Kvinder: Kæmp kroppen tilbage

Danske kvinder er begyndt at tale med i et internationalt kor om, hvordan de oplever at blive krænket. Og de taler med et sprog, de aldrig tidligere har haft. Overgrebene i Køln nytårsaften har sat fart på fortællingerne om tilråb, befamling og om at blive presset langt over egne grænser.

Forfatter Andrea Hejlskov er en af de kvinder, der fortæller, hvad hun har oplevet: »Køln har virkelig været en øjenåbner. Dels fordi det går op for mig, at dette krigsvåben, voldtægt, reelt set kan være en ny form for terrorisme. Samtidig er det en urangst, det vækker i mig. Jeg bliver mindet om noget, jeg egentlig har forsøgt at glemme: Når manden er presset bliver han voldelig. Det er jo himmelråbende. Had til kvinder. Over det hele. Det gør mig virkelig bekymret og jeg føler det meget, meget nødvendigt at tale højt nu. Også for min datters skyld«.

International bevægelse

Mange kvinder bruger hash-tagget #JegHarOplevet, der opstod i april sidste år. Her deler kvinderne oplevelser med gramseri, diskrimination og seksuel vold. Bevægelsen er international, og tilsvarende fora er opstået i Norge, Egypten og i England. Den britiske blogger i avisen The Guardian Laura Bates har lanceret ‘The Everyday Sexism Project’, der samler og synliggør helt almindelige kvinders hverdagshistorier, om hvad de oplever af små og større overgreb: »Ved at dele din historie viser du verden, at sexisme findes, er en del af kvinders hverdag og så alvorligt, at vi skal diskutere det», skriver Bates.

https://www.youtube.com/watch?v=bq2PmeyVFEQ

Skamfuldt

Hvis det er sandt, at vi endnu kun er ved at skabe et sprog for at diskutere sexisme, kan Sara Ferreira, kommunikationsmedarbejder i organisationen Kvinfo konstatere, at eksempelvis kampagnen #TiStilleKvinde virker: »Der er kommet flere platforme efterfølgende, hvor folk fortæller deres historier. Og det gør flere og flere kvinder tilsyneladende«.

Måske er udfordringen primært personligt og kræver forsat overvindelse: »Tabu er der jo stadig. Overgreb er skamfuldt. Særligt hvis du er veluddannet er skammen enorm, for du føler, at det er din egen skyld, ‘jeg gik i byen’, ‘jeg var for fuld’. For vi siger til unge piger, at de skal passe på, når de går ud. Og det er problematisk, for vi siger dermed, at de kan gøre noget for ikke at blive overfaldet. Vi siger til dem, at deres adfærd er risikofyldt. Men det er jo helt almindelig adfærd,« siger hun.

Min datter

Andrea Hejlskov: »Jeg tror, jeg bare havde accepteret det som et vilkår for mig selv, men det ændrer virkelig noget for mig nu at se de samme ting ske for min datter. Det gør det mere klart for mig, at der er tale om systemisk overgreb. Det gør det mere klart for mig, at det handler om vores kultur og ikke kun os som kvinder individuelt. Så begynder jeg at tale åbent om det, begynder at tale med mine veninder og jeg bliver virkelig chokeret over hvor mange af disse oplevelser vi har tilfælles. Jeg troede helt ærligt, at det mest var mig det var sket for, og at det mest var på grund af min personlighed.«

Tavsheden bliver usynlig

»Modstanden er enorm, og beretninger affejes med, at det er enkeltstående tilfælde og »du må bare have været uheldig« eller »måske du skulle tænke over, hvilke signaler du sender«. Men piger og kvinder står frem i større og større antal. Kun hvis vi står sammen og står frem, kan vi tydeliggøre, at dette ikke er enkelttilfælde og få ændret det til det bedre. Der har været en øredøvende tavshed alt for længe, og med tavsheden er det blevet usynligt, det foregår«, siger debattør Ulla Tornemand.

Grænseoverskridende

Kvinder fortæller, at overgreb ofte sker, fordi de føler, at de skylder at indfri mandens forventninger. Måske var hun gået med ham hjem, og så kunne hun ikke lide at sige nej. Det synes ofte, at være mandens forventning til, hvad der skal ske, der er vigtigere end, hvad hun selv har lyst til. »Hvorfor har kvinder ikke lært at validere den indre stemme, der godt kan spørge, hvornår det er ok, og hvornår det ikke er? Hvorfor har de ikke har lært at stole på den indre stemme? Mit bedste bud er, at de er socialiseret til ikke at sige stop. Det er i sig selv grænseoverskridende at sige nej. Mange mænd ved ikke, at de krænker, fordi noget grundlæggende er gået galt i vores måde at sige til og fra«, siger Sara Ferreira

Kvindeliv

Ulla Tornemand: »Det handler ikke om at hade mænd eller drenge. Det handler ikke om at sige, at sådan er alle mænd. Det her handler om, vi har fået opbygget en kultur, hvor alt alt for mange drenge og mænd socialiseres til at tro, det er i orden at opføre sig sådan. Samtidig socialiseres piger og kvinder til at acceptere, at det er vilkåret for pige-og kvindeliv. Et vilkår som også indeholder det faktum, at vi lærer, det er normalt, det ikke er noget, vi kan gøre noget ved, at vi må affinde os med, det er sådan det er.«

Provokerende

Hvorfor det ikke forlængst er lykkedes os og vores formødre at skabe det sprog, hvor det er muligt og legitimt at sige til og fra er ikke helt indlysende. Trods kvindekamp og -frigørelse er der muligvis ikke pillet ved de dybereliggende strukturer. »En del kvinder nægter fortsat at diskutere ligestilling og sexisme. De bliver simpelthen så provokeret af det. De vil faktisk gerne have, at den mandlig chef fortæller dem, hvor lækre de er. Og det er selvfølgelig også en kapital at have. Og jeg forstår dem så langt, at hvis de begyndte at se hvad chefen gør som en krænkelse, så bliver de ofre i deres egne øjne. Så ville de begynde at se sig selv som ofre. Det er da selvfølgelig provokerende«, siger Sara Ferreira.

Ikke menneske. Kvinde

Emma Holten fik i 2011 sine nøgenbilleder spredt på nettet af vred ex-kæreste. Hun forklarer, at hun var nødt til at ændre sin selvforståelse grundlæggende, hvis hun skulle kunne fortælle om de overgreb, hun var udsat for: »Jeg skulle bare se mig selv som »en kvinde«. Ikke som »et menneske«. For det der skete for mig skete ikke for et menneske, det ville kun kunne se som en kvinde. Det var måske den største vold på mig, fratagelsen af min identitetsbestemmelse. Der var jeg: luder. Kvinde. Men det var også en frigørelse, for så vidste jeg, at det også var betinget af noget, der ikke var min »skyld«. Det var mit køn, og det satte mig på sin vis fri og gjorde det muligt for mig at se det som noget eksplicit politisk istedet for kun personligt.«