller ikke detaljerne i den, selvom jeg i flere tilfælde har tilføjende eller andre opfattelser af dem. Jeg sagde selv op i juni 2015 som følge af sagen. Jeg erkender mit ansvar.”

Der findes selvfølgelig kun en person i hele verden, som kan vurdere om Llambias’ undskyldning er gangbar: Nanna Storr-Hansen, ligesom det utvivlsomt er til fordel for Llambias ry og rygte, at han ligger sig fladt ned.

Men hvis vi nu antager, at rigtig mange personer i magtpositioner faktisk har gjort noget ligesom Llambias – og måske endda bildt sig selv ind, at de havde en ligeværdig, gensidig flirt/forhold/relation til en elev eller ansat – og ikke har anet, at det ikke var okay. Ganske enkelt fordi de ikke har lavet magtanalysen og ikke forstået deres egen position. Så er de ikke lovligt undskyldte (under ingen omstændigheder!), de er bare heller ikke fortabte.

#MeToo er således ikke bare en ventil og en genoprejsning til alle krænkede, som har følt sig på sindsygens rand, fordi deres oplevelser ikke er blevet anerkendte. #MeToo er en gave til alle i en magtposition – en anledning til at blive oplyst, inden de begår flere krænkelser.