I idolets slingrende fodspor

»Me, I hope that I’m crazy/ I feel you driving and you’re only the wheel/ Slow down, let someone love you/ I never touched you since I started to feel«. – David Bowie, Win, 1975

At kunne lide David Bowie i midten af 1970erne var mere end blot en tilkendegivelse af musiksmag. Det var et vink med en vognstang om at være optaget af noget som var både farligere og mere substantielt end et hvilket som helst andet fænomen (musikalsk or otherwise) i tiden.

En ny og udfordrende rockmusik, der på en avanceret facon interagerede med mode, litteratur, film og billedkunst og havde fingeren på pulsen med hensyn til alt der rørte sig i diverse eksotiske undergrundsmiljøer i byer som London, New York og Tokyo. Fjernt fra Kokkedal og alfarvej. Alene det at gå ned ad gaden med en Bowie-plade under armen signalerede, at man tilhørte et hemmeligt broderskab, der intellektuelt lå lysår forude for alle andre, bedagede borgerdyr såvel som overvintrede ungdomsoprørere.

Liv eller død

Sådan føltes det i hvert fald. Som altid var de fleste pisseligeglade med den slags, der skulle spises død gris og drikkes bajere og tjenes sorte penge, livet var for kort til krukkede britiske popkunstnere med dårlige tænder og en dubiøs seksualitet.

Men for en fåtallig skare betød det virkelig liv eller død. Og var man så heldig at møde andre, der havde det på samme måde, knyttedes tætte bånd, der i visse tilfælde skulle vise sig at vare et helt liv. I en alder, hvor man har et helvedes stort behov for at føle sig speciel (uden måske i virkeligheden helt at være det), gav Bowie én carte blanche til at dyrke den fornemmelse. Så længe det varede.

Syg som i syg

Intet hedere julegaveønske i 1974 end David Live, en dobbelt-lp med materiale fra Diamond Dogs-turneen i USA samme sommer. Hvad du ønsker, skal du få etc. Men selvom det var et kick at få den i disse mine hænder, at tage pladerne ind og ud af omslaget og i en uendelighed sætte dem på grammofonen, fik den mig ikke helt op at ringe. Gu så han syg ud på omslaget, men ikke på den fede måde. Syg som i syg, såmænd. Tynd som en pind, ok, så vor David spiste ikke, det gør rumvæsener næppe, men problemet var, at stemmen ikke helt slog til.

Havde jeg glædet mig til fx at høre Bowies egen version af »All the Young Dudes« blev jeg sgu skuffet. Og fx »Life on Mars« kunne slet ikke matche studieversionen. Mest af alt blev David Live den ondeste reminder om, at han ikke havde givet koncert i Danmark. Vi kunne høre ham, men ikke se ham. Og der var intet, man hellere ville.

Kald det Art-glam

Selvfølgelig var der andre i tiden at blive inspireret af og gå til koncert med. Selvom glam-rock gerne koges ned til de dengang megapopulære Sweet, Slade og T. Rex, var der en flok arty-farty fætre på spil, som alle gjorde tilværelsen (og genren) mere interessant.

Art-glam, kan vi kalde det. Teatralske Cockney Rebel, anført af Steve Harley. Hysteriske Sparks, med de to amerikanske Mael-brødre i centrum. Knivskarpe Mott the Hoople med den lynende Ian Hunter i spidsen. Og ikke mindst fabelagtige Roxy Music, der talte så stærke personligheder som Bryan Ferry og Brian Eno i sit originale line-up. Så stærke, ar Brian efter at have medvirket på kun to lp’er (men hvilke to!) gik og smækkede med døren. Hvorved en af rockhistoriens mest egensindige karrierer kunne tage sin begyndelse. Og i øvrigt senere krydse klinger med Bowie.

Ikke så røvsygt mere

For ikke at tale om det gamle Velvet Underground-slæng, der kom til ære og værdighed blandt folk med smag for outsiderrock, hård narko og afvigende seksualitet: Nico, John Cale og ikke mindst Lou Reed, hvis 1972-lp Transformer (produceret af David Bowie og dennes guitarist, Mick Ronson) var en af periodens mest emblematiske udgivelser. »Take a Walk on the Wild Side«, for fuck’s sake. Pludselig var det alligevel ikke så røvsygt mere.

Hey! Hvad sker der for mig? Pludselig lyder 1970erne megafede. Det var de altså ikke. Og dog!

Tre-et-halvt-hit

Men i 1975 var glam-perioden definitivt forbi. Mange af dens aktører endte som parodier på sig selv i et oldies kredsløb, der udmønter sig i dårligt betalte jobs på havnefester og nostalgifestivaler, hvor man for gud ved hvilken gang fyrer sit tre-og-et-halvt hit af for et beruset publikum.

Hvis ikke man var omstillingsparat, som det jo så tragisk hedder, kunne man lige så godt se sig om efter en god pensionsplan. Og ikke blot det, men også i stand til at give den nye form et dynamisk indhold, for ellers var man blot en patetisk olding på en 28-29 år, der til fulde fortjente at blive udstillet til spot og spe om ikke på byens torv så i dagspressens spalter.

Stilistiske hjørner

Her er det værd at huske, at før David Bowie i 1972 med The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars skabte min generations svar på Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, havde han allerede været ude i forskellige stilistiske hjørner i sin søgen efter et kunstnerisk ståsted og en personlig identitet. Og hermed ikke være sagt, at han er i besiddelse af nogen af delene. Ikke i sådan klassisk forstand, i hvert fald.

Men altså, allerede som teenager var han med i diverse britiske R&B-bands, efterfulgt af en periode som Mod, før han med sin debut-lp i 1967 forsøgte sig som en art syret music hall-performer. Så afprøvede han med hittet »Space Oddity« og det tilhørende album i 1969 singer-songwriter-genren for året efter at give den som vaskeægte rocker med The Man Who Sold the World. Alle tre vidunderlige plader, det er ikke det, men hvem var denne David Bowie egentlig?

Fælles reference

Tættest på svaret kommer vi med Hunky Dory fra 1971, den nok mest elskelige Bowie-skive nogensinde. Weird, selvfølgelig, men på en måde så selv skeptikere må overgive sig til såvel klang som materiale. Her takkes forbilleder som Dylan, Velvet Underground og Andy Warhol, mestertyven stak intet under stolen. Men det var dens vidunderlige blanding af uskyld og viden, af enkelhed og kompleksitet, af fængende melodier og bizarre arrangementer, som gjorde den så unik.

Pladen starter med hans signatursang, »Changes«, De ved den med omkvædet, der ender sådan her: »Ch-ch-ch-ch-changes/ Turn and face the strange/ Ch-ch-changes/ Just gonna have to be a different man …«

Åh, hvor vi dog lyttede. Strunge i Hvidovre. Bo Green i Kastrup. Søren Ulrik i København, alle ramtes af netop den sang og da vi omkring 1980 mødtes med vores første digtsamlinger under armen, var Bowie en fælles reference på linje med Rimbaud og Baudelaire. Personligt betød hans (og Dylans) tekster nok mere for mig end nogen digter på denne her side af Henrik Nordbrandt.

Gud fejler ikke

Ch-ch-changes, ja. I 1975 satte Bowie for første (men bestemt ikke sidste) gang min loyalitet og hengivenhed på prøve med albummet Young Americans. Hvad pokker er det her. Selv kaldte han det ’plastic soul’, jeg synes måske at lige fraset titelnummeret og hittet »Fame« tangerede det mestendels det ligegyldige. Og det havde jeg godt nok ikke forventet fra den kant. Gud fejler som bekendt ikke.

Ikke at jeg havde noget problem med genren, før disco havde vi den såkaldte Philly Soul (fordi musikken indspilledes i Sigma Sound-studierne Philadelphia, såmænd; sammesteds som i øvrigt Young Americans!), dvs. navne som O’Jays, The Three Degrees og Harold Melvin & The Blue Notes. Som ham, der sørgede for musikken til festerne, vidste jeg alt om hvad der fungerede på et dansegulv og som nok den eneste i Kokkedal og omegn havde jeg rent faktisk plader med de nævnte kunstnere. Og »Fame« røg da også lige på danserepertoiret. Hvor det forresten stadig befinder sig. Men Young Americans røg ind i pladereolen. I første omgang, i hvert fald. I dag synes jeg jo, at fx »Win« er en af hans bedste ballader. Åh ja.

Febervildelserne

For den dybde og de indsigter jeg forbandt med idolet, kunne jeg ikke finde her. Hørte jeg ikke mig selv sige, »Bowie er færdig«, ved indtil flere lejligheder? Hele 1975s varme vidunderlige sommer var jeg af den overbevisning at årets bedste Bowie-udgivelse var Steve Harley & Cockney Rebels The Best Years of Our Lives. Det synes jeg så ikke mere. Can a heartbeat live in the fever raging inside of me? Spørger bare.