Befinder vi os på tærsklen til en ny iransk revolution?

Det begyndte, som den slags så ofte gør: i det små. I månedsvis har der været mindre protester i de større iranske byer, hvor indbyggerne har klaget deres nød over dårlige leveforhold og høje priser. Men for en uge siden, nærmere bestemt 28 december, voksede de små protester sig pludselig store, da indbyggerne i Irans næststørste by Mashbad gik på gaden i protest mod det iranske styre.

Siden da er protesterne kun vokset. På blot et par dage har de spredt sig til hele landet, og antallet af folk på gaden skal nu tælles i tusinder i stedet for hundreder. Hvad der begyndte som relativt fredelige protester, har nu kostet mindst 20 menneskeliv, og intet tyder på, at det stilner af lige foreløbigt.

På nuværende tidspunkt er situationen i Iran stadig omgærdet af en stor grad af mystik. Det er svært præcis at spå om, hvilke konsekvenser de mange opstande vil have: Vil vi se en kontrarevolution og et opgør med den islamiske bevægelse, der greb magten ved den iranske revolution i 1979? Eller vil protesterne blive slået ned af styret i Teheran, så hverdagen i den islamiske stat kan fortsætte med business as usual?

Den iranske revolution og den grønne bevægelse

For det iranske folk er oprør og revolution ikke en fremmed størrelse. Den nuværende islamisk-teokratiske styreform blev indført, efter at det iranske folk i slutningen af 70’erne rejste sig mod den daværende konge (eller shah, som det hedder på iransk) Mohammad Reza Shah Pahlavi. Han blev den sidste konge, efter at det persiske rige havde haft en monark igennem 2.500 år.

Shahen havde inden revolutionen arbejdet hårdt på at dreje landet i en mere vestlig retning, og han så desuden skævt til sammenblandingen mellem islam og staten. De ting blev som bekendt helt anderledes, da lederen af revolutionen Ruhollah Khomeini greb magten i 1979 og indførte et strengt islamisk præstestyre.

Khomeini indsatte sig selv som religiøs leder, eller storayatollah, og blev dermed den mest magtfulde person i Iran. Storayatollahen har kontrollen over landets hær, domstolene, det statslige tv og andre centrale statslige institutioner. Desuden udpeger storayatollahen de fleste af ministrene og er ligeledes en vigtig faktor i udpegelsen af landets præsident, som er den næstmest magtfulde position i Iran. Efter Khomeinis død i 1989 overtog den nuværende storayatollah Ali Khamenei magten i landet.

Men enhver revolution må have en modreaktion. I Irans tilfælde kom den i 2009, da landets måske største folkelige protester siden revolutionen brød ud i form af grønklædte demonstranter – ‘den grønne bevægelse’, blev den kaldt. Overalt i Iran gik folk på gaden for at kræve en reform af det stramme islamiske styre. Baggrunden for protesterne var genvalget af den strengt religiøse og konservative præsident Mahmoud Ahmadinejad, der blev notorisk kendt for overtrædelse af menneskerettigheder, valgsnyd og voldelig magtanvendelse. Dengang råbte demonstranterne ”ned med diktatoren”. Men diktatoren forsvandt ikke i første omgang: Styret anholdte de ledende oppositionsskikkelser, der var blevet bevægelsens ansigter, ligesom der blev slået hårdt ned på demonstranterne. I alt mistede 36 mennesker livet.

Det er oplagt at gå ud fra, at de nuværende protester i Iran er en forlængelse, eller en genopblussen af de protester man så fra den grønne bevægelse for snart 10 år siden. Også denne gang er unge mennesker på gaden med kampråb som ”Khamenei er en morder og hans styre er illegitimt” og ”død over tyrannen”.

Men optøjernes karakter adskiller sig markant på nogle centrale punkter, hvilket peger i retningen af, at der måske denne gang er noget andet og mere på spil, og at de nuværende demonstrationer derfor kan få en langt voldsommere indvirkning på regimet.

En reformvenlig præsident

Mahmoud Ahmadinejad faldt til sidst i unåde ikke bare hos befolkningen, men også hos storayatollahen. I 2013 forlod han derfor posten som landets præsident og blev efterfulgt af Hassan Rouhani, der har siddet der siden. Rouhani adskiller sig fra sin forgænger på et vigtigt punkt: Hvor Ahmadinejad var stokkonservativ, bliver Rouhani i langt højere grad set som en reformator og pragmatiker, der forsøger at bygge bro mellem de konservative og de reformatoriske kræfter.

Hans blødere linje har blandt andet vist sig i hans udtalelser om de nuværende demonstrationer. Rouhani har kaldt protesterne for ”en mulighed” for at sætte fokus på Irans sociale og økonomiske problemer.

Når der er demonstrationer i Iran, beskylder styret ofte fremmede nationer for at stå bag. Det var også tilfældet i går, da storayatollahen var ude og beskylde landets fjender for at stå bag optøjerne. Men på den anden side har præsident Rouhani tidligere på ugen sagt, at en del af demonstranterne er iranere med rigtige økonomiske problemer, som man må hjælpe.

Der er flere grunde til, at disse modstridende udtalelser fra ledelsen i Iran kan vise sig vigtige.

For det første afslører de tilsyneladende en uenighed i toppen af den iranske ledelse. Som der argumenteres for i denne artikel fra Politico.eu, blev Rouhani valgt, fordi han lovede økonomiske og sociale reformer. Men de er ikke kommet i så tilstrækkelig en grad, at den almene iraner har kunnet mærke dem. Det er der flere årsager til. Dels var det gratis for Rouhani at love reformer i en valgkamp, hvor folket var træt af typer som Ahmadinejad. Derudover skal man huske, at Rouhani også før sit valg deltog aktivt i styrets grusomheder, og her viste han sig ikke som en reformator, men som de konservatives forlængede arm. Endelig har det været svært for Rouhani at få de konservatives accept af reformerne.

Nu har både folket og de konservative tilsyneladende mistet tålmodigheden med Rouhani. De konservative frygter hans reformisme, og folket tror ikke på ham. Det kan føre til præstestyrets fald på to måder:

1) Hvis Rouhani rent faktisk mener sin reformvenlige politik alvorligt og kan vinde magtkampene mod de konservative islamister i toppen af Iran, så kan demonstrationerne føre til en øget liberalisering af landet, hvilket i sidste ende kan bane vejen for et mere demokratiske Iran.

Et mere sandsynligt scenarie er, at de konservative skiller sig af med Rouhani og i stedet indsætter en ultrareligiøs storayatollah-loyalist som præsident. Det vil føre til mindre demokrati og en mere brutal behandling af demonstranter. Selv om det muligvis vil slå oprøret ned i første omgang, kan det i sidste ende føre til præstestyrets fald, fordi de religiøse ikke bekymrer sig om folkets velbefindende, men kun om ”Guds vilje”. Og modsat den grønne bevægelse fra 2009 tyder meget på, at de revolutionære kræfter er stærkere i de demonstrationer, vi ser i dag. Det skyldes, at det ikke denne gang kun handler om politik.

Kan ende med revolution

Der kan være en tendens i den vestlige verden til straks at gå ud fra, at demonstrationer i Mellemøsten må have noget med menneskerettigheder, demokrati og sekularisme at gøre. Det var i høj grad også tilfældet hos den grønne protestbevægelse i 2009, men denne gang er det anderledes.

Ifølge Iran-eksperten Adnan Tabatabai, der er chef for den tyskbaserede tænketank CARPO, skal de nuværende protester i høj grad forstås ud fra de økonomiske problemer, der har ramt den iranske underklasse og den lavere del af middelklassen. Socioøkonomiske faktorer som arbejdsløshed og svag købekraft hos almindelige borgere har gjort, at den dårligere stillede del af Iran befinder sig en en desperat situation.

Dette adskiller sig fra protesterne i 2009, hvor det hovedsageligt var middelklassen, der protesterede med et mere ideologisk mål for øje. I 2009 gik folk til demonstration for derefter at tage på arbejde igen næste dag. Ligeledes havde demonstrationerne i 2009 et ansigt. Der var protestledere og organisering. Denne gang lader demonstrationerne til at være langt mere spontane. Uden en leder, et mål og et manifest er det meget svært at spå om, hvilken retning protesterne vil gå.

At det er økonomisk dårligdom, der driver demonstrationerne, betyder ikke, at det ikke bliver voldsomt denne gang. Snarere tværtimod. Den grønne bevægelse var styret af reformkræfter; ikke revolutionære kræfter. Desuden holdt den grønne bevægelse sig i lang udstrækning til ikke-vold.

Som Iran-eksperten, Trita Parsi, der er leder af den største amerikansk-iranske græsrodsbevægelse NIAC, påpeger, så er der al mulig grund til at gå ud fra, at det denne gang bliver langt mere drabeligt.

Mangel på ledelse og den langt mere udisciplinerede struktur i de nuværende protester gør, at vi højst sandsynligt vil se demonstranterne gå mere håndfast til værks, end det var tilfældet i 2009.

Der har med de nuværende dødsfald allerede været eksempler på, hvordan demonstranternes vrede fører til en eskalering med politi, som slår tilbage med voldelige midler. Som tidligere nævnt kan regimets brutalitet i første omgang være med til at slå demonstrationerne ned, men på længere sigt vil det sandsynligvis kun føre brænde til bålet.

Dårlige socioøkonomiske forhold og en stor vred arbejderklasse er nogle af de mest typiske forudsætninger for en revolution. Og selv om det ikke først og fremmest er ideologiske uenigheder, der driver demonstrationerne, så er de der stadig. Fx har flere kvinder smidt deres hovedbeklædning under demonstrationerne i protest mod det skrappe islamiske regime.

https://www.youtube.com/watch?v=SSkey84m7is

Optøjerne i Iran er altså noget andet og mere, end dem vi så i 2009. Og netop derfor bliver de måske mere betydningsfulde. Det er endnu usikkert, om det vil ende i revolution eller ingenting.