Blåsyre i den borgerlige blok

Lars Løkke Rasmussen har kastet sig ud i en mission, der kan vise sig at være umulig. Den såkaldte borgerlige ‘blok’ er på mange måder et skrøbeligt tankefoster, der glider længere og længere væk fra den realpolitiske virkelighed. Danmarks statsminister er faktisk på vej helt ud i et ukendt terræn: At forene de to yderfløje, der præger tidens borgerlige landskab, har endnu ikke vist sig muligt noget sted i Europa.

I går aftes indgik Østrigs konservative parti, ÖVP, ganske vist en aftale om at danne regering med det højrenationale Frihedsparti, FPÖ. En såkaldt ”turkisblå aftale”, udtaler ÖVP’s leder, Sebastian Kurz, som bliver ny kansler. Frihedspartiets leder, Heinz-Christian Strache, står til at blive vicekansler.

Tidligere har Hollands liberale leder Mark Rutte også forsøgt sig med et regeringssamarbejde med Geert Wilders højrenationalistiske Frihedspart. Men projektet kollapsede, og det er et åbent spørgsmål om den nye regeringsalliance i Østrig er levedygtig.

Indtil videre er Lars Løkkes forsøg på at danne regering på baggrund af både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance det længst levende eksperiment. Hvis det her i løbet af den kommende uge lykkes for Løkke at forene Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, vil det i politisk forstand være som at løse cirklens kvadratur. Modsætningerne er nemlig til at tage og føle på.

Splittelsen er ikke ny, men er blevet skærpet voldsomt i de senere år. Tilbage i 2003 skrev den nuværende finansminister Kristian Jensen i en debatbog med den kække titel Hurra for globaliseringen:

”Jo mere globale og internationale spørgsmål kommer til at præge den danske politiske dagsorden, desto mere vil Venstre og Dansk Folkeparti komme til at stå som repræsentanter for modstående synspunkter.”

Profetien er sket fyldest, kun med den lille parlamenariske forskydning, at det nu er Liberal Alliance, der står som den ideologiske kontrast til Dansk Folkeparti, ikke længere Venstre. Men Kristian Jensen fik grundlæggende ret, og det rummer derfor en større symbolsk sandhed, at han selv endte med at blive skubbet til side af statsminister Lars Løkke Rasmussen, da forhandlingerne om finanslov, skattelettelser og udlændingestramninger for alvor spidsede til i sidste uge.

Borgerkrig i blokken

Historisk er de borgerlige partier opstået i en udspaltning på højrefløjen mellem liberalismen og konservatismen, og de to nye yderfløje, der i dag gør det svært for de traditionelle borgerlige partier at regere, har også sit udspring i denne ældgamle konflikt. Nu som en modsætning mellem en nationalistisk værdipolitik og en liberalistisk fordelingspolitik.

På den ene fløj står de nye, succesfulde højrenationale partier over hele Nordeuropa og buldrer frem på en kombination af en social proteststemning og krav om udlændingestramninger. Fra Dansk Folkeparti over Frihedspartiet i Hollands til Alternative für Deutschland i Tyskland og Front National i Frankrig.

På den anden fløj står en række mindre liberale partier, der hylder skattelettelser, frihandel og offentlige besparelser. Mest markant med bl.a. Liberal Alliance i Danmark og Freie Demokratische Partei i Tyskland. I andre lande er de store borgerlige partier også i større eller mindre grad tonet af de mere liberale strømninger, f.eks. i Sverige, hvor Moderaterna har været mere globaliseringsbegejstrede end deres søsterpartier i resten af Nordeuropa.

Modsætningerne er brudt i offentligheden efter en stribe valg i Europa, hvor de borgerlige partier tilsammen har sejret. På papiret. For i praksis har det vist sig vanskeligt at forene nationalisterne og liberalisterne:

”Det, vi nu er vidne til, er anden runde. Det første var med svækkelsen af de gamle socialdemokratier, som mistede magten i Europa, og nu kommer splittelsen af de traditionelle borgerlige partier. Det er de gamle partier, der er svækkede over hele Europa,” udtalte professor emeritus med speciale i europæisk identitet Uffe Østergaard forleden til Berlingske.

De ikke-stuerene

Genvordighederne blandt de borgerlige stod særligt tydeligt frem efter sidste valg i Sverige, hvor det daværende regeringsparti Moderaterna pure nægtede at udnytte det nye ikke-socialistiske flertal. Selv om Sverigedemokraterna var kommet ind i Riksdagen med 49 mandater – og dermed snildt kunne danne parlamentarisk grundlag for en ny borgerlige regering – valgte statsminister Fredrik Reinfeldt at overlade magten til socialdemokraterne.

Både Reinfeldt og hans højre hånd, finansminister Anders Borg, turde ikke forlade sig på Sverigedemokraternas luner og mente ikke, at det ville være muligt at føre en såkaldt ‘ansvarlig’ økonomisk politik på baggrund af den yderste nationale højrefløj.

Samme mønster gentog sig i efteråret i Tyskland, hvor resultatet af valget til Bundestag også mundede ud i komfortabelt borgerligt flertal: De fire borgerlige partier Christlich Demokratische Union Deutschlands (CDU), Christlich-Soziale Union in Bayern (CSU), Freie Demokratische Partei (FDP) og Alternative für Deutschland (AfD) fik tilsammen 420 mandater ud af de 709 pladser og kunne som et abstrakt skrivebordsregnskab godt danne en regering.

Men tysk politik er ikke abstrakt, og kansler Angela Merkel havde ikke alene lovet ikke at ville samarbejde med AfD, men hun vil også hellere overlade magten til SPD, Sozialdemokratische Partei Deutschlands, end at bygge noget som helst på det lille EU-skeptiske protestparti. Kansler Merkel har aldrig været i tvivl om umuligheden i at forene nationalister og liberalister.

Situationen i Storbritannien er i en vis forstand martret af de samme modsætninger. Ikke blot de nationalistiske strømninger i det konservative parti og vreden fra det højlydte UK Independence Party (UKIP), men i allerhøjeste grad også den parlamentariske afhængighed af det ultra-nationalistiske nordirske parti DUP gør lige nu livet surt for premierminister Theresa May. Hun kan umuligt stille alle fløje i den borgerlige blok tilfredse i de spegede Brexit-forhandlinger og er reelt også fanget mellem nationalister og liberalister.

Den giftige tilstand

Situationen i Danmark adskiller sig ikke ideologisk set fra slagmarkerne i resten af Europa. Men statsminister Lars Løkke Rasmussen har et lille og personligt trumfkort, som måske kan gøre det lettere for ham at lande en samlet aftale inden på fredag, hvor finansloven skal tredjebehandles i Folketinget, og hvor Liberal Alliance på den ene side har krævet ”historisk store skattelettelser” inden, og hvor Dansk Folkeparti på den anden side har krævet et ”paradigmeskift” i udlændingepolitikken forinden.

Det personlige trumfkort er, at Lars Løkke ikke selv har nogen principielle eller ideologiske kardinalpunkter, som han ikke vil kunne acceptere. Han er reelt med på den værste, så længe han kan blive siddende i Statsministeriet i Prins Jørgens Gård.

I modsætning til Frederik Reinfeldt i Sverige og Angela Merkel i Tyskland har Lars Løkke Rasmussen gennem en efterhånden lang politisk karriere vist, at han ene og alene er drevet af det muliges kunst. Hvis det teknisk kan lade sig gøre at få embedsmændene i Justits- og Udlændingeministeriet til at give grønt lys for udlændingestramninger, der tilgodeser Dansk Folkeparti, og samtidig teknikalisere nye skattelettelser så meget i uigennemskuelige beregninger, at Liberal Alliance i det mindste kan hævde, at det er historisk stort, vil han være mere end velfornøjet.

Men Lars Løkke Rasmussen vil uanset udfaldet af forhandlingerne i den kommende uge regere på lånt tid. Modsætningerne mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance forsvinder ikke. De borgerlige partier i Europa har samlet set vokset sig så stærke, at de ikke længere kan forene kræfterne.

Tilstanden er giftig, ja, livsfarlig for de borgerlige: Blåsyre er nemlig en farveløs og flygtig substans med et kogepunkt kun lige over stuetemperatur. Den kemisk forbindelse har en svag duft af bitre mandler, som nogle mennesker ikke engang er i stand til at lugte. Men selv i mikroskopiske doser kan blåsyre slå granvoksne mænd ihjel – i løbet af få minutter.