Nyhedsanalysen

Aarhus Letbane: Åbningsfest for dødelige

Det er efterhånden blevet udskudt, afblæst og fejret en del gange: Åbningen af Aarhus Letbane. Men i går var den god nok, og alle Aarhus-borgere kunne stå på toget og tage en gratis tur ud til Aarhus Universitets Hospital, Skejby. Føljeton var med til åbningen, som var både saglig, ydmyg og passende.

Pas på den for pokker! Altså Letbanen... Foto: Sille Kirketerp Berthelsen

”Hvis du har en pind, og du står og laver dén der,” siger en mand i dynejakke til åbningen af Aarhus Letbane torsdag formiddag og illustrerer, hvordan man kunne slå til køreledningerne med en pind, ”så siger det altså slask.” Hans venner griner højt af det, der må være tanken om en grillet idiot med en meget lang pind, og kigger op på højspændingsledningerne, som allerede slænger sig hjemmevant mod Aarhus’ mørke himmel.

Rådmand Kristian Würtz og regionsrådsformand Bent Hansen har netop afsluttet deres taler. Keolis-medarbejdere i mørke Keolis-jakker har klappet hinanden på skuldrene og sagt ting som: ”Goddaw! Så lykkedes det.” – Keolis er Aarhus Letbanes sikkerhedsansvarlige operatør, som altså endelig onsdag aften fik deres arbejde godkendt. Et par ældre mænd har fyldt deres lommer med lakridsbolcher fra Midttrafik. Letbanen er kørt gennem et bredt rødt bånd med sløjfe. TV-reportere, fotografer og lokalpolitikere er væltet ombord i det første danske letbanetog nogensinde med ægte passagerer.

Flere voksne vinker, da den første åbne letbane kører afsted med journalister og politikere. Foto: Sille Kirketerp Berthelsen

Siden februar har den kørende letbane ellers været en fast del af bybilledet, og siden d. 13. november er den ovenikøbet kørt efter køreplanen, fast seks gange i timen, uden andre passagerer end to kvalificerede letbanechauffører forrest i toget. Tilbage ved stoppestedet på Hack Kampmanns Plads ved DOKK1 står en overvægt af mænd i dynejakker og læderfrakker. Der er adskillige hobbyfotografer med koner i farvestrålende vindjakker 60+, enlige entusiaster, skrivende journalister og et par enkelte børn. Ægte passagerer.

Stemningen er en anden end i lørdags, hvor borgerinitiativet ’Folkets Letbaneåbning – Klag eller bag’ havde arrangeret folkefest på Havnefronten. Her skinnede solen hysterisk på den risikable frostbelægning. Der var hotdogs, kage, lotteri, børn og bykonger i nissehuer alle steder. Stemningen i dag er mere afdæmpet. Ikke fordi den er trykket. Den virker langt hen ad vejen bare mere eftertænksom, mere saglig og ydmyg.

På cykel med cancer

En mand med hvidt hår og ru og røde kinder bevæger sig observerende rundt i letbaneområdet. Han er velklædt. Over den mørke ruskindsjakke anes kraven på en hvid skjorte og et rødt strikket og/eller hæklet slips. Søren, hedder han, og han vil ikke ud med hverken efternavn eller alder, men han er yngre, end han ser ud, kan han fortælle. Føljetons bud er 65, men det siger vi ikke højt.

Det er mærkeligt, at Bundsgaard – Jakob Bundsgaard, Aarhus’ Borgmester –ikke er dukket op, synes Søren. Men det er nu nok af hensyn til Kristian Würtz. Hvis Bundsgaard var her, spekulerer han, ville der jo ikke være nogen, der var interesserede i at høre, hvad Würtz havde at sige. Han smiler.

I dag er det tredje gang, Søren fejrer Aarhus Letbane. Første gang var d. 23. september, hvor han først var blevet hjemme, fordi han havde hørt, letbaneåbningen var afblæst på grund af den manglende sikkerhedsgodkendelse, men da han hørte, at de delte de 4.000 stykker bestilt kransekage ud på DOKK1, var han alligevel taget af sted. Det var ikke noget problem, for han bor lige i nærheden. Han var her også til folkets letbanefest i lørdags – ”demonstrationen”, kalder han det – og han faldt, fordi der var glat på Havnefronten. Det gør stadig ondt.

Det er nu ellers ikke, fordi Søren lige er målgruppen for Letbanen. Han cykler alle steder. Allerede som dreng, var han den, der løb stærkest i skolegården. Så det har han ikke noget imod. Selv da han for tre år siden fik cancer og skulle til undersøgelse på Skejby Sygehus i tide og utide, cyklede han derud. Han blev også opereret.

”Du cyklede vel ikke til og fra operationsbordet?” spørger Føljeton.

”Naaa…” Søren tænker sig om. ”Det kan godt være, at de faktisk sendte en taxa.”

Nu kører Letbanen de seks kilometer ud til Aarhus Universitetshospital, Skejby.

Dødelige passagerers tur

Søren spørger Føljetons udsendte, om hun så Deadline i går. Det gjorde hun ikke, og det er en skam, for i slutningen viste Krause Kjær det gamle sort-hvid-klip med Dirch Passer og Ove Sprogøe. ”Der kommer altid en sporvogn og en pige til,” synger Søren.

Og ganske rigtigt. Endnu et letbanetog kommer glidende, og en radiojournalist med rygsæk, som indtil for et øjeblik siden holdt en samtale kørende med sin kilde i Burberry-halstørklæde ved at tale om finansloven (”Man føler, man har gjort en lang række indrømmelser,” sagde Burberry-kilden uden for citat om nogen i dansk politik), får travlt med at tænde sin optager.

”Beskriv, hvad du ser,” siger radiojournalisten, mens nye passagerer vælter ind i vognen, og kilden i Burberry forklarer, at det nu er tid til, at ”dødelige passagerer” kan komme ud at køre med letbane. Men så lukkes dørene i og hverken kilden eller radiojournalisten kommer med.

Men det gør Søren.

Endnu et sammenbrud

Ved stoppestedet eller perronen, eller hvad vi nu skal kalde det, er vi efterhånden kun en lille langsom skare tilbage. Driftschef Helle Bøhl-Møller deler Midttrafik-bolcher ud fra en papirspose til alle ventende.

”Vi mangler kaffe og croissainter,” siger en mand med udefinerbar accent til hende.

”Der skulle have været en kaffevogn,” forklarer hun. ”Men BKI’s kaffevogn brød sammen i morges.”

”Uha,” udbryder en civil kvinde med grå page. ”Det skal vi ikke have frem i pressen.” Føljetons udsendte skribler løs på sin blok.

”Det er heldigvis ikke vores ansvar,” siger driftschefen og har ret.

Skeptisk barn blandt voksnes dynejakker i Aarhus Letbane. Foto: Sille Kirketerp Berthelsen

”Her lugter af ny bil,” siger en mand, da det endelig lykkes selv de langsomme at stå på toget. Og så er det ellers af sted, langs med havnelinjen forbi Navitas, op ad Nørrebrogade. Ud af anlægget lyder en stemme, som ikke er Jørgen Leths. Det er skuespiller Anna Nøhr Tolstrup, kan man læse på Letbanens hjemmeside. Hun blev færdiguddannet fra Aarhus Teater i 2016, og hun ”taler med en dejlig lethed og har en omsorgsfuld og rar stemme”. Man sparer åbenbart på Jørgen Leth og gemmer ham til særlige lejligheder.

Overalt, hvor vi kører forbi, standser folk og fotograferer Letbanen. To motionister springer af cyklerne ved Olof Palmes Allé og skiftes til at posere i deres stramme cykeltøj. En lille dreng trykker næsen op ad ruden, mens han minutiøst beskriver alle letbanens bevægelser. Letbanen kører. Letbanen standser. Letbanen kører igen. Letbanen drejer om et hjørne. Det er helt behageligt.

Motionister poserer og fotograferer, da Letbanen kører forbi. Foto: Sille Kirketerp Berthelsen

”Hele dagen,” siger en ældre kvinder muntert og ryster på hovedet af sig selv. ”Vi kunne køre rundt med letbanen hele dagen.”

”Det skal vi ikke,” siger hendes mand.

I Skejby stiger Søren på toget igen. Han kom jo med et tog før Føljeton, og nu skal han hjem.

”Er du tilfreds med letbaneoplevelsen?” spørger Føljeton.

Søren ser vild ud i øjnene. Han kigger hektisk rundt. Turen derud var ikke så rar. Der var alt for mange mennesker. Han løfter armen op over hovedet og viser, hvordan han svajede fra side til side, mens han klamrede sig til et af gummihåndtagene i loftet. Han spejder ud over toget. Der er et ledigt sæde længere nede. Tre lange skridt ned gennem toget. Søren sætter sig og kigger eftertænksomt ud af vinduet, mens vi kører de seks kilometer tilbage til Aarhus C.

Silicon Valley02:10Mexico City04:10New York05:10Sao Paulo07:10Nuuk08:10Bangui11:10Linköping11:10Kyjiv12:10Kabul14:40Mumbai15:40Hong Kong18:10Shanghai18:10Sydney21:10Fransk Polynesien00:10Silicon Valley02:10Mexico City04:10New York05:10Sao Paulo07:10Nuuk08:10Bangui11:10Linköping11:10Kyjiv12:10Kabul14:40Mumbai15:40Hong Kong18:10Shanghai18:10Sydney21:10Fransk Polynesien00:10Silicon Valley02:10Mexico City04:10New York05:10Sao Paulo07:10Nuuk08:10Bangui11:10Linköping11:10Kyjiv12:10Kabul14:40Mumbai15:40Hong Kong18:10Shanghai18:10Sydney21:10Fransk Polynesien00:10Silicon Valley02:10Mexico City04:10New York05:10Sao Paulo07:10Nuuk08:10Bangui11:10Linköping11:10Kyjiv12:10Kabul14:40Mumbai15:40Hong Kong18:10Shanghai18:10Sydney21:10Fransk Polynesien00:10

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12