Selv om det her er den sidste hilsen fra os i 2017, så er vi egentlig slet ikke så pjattede med den romerske kalenders indbyggede tyranni, der dikterer, hvornår et år starter og hvornår det slutter. Det er som om den tvinger os til at gøre status på årets lavpunkt, hvor der nærmest ikke er dagslys tilbage, og al julehyggen ligger i rendestenen. Foran os er mindst tre måneders mørke og kulde og ingen reelle lyspunkter andet end, at vi ved, det går den rigtige vej. Det er ikke, fordi vi ikke godt kan lide at gøre status – faktisk gør vi det hver eneste dag – men når hele verden nærmest tvinges til at gøre status inden 1. januar, så giver det os en falsk forhåbning om, at noget bliver bedre eller anderledes på den anden side af søndag. Så meget desto mere skuffende bliver det så, når mandag den 1. januar bare er mere af det samme.
Derfor kan vi særligt i denne tid lide statusser, der intet overraskende eller nyt fortæller. Som dette telegram der fortæller os, at verdens rigeste har øget deres formue med en billion. Det er tusind milliarder. Og bare lige for at give dig en lille fornemmelse, for hvor meget det er: Hvis en million er lig med en dag, så er en milliard lig med næsten 4 år og en billion er lig med 275 år. Det er en del. Hov, og fik vi nævnt det var i dollars? Så klodens 500 rigeste enkeltpersoner har fået 6.300 milliarder mere mellem hænderne i 2017.
Det er Bloomberg News, der står for den udregning. Samme sted berettes det, at Jeff Bezos, stifteren af Amazon, indtager førstepladsen på Bloombergs liste over milliardærer. Hans formue er svulmet med 34,2 milliarder dollar til 99,6 milliarder dollar. Alene på en enkelt dag i oktober voksede hans pengebjerg med 10,3 milliarder dollar, da Amazon præsenterede et langt større overskud, end analytikere havde ventet.
Dermed overhalede den 53-årige Bezos, der grundlagde Amazon i en garage i Seattle i 1994, Bill Gates som verdens rigeste person. Medstifteren af Microsoft er god for 91,3 milliarder dollar. Den 62-årige Gates er god for 91,3 milliarder dollar og har gennem årene doneret milliarder til velgørende formål. Senest i august, da han donerede Microsoft-aktier til en værdi af 4,6 milliarder dollar til den fond, han har oprettet sammen med sin hustru, Melinda. Det er da en fin idé.
Ifølge investeringsekspert Mike Ryan, der rådgiver finanshuset UBS’ s mest velhavende klienter, er den langvarige fremgang på aktiemarkederne nærmest uden sidestykke.
“Af alle de råd, vi i løbet af året har givet folk, har det vigtigste været, at de skulle holde fast i deres investeringer, “siger han til Bloomberg.
Det råd er hermed givet videre. Og så venter vi bare på trickle down-effekten, der godt nok beviseligt ikke virker i realiteten.