”Så er der da én, som synes, jeg er god nok”

Jeg besøger Gørlev Idrætsefterskole første gang en aften sidst i september. Dagen forinden har skolelederen annonceret min ankomst under aftensmaden: ”Der kommer en journalist og vil snakke om kærester. Så det er nu, I skal kysse helt vildt.”

Sjovt nok er der ikke særlig mange, som har lyst til at snakke, og de ser ret skeptisk på mig i spisesalen. Nogle fniser, mens jeg præsenterer mig selv og mit ærinde, og et par drenge pifter, hvilket udløser mere fnisen og sporadiske klapsalver.

Den aften er der dog tre piger, som gerne vil tale. Alle tre er 16 år, men står i hver sin situation. Michala har en kæreste på skolen, Cecilie har lige slået op med sin en uge forinden, og Julie har en derhjemme. Hun ville nogle gange ønske, at hendes kæreste selv havde prøvet at gå på efterskole, så han kunne vide, hvordan det er. Men ellers går det godt imellem dem.

Julie har stor erfaring med at være kærester, for hun har øvet sig, siden hun var 13. Hun og hendes kæreste har været sammen i to år og to måneder. De mødte hinanden ”til et fodboldstævne ovre i Jylland”, og Julie er sikker på, de nok skal blive sammen, for nu har de efterhånden været sammen så længe, at et enkelt efterskoleår ikke føles så slemt.

”Jeg kan ikke se mit liv uden ham. Han behandler mig rigtig meget som en prinsesse. Jeg synes ikke engang, jeg behandler ham som en prins, men han forkæler mig bare rigtig meget. Både med gaver og kærlighed. Han er der altid for mig. Jeg kunne virkelig ikke forestille mig, at det skulle stoppe. Heller ikke selv om jeg går her, og det kan være svært,” siger Julie.

”Jeg tænker hele tiden på ham oppe i mit hoved”

Julie håber, de skal være kærester for altid. For de er rigtig gode til at løse problemer, hvis de opstår, og de er gode til at hjælpe hinanden, fortæller hun. Den seneste tid har kæresten dog måttet vige lidt af pladsen for efterskolen. Julie tænker rigtig meget på det sociale liv på skolen, og hun har ikke lyst til at komme bagud på vennefronten, fordi hun har en kæreste derhjemme.

”Det lyder måske lidt egoistisk, men jeg vil bare så gerne være her. Jeg tænker hele tiden på ham oppe i mit hoved, men nogle gange er jeg også bare til stede her. Vi har jo kun det ene år her, og jeg kan ikke gøre det om, så jeg vil rigtig gerne nyde året. Det er min førsteprioritet lige nu,” siger hun.

Ved siden af Julie sidder Cecilie og nikker. Hun har gjort sig nogle af de samme tanker, men for hende blev det for en uges tid siden for meget, og hun valgte at slå op. Det fungerede bare ikke mere, for det er svært at forene efterskoleliv og en kæreste, der ikke er en del af hverdagen der. Inden hun startede på efterskole, troede Cecilie ellers, at de nemt kunne klare det. ”Det er bare et år, og jeg kommer jo hjem i weekenderne. Det går da sagtens,” tænkte hun. Men det gjorde det så ikke.

”Min ekskæreste havde svært ved at relatere til livet her, og det er jo klart nok. Jeg havde slet ikke tid til at skrive hele tiden, og jeg kunne ikke lægge al min tid i forholdet, hvis jeg også gerne ville have et socialt liv her på skolen. Vi har hele tiden program på, og jeg kunne ikke nå at skrive andet end godmorgen og godnat. Til sidst blev det bare for meget,” siger Cecilie.

At være kærester blandt 160 andre

De tre piger sidder i en halvcirkel foran mig og skiftes til at fortælle. Når de ikke taler, lytter de opmærksomt til hinanden. Det slår mig, hvor voksne de virker. De har en ro over sig, der er atypisk for 16-årige. De har gået på skolen i knap to måneder, og selv om de alle tre befinder sig godt i fællesskabet, kan det være svært at finde sin ’go to-venindegruppe’: de der veninder, man bare ved, man har, uanset hvad, fortæller Michala.

Derhjemme har hun sin pigegruppe fra folkeskolen. Det var også her, hun fandt sammen med sin kæreste Mathias. Det begyndte med, at de skrev sammen efter en fest i sommerferien mellem 7. og 8. klasse, og et par måneder senere blev de så kærester. Nu går de sammen her på Gørlev – men det var ikke planlagt, skynder Michala sig at sige. Det skete ligesom bare tilfældigt, at de begge havde skrevet sig op.

”Jeg havde faktisk overvejet at melde mig ind på en anden efterskole i stedet, fordi man ved jo ikke, hvor længe sådan noget holder. Men jeg endte med ikke at gøre det, fordi vi blev enige om, at hvis vi nu slog op inden skolestart, så måtte vi bare få det til at fungere alligevel. Vi skal jo begge være her,” siger hun.

Nu har de været sammen i snart to år, og det går faktisk ret godt med at være kærester og samtidig dele sin hverdag med 160 andre. De er begge enige om, at de ikke vil være ”sådan et par, der går mega meget op ad hinanden”, fortæller hun. Men hun er stadig lige så glad for Mathias, som hun var, før de startede. Hun håber, de kommer til at være kærester for evigt. Men ”det håber man nok altid”, som hun siger.

”På en måde tror jeg også, at man skal igennem mange kæresteforhold, før det er det helt rigtige. Man lærer sig selv så meget at kende i løbet af forholdet, og man finder ud af, hvad man søger, og hvad man godt kan lide ved andre mennesker. Så selv om jeg håber, at vi bliver gift og alt det der, så er det svært at sige, fordi der er så mange ting, man skal finde ud af ved sig selv. Jeg har lært mange ting ved at få min første kæreste, og de ting tager jeg med videre i livet. Jeg har lært, at der også er områder, hvor vi ikke passer sammen, men lige nu har vi det godt, og vi får det til at fungere, fordi vi accepterer alle sider af hinanden. Sådan synes jeg, det skal være, når man er kærester.”

Kærlighed og bekræftelse

Jeg betragter de tre unge piger, mens de taler. De har alle langt, glat hår, er iklædt træningsbukser, og deres ansigter er fri for makeup. Den fnisen, der herskede i spisesalen tidligere på aftenen, eksisterer ikke her. Deres åbenhed og ærlighed siger mig, at ungdommen hverken er tabt, forkælet eller selvoptaget. Ungdommen er stærkere end nogensinde.

Jeg spørger pigerne, hvad der er det bedste ved at have en kæreste.

”Det bedste er, at så er der da en, som synes, jeg er god nok. Jeg skal ikke tænke på, hvad de andre drenge her synes om mig, fordi der er i det mindste en, som synes, jeg er flot og sød og lige, som jeg skal være. Så behøver jeg ikke være bange for, at de andre her synes, jeg er grim eller dum eller et eller andet. Så er der ligesom en ting mindre at bekymre sig over,” siger Julie.

De andre piger giver hende ret. Det kan være svært at tænke gode tanker om sig selv, når man er teenager og skal leve op til alting hele tiden. Det får dem til at slappe af, når de ved, at der er en, der kan lide hele pakken uden forbehold. Selv om Cecilie ikke længere har en kæreste, kan hun sagtens følge, hvad Julie siger. Den bekræftelse, det har givet hende at have en kæreste, er ikke hørt op, bare fordi de ikke er kærester længere.

”Jeg har fået selvtillid af at have en kæreste. Jeg stoler mere på mig selv, og jeg kan bedre stå ved den, jeg er. Det er lettere for mig at tænke, at det er sådan her, jeg ser ud, og sådan her jeg er. At jeg er pæn nok. Nu ved jeg, at der er en, der virkelig har elsket mig, og så må jeg jo være ok. Da jeg var yngre, havde jeg virkelig ikke ret meget selvtillid. Jeg synes, jeg var fed, jeg trænede helt sindssygt, fordi jeg gerne ville tabe mig. Efter at jeg fik en kæreste, så betød det pludselig mindre. Fordi det er jo sådan her, jeg er. Selvom vi ikke er kærester længere, så tror jeg ikke, at jeg vender tilbage til at have det syn på mig selv. Det er noget, jeg tager med mig,” siger Cecilie.

”Jeg synes, det bedste ved at have en kæreste er, at jeg altid har en at komme til. En der altid er der for mig, som jeg ikke skal være et eller andet bestemt overfor, men bare kan være mig selv sammen med,” siger Michala.

”Jeg elsker dig”

Der er mange af eleverne på Gørlev, der aldrig har haft en kæreste. Nogle har aldrig været i nærheden af at have det, mens andre måske har snuset lidt til det uden rigtig at være kommet i gang. Cecilie, Julie og Michala har været i gang længe. De elsker eller har elsket, fortæller de mig. Med hele deres unge krop. De kan ikke rigtig forklare, hvordan det føles at elske eller blive elsket, de gør det bare.

”Altså, jeg får det at vide flere gange om dagen. Han skriver hele tiden, at han elsker mig. Nogle gange har vi grædt i sådan et moment, hvor vi sagde, at vi elskede hinanden. Ja, altså, jeg føler mig bare virkelig elsket. Han siger det rigtig tit, og han viser det også,” siger Julie.

De to andre piger lytter respektfuldt til Julies ord, selv om Cecilie ikke deler hendes følelser. Efter at hun har slået op med sin kæreste, gider Cecilie ikke rigtig ”det der kærestenoget” mere. Hun synes ikke, det er noget for hende længere. Måske det ændrer sig en dag, men lige nu er hun bare glad for at være fri for det.

Sådan er der flere elever på skolen, som har det. Der er mange, som flirter, kysser og finder sammen, men der er også mange, som finder det besværligt og unødvendigt. Nogle er bange for at gå glip af det, der sker på efterskolen, hvis de har en kæreste. Det kender Cecilie til, men den frygt har hverken Julie eller Michala. Selv om det er hårdt arbejde, vil de ikke være deres kærester foruden.

”Jeg kan virkelig godt lide at være på efterskole, men jeg kan virkelig også godt lide min kæreste. Jeg føler ikke, jeg går glip af noget,” siger Julie.

”Jeg tror virkelig også, at I holder. I stoler virkelig på hinanden,” siger Cecilie.

Gennem efteråret og vinteren har jeg fulgt med i, hvordan det er gået med pigerne. Siden mit første besøg i september, er der ikke sket de store forandringer. Michala og Mathias er stadig kærester, og Julie er også stadig sammen med sin kæreste derhjemme. De har de bedre end nogensinde, siger hun. Cecilie er fortsat single. Men hendes navn er kommet op på kyssetræet, bemærker jeg en aften i december.