Samtidskunstens pseudofilosofiske orakelsprog

Samtidskunstens pseudofilosofiske orakelsprog

Svenske Ruben Östlunds guldpalmevinder The Square er nok den film, vi har skrevet mest om i den seneste tid, og nu gør vi det igen. Vi har med interesse holdt øje med, hvordan kunstbranchens fagfolk forholder sig til dens kritik af netop kunstens til tider opstyltede verden. Her er det Mikkel Bogh, direktøren for Statens Museum for Kunst, der i et indlæg i Information indrømmer, at filmen fik ham til at kluklo i biografmørket. The Square, skriver han, rammer hovedet på sømmet i sin fremstilling af samtidskunstverdens jagt efter publikums og pengemændenes gunst ”med visuelt spektakulære værker, der institutionelt føres frem som opbyggelige og altid i den gode sags tjeneste. Billedet er så tilpas stereotypt tegnet, at det kan fungere som mål for en velanbragt kritik. Alligevel tager det fat i noget, som de fleste, der jævnligt går på kunstudstillinger eller møder kunstens feterede profiler, har bemærket: Højtravende museumsformidling, kunstnere; som forventes at have svar på alverdens problemer, og som institutionen lokker til at tale pseudofilosofisk orakelsprog; og kunst, hvis samfundskritiske indhold er så alment og trivielt, at ingen vover at sige noget til det.”