På Dan Turéll og Halfdan E’s album Pas på Pengene fra 1993 er der et digt, som hedder ‘Total eufori’. Allerede i første strofe lykkes det digtets jeg at gå fra afmægtig materialisme til fuld frigørelse. ”Som jeg nærmer mig en tilstand af total eufori/ bliver jeg klar over jeg må have mig en større kuffert”, starter digtet. Det er en kuffert ”på størrelse med Eiffeltårnet”, han skal have sig, for der skal ikke alene være plads til alt tøjet, ”men også alle min sår og skuffelser/ og mine fejl og frustrationer og mine paranoide tendenser det fylder alt sammen”.
Men da det går op for ham, at sådan en kuffert vil give ham ”uoverskuelige vanskeligheder ved toldskrankerne” og ”en overvældende overvægt i flyvemaskinerne”, dropper han ideen, ja, han går faktisk helt kontra: ”Så som jeg nærmer mig denne tilstand af total eufori beslutter jeg mig i stedet til at rejse uden bagage overhovedet/ ingenting/ fri som en fugl”.
Det er ikke til at vide, om hun gjorde det i en tilstand af total eufori, men da den danske svømmestjerne Pernille Blume i weekenden vandt en bronzemedalje i disciplinen 50-meter-fri ved noget kortbane-EM i København, valgte hun at give den bort. Hun gav sin medalje til en 12-årig pige fra Amager ved navn Luna, som havde arbejdet hårdt som frivillig ved mesterskabet hele ugen. ”Jeg så i går, at der blev givet en medalje til én fra publikum,” udtalte Blume, ”og så tænkte jeg, at jeg ville give en medalje til en af alle de mange frivillige, der tager vores ting efter hvert løb.” På billederne så Luna lykkelig og stolt ud. Før Blume havde briten Adam Peaty givet sin guldmedalje til en tilskuer, og dagen efter gav svenske Sarah Sjöström sin guldmedalje til en svensk supporter.
Men handlinger af den karakter falder altid nogen for brystet. Den svenske tv-kanal SVT har en svømmeekspert tilknyttet. Hans Chrunak, hedder han. Og Hans Chrunak, der sad og så svømmestævnet hemma i tv-soffan kunne slet ikke forstå det. Det var meningsløst for ham: ”Jag har aldrig sett något liknande tidigare,” udtaler han til den svenske avis Expressen. ”Jag tyckte att det blev för mycket. Det var väldigt märkligt.” For Hans Chrunak at se er et af problemerne, at medaljernes værdi bliver ”devalueret”.
Plaster på såret
Her på Føljeton må vi minde om, at det ikke er medaljerne, der er noget værd, men handlingen: først selve præstationen – og siden bortanskaffelsen af medaljerne. Det kan godt være, at 23-årige Pernille Blumes handling ikke var gennemtænkt, men skete i en tilstand af total eufori, men ved at give sin medalje væk kommer hun i fint selskab. Verdens største sportsstjerne Muhammad Ali gav ikke sin OL-guldmedalje fra 1960 væk, men smed den i Ohio-floden, fordi han blev udsat for racisme i en restaurant ”kun for hvide”. Så han er lidt uden for kategori. Men så er der rugby-stjernen Sonny Bill Williams, som vandt guld med New Zealands landshold All Blacks i 2015:
Efter finalen går han langs banen med sin medalje om halsen i en tilstand af total eufori, da en dreng blandt publikum pludselig løber hen imod ham. En sikkerhedsvagt tackler drengen, så han falder lige foran sit store idol. Sonny Bill Williams hjælper drengen på benene og fører ham over til hans plads. Men lige før han tager afsked, løfter han sin medalje op over hovedet og rækker den til drengen. What a plaster på såret, som de ville sige i The Julekalender. Se selv billederne. Det er ikke en handling, der devaluerer medaljen eller Sonny Bill Williams’ præstation, tværtimod.
Mands minde
Hvis vi skal køre den her medaljetekst helt ud, så er det cirka her, vi laver en kobling til VLAK-regeringen og Dansk Folkepartis interne forhandlinger om finansloven. Det er ikke mere end nogle dage siden, at Liberal Alliances leder Anders Samuelsen talte om, at der ville komme de største skattelettelser ”i mands minde”. Det eneste, vi indtil videre er vidne til, er de mest forsinkede finanslovsforhandlinger i mands minde. Der er kun tre døgn til, at finansloven skal være stemt endeligt igennem i Folketinget. ”Vi er ikke tæt på,” siger Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl ueuforisk. ”Der er ikke sket noget fra sidste uge til i dag, som giver mig fornyet tro på, at vi kan lande store aftaler inden fredag.”
Der er muligvis tale om en rekord. Rekorder belønner man normalt med medaljer. Og i den forbindelse er det vel på sin plads at slutte af med P.A. Heibergs gamle ord: ”Ordener hænger man paa Idioter”. /Oliver Stilling