Martina Navratilova of the United States pumps her fist during her Women's Singles Final match against Steffi Graf at the Wimbledon Lawn Tennis Championship on 3 July 1988 at the All England Lawn Tennis and Croquet Club in Wimbledon in London, England. (Photo by Bob Martin/Getty Images)
I den amerikanske sportsjournalist og forfatter Johnette Howards bog The Rivals, der handler om tennisstjernerne Chris Evert og Martina Navratilovas forhold, er der en scene, som den danske tennis- og seksualitetsekspert Anders Haahr Rasmussen for nyligt fremhævede på Twitter. Scenen er fra French Open i 1984, hvor en anden af tidens tennisstjerner Hana Mandlíková lige har tabt til uovervindelige Navratilova, og nu har hun altså svært ved at skjule sin skuffelse. Ved den efterfølgende pressekonference blev Mandlíková spurgt, hvad hun synes om sin modstanders spil, og i skuffelse og raseri udbrød hun:
”Der er svært at spille med en mand – jeg mener Martina,” begyndte hun – med henvisning til Navratilovas mandhaftige statur. ”Hun kommer op mod nettet og skræmmer mig med de der store muskler og er meget svært at passere.”
Mandlíková vidste godt, hvad hun havde gjort, og som om situationen ikke allerede var anspændt nok, skulle hun spille double mod Navratilova næste dag. Her latterliggjorde hun under kampen Navratilova ved at flekse med musklerne som en bodybuilder og pege på sine biceps. Navratilova var naturligvis stødt over Mandlíkovás opførsel. Hun havde egentlig betragtet hende som en ven, men efter episoden ved French Open talte hun ikke til hende i et år.
”Jeg gjorde noget forfærdeligt,” siger Hana Mandlíková i dag til Johnette Howard, ”og det tog mig alt for længe at undskylde. Men Marina var sød nok til at tilgive mig.”
Som Anders Haahr konkluderer i sit tweet, viser historien os, at der er håb for selv de hadefulde, og Martina og Mandlíková viser os vejen. Det er det fine ved sport, og det er her, vi som samfund kan lære af de store sportsstjerner, og det er derfor, det betyder noget, hvad stjernerne gør. Og det er derfor, sport og politik naturligvis ikke kan adskilles. Fordi sport er lidenskab, og sport er meningsløst. Sport betyder alt, og sport betyder intet.
Om 14 dage begynder vinter-OL i den sydkoreanske by PyeongChang, og her er to af verdens mest gensidigt hadefulde lande – Nordkorea og Sydkorea blevet enige om at gå ind til åbningsceremonien under fælles flag. Og ikke nok med det, så har de fået lov til at slå pjalterne sammen med deres kvinde ishockey hold, der bliver et blandingshold mellem de to nationer. Det er politiske set en vanvittig udvikling i en af verdens mest højspændte konflikter, selv om det er fuldkommen ligegyldigt. /Lasse Lavrsen