Hvis du ikke selv husker, hvordan det føles, kan du prøve at spørge en, der er det. Svaret er klart: 18 år er en temmelig fantastisk alder – hvis altså ikke lige man er kronprins eller sådan noget og for alvor mærker ansvarets åg tynge. 18 år er alt det gode og intet af det dårlige. Du føler dig ikke bare voksen, du har også papir på det. Du kan få kørekort. Du bor hjemme, men har ingen regninger, ingen sure pligter. Måske får du endda SU. Det er ”fucking sygt”, som en 18-årig (måske) ville formulere det.
Når man er 18, er man også akkurat voksen nok til at kunne sortere skidt fra kanel. Tag sådan en som den tyske forfatter Günter Grass. Var han 18 år og myndig, da han lod sig hverve til Hitlers nazielitetropper Waffen-SS? Nej, Günter var 17. Var IKEA’s grundlægger Ingvar Kamprad 18 år, da han meldte sig in i den klamme fascistiske bevægelse Nysvenska Rörelsen? Nej, Ingvar var 16.
EU fyrer den af
Af samme årsag er 18-årsalderen et utrolig godt sted at sætte ind, hvis man samvittighedsfuldt ønsker at præge unge menneske i en fornuftig retning. Og det er præcis, hvad EU – af alle verdens bureaukratiske institutioner – har i sinde at gøre. Mandag kunne man læse i Politiken, at EU til sommer vil forære tusindvis af 18-årige europæere en gratis interrail-billet, så de kan komme på togtur rundt i 30 europæiske lande i 30 dage. EU har afsat 90 millioner kroner til formålet, hvilket skulle være nok til at sende 20.000 18-årige på sådan en dannelsesrejse. Indtil videre er der tale om et pilotprojekt, men tanken er, at det en dag skal omfatte alle på 18.
Ideen, som er fostret af to unge tyske aktivister ved navn Vincent-Immanuel Herr og Martin Speer, er blevet taget videre til de bonede gulve i Bruxelles af Manfred Weber, der er formand for Det Europæiske Folkeparti (EPP), Europa-Parlamentets største partigruppe. Weber kalder den gratis togrejse en investering i unge mennesker og Europas fremtid: ”Vi vil gerne have, at unge europæere opdager, at EU også handler om følelser, ikke kun politik. Vi vil gerne give dem en prøve på, hvordan det føles ikke bare at være slovak, tysker eller græker, men også europæer. Og er der en bedre måde end at tage toget?”
Ideen er fantastisk. Den er på højde med en idé, som Matteo Renzi, Italiens daværende premierminister, lancerede i november 2015: at udstyre alle 18-årige italienere med 500 euro til brug på museer, teatre og koncerter. Det var tænkt som et bolværk mod terrorisme. ”De forestiller sig terror, vi svarer med kultur. De smadrer statuer, vi elsker kunst. De ødelægger bøger, vi er bibliotekernes land,” sagde Renzi dengang i en tale i Rom.
Et propagandistisk projekt
At sende 18-årige på togtur rundt i Europa er kultur i yderste potens. Kultur er det stærkeste våben mod idioti, indskrænkethed og fordomsfuldhed. Og derfor er det da også påfaldende, at det er Dansk Folkeparti, som stiller sig op som en arg modstander af projektet. ”Jeg ser det mest af alt som et bestikkelsesprojekt, hvor man vil have ungdommen til at elske unionen ved at give dem lov til at rejse kontinentet tyndt,” siger Morten Messerschmidt til Politiken. Han tilføjer, at han er ”varm tilhænger af interrail”, men ikke når der er tale om ”propagandistisk projekt”.
Man kan kalde EU’s idé om gratis interrailture til 18-årige europæere, hvad man vil. Bestikkelse eller propaganda – det er fint med os.
Føljeton vil gerne have lov at følge trop.
Vi tilbyder hermed alle, der er 18 år – eller fylder 18 år i 2018 – et gratis abonnement på Føljeton i seks måneder. Tilbuddet gælder indtil videre frem til søndag 14. januar. Så hvis du kender en eller flere personer på 18 år (eller nogen, der fylder 18 i 2018), så send en email til adressen [email protected] med navne og kontaktoplysninger på vedkommende – senest søndag. Så fikser vi resten. Vi vil gerne gøre ordningen permanent, men så skal vi have en sponsor på. Sådan en hører vi også gerne fra ?.
Det her er ikke noget hemmeligt tilbud. Det er public service. Det er kultur. Del gerne denne tekst med så mange som muligt. Budskabet skal ud. Længe leve de 18-årige. /Oliver Stilling