Pressemøde i Statsministeriet med Statsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for offentlig innovation Sophie Løhde, som præsenterer "Bedre balance II - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder, " onsdag den 17. januar kl. 13.00 i Statsministeriets Spejlsal på Christiansborg i København.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018)
Hvis man er så heldig at være vokset op i Danmark og som ung tager på en rygsækrejse i visse afrikanske, mellemøstlige, østeuropæiske eller sydamerikanske lande (eller Belgien), så er der i hvert fald én ting, som står tindrende klart, når man kommer hjem igen: Danmark er ikke en bananstat. Vi har love og regler, folk har hævdvundne rettigheder, og tingene fungerer. Jovist er der masser af eksempler på den lille mand, der bliver klemt mellem statslige og kommunale instanser eller trådt under fode af skrankepaver og arbejdsgivere. Men overordnet set er der næsten hjælp at hente for selv den svagest stillede. It’s the fucking law – og det er fantastisk.
Der er også noget, som hedder selvjustits. Har man begået alvorlige fejl, har løjet eller foretaget sig ting, der tangerer noget kriminelt, er det også i vores vestlige kultur forbundet med en vis ære selv at tage konsekvensen af brøden og indstille sine aktiviteter/sige op/trække sig/melde sig selv til retsforfølgelse.
Men hvad nu hvis man tilsyneladende ikke har nogen ære, og forseelsen, som man er ansvarlig for, er så åbenlyst i strid med lov og ret, at man ikke kan gemme sig bag et ”det kunne vi ikke vide?” Hvem skal man så skyde skylden på?
I Folketingets spørgetime forleden rettede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skylden mod en gammel kending, nemlig systemet, da han på opfordring forsøgte at forklare, hvorfor hans partifælle, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg gennem 13 måneder undlod at efterleve Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols klokkeklare dom fra december 2016, som afgjorde, at det strider mod menneskeretskonventionen, hvis en alvorligt syg asylansøger bliver sendt tilbage til sit hjemland, uden at der bliver taget stilling til konsekvenserne for vedkommendes helbred.
”Det er jo åbenlyst, at når ministeren har beklaget de fejl, der er begået, og nu drager omsorg for, at der bliver rettet op på dem, så har vi jo som system ikke leveret, som vi skulle,” sagde statsministeren.
Beskyldninger rettet mod ‘systemet’ plejer at komme fra den anden ende af samfundet – for eksempel fra vores ven fra før – den lille mand, normaldanskeren, manden på gaden – men her er det altså landets statsminister, der siger, at det er ‘systemets skyld’. Dog med den retoriske spidsfindighed, at han med sit lille ”vi” gør sig selv til en del af systemet, således at man ikke kan tale om decideret ansvarsunddragelse.
Vi’et
Hvad der måske er mere nærliggende er, at hans ”vi” simpelthen dækker over Inger Støjberg. Vi kender det fra sundhedssektoren, hvor plejepersonalet spørger de gamle og demente: ”Hvordan har vi det så i dag?” Med de mange dårlige sager, som Støjberg roder rundt i uden selv at trække sig eller blive fyret, må statsministeren være at betragte som hendes værge.
En stor danske politiker, som også talte om systemet, var redaktør Viggo Hørup. I en tale i Lørups Ridehus 1. oktober 1896 sagde han noget, der lyder som et direkte svar på tiltale til Lars Løkke Rasmussen anno 2018:
”Man taler om Systemet. Altid er det Systemet, der på sin ryg skal bære alle Synder. Mine Herrer! Jeg giver ikke en Døjt for Systemet! Nej, hvad det kommer an paa, og hvad der skal spørges om, er ene to Ting: Loven – og de Folk, der udfører Loven. Sker der noget Galt, er det enten Loven, der ikke du’r, eller det er dem, der udfører Loven, der ikke du’r!” /Oliver Stilling