The Donald har gjort det igen. Besserwizzerne blev gjort til skamme, da han i nat dansk tid – igen – overtrumfede alle tidligere forudsigelser, her i den sidste republikanske tv-debat inden første valgrunde i Iowa 1. februar. Endnu engang gjorde multimilliardæren sig til omdrejningspunkt, nu i North Charleston, ved at udspy den ene mere tossede udtalelse efter den anden. I nat slog Trump blandt andet på, at hans nærmeste konkurrent Ted Cruz slet ikke er valgbar, fordi han er født i Canada og har en cubansk far.
Under normale omstændigheder ville Trump være smeltet sammen for længst, og andre og mere traditionelle Establishment-kandidater ville have taget over. Men dét sker fortsat ikke – og nu vurderer selv bookmakerne, for første gang nogensinde, at den 69-årige Trump er den mest sandsynlige republikanske præsidentkandidat. Hvordan er det kommet så vidt?
Det er sjældent, at jeg har en virkelig aha-oplevelse med politiske analyser. Som regel er det kun konventionel visdom og kaffegrums pakket ind i forskellige grader af kynisme og ønsketænkning. Men det skete forleden – og lige siden har jeg set på politik gennem en ny kulørt prisme: For pludselig stod det blinkende klart, hvorfor ’The Donald’ Trump klarer sig så overrumplende godt i den republikanske kamp om at blive nomineret som præsidentkandidat. Han kæmper ganske enkelt efter nogle andre og mere spektakulære regler end de andre jakkesæt på højrefløjen. ’The Donald’ Trump skal betragtes som en wrestler – og de andre som boksere. Lyder det banalt? Så bare vent til forklaringen!
Spektakulær sport
Erkendelsen kom, da jeg læste Judd Legums tankevækkende tekst ’This French Philosopher Is The Only One Who Can Explain The Donald Trump Phenomenon’. Pointen er, at den franske filosof Roland Barthes allerede i bogen ’Mythologies’, fra 1957, forudså den overrumplende dynamik, der nu giver Donald Trump superkræfter i opgøret mod de andre og til sammenligning grå kandidater – og forklarer, hvorfor alle prognosemagere har taget fejl igen og igen, når de har erklæret, at enden var nær for Trump. For hver eneste gang er han genopstået stærkere end før. Han indfrier nemlig en dybtfølt længsel hos en enorm vælgergruppe.
Nøglen ligger i det indledende kapitel i Roland Barthes bog, som hedder ‘I fribrydningens verden’ i den danske oversættelse, der udkom med titlen ‘Mytologier – udvalgte essays om vor mytologiske hverdag’ på forlaget Rhodos i 1969. Her beskriver Roland Barthes indgående, hvordan show-disciplinen wrestling rummer en mytologisk kræft, der elektrificerer publikum.
Ja, umiddelbart lyder det skørt! Indrømmet: At en fransk filosof skulle have fanget understrømmene i tidens medieflimmer, allerede i 1957, før selv farvefjernsynet var blevet allemandseje, virker absurd. Jeg var derfor nødt til at finde bogen frem selv – og blev ærligt talt overrumplet af, hvor præcist Barthes rammer Donald Trump-fænomenet på kornet.
»Selv når en brydekamp afvikles i en af de mest snuskede parisiske sportshaller, er den i sit væsen beslægtet med det store solbestrålede skue: det græske teater og tyrefægtningen. Her som dér fremkalder det uforbeholdne lysvæld en lige så uforbeholdent ophidset stemning. Der findes folk som mener at fribrydning er en uædel sport. Brydekampen er ikke en form for sport, den er et skuespil, og det er ikke spor mere ufint at overvære en brydekamp med dens fremstilling af smerten end at sidde og følge med i Arnolphus eller Andromaques lidelser«. – Roland Barthes, 1957
Ærlig forlorenhed
Kontrasten mellem wrestling og boksning er voldsom: Tricks eller teknik, pomp eller præcision, ramasjang eller regler, løgn eller latin. På dansk pro-wrestlings hjemmeside forklares den forlorne showsport ganske ærligt i ordbogen under forklaringen på begrebet ’Kayfabe’: »Et gammelt udtryk, der dækker over, at wrestlings hemmeligheder ikke skal slippe ud. At bryde kayfabe er f.eks. at afsløre, at wrestling ikke er ægte«.
Judd Legum skriver i artiklen, der åbnede min øjne på vid gab: »I den aktuelle kampagne opfører Trump sig som en professionel wrestler, mens modstanderne forsøger at udkæmpe en boksekamp. Mens resten af kandidatfeltet udtænker deres næste jab, smækker Trump dem i hovedet med en metalstol. Andre i det republikanske felt bekymrer sig om reglerne, og forsøger at konstruere en strategi, i henhold til disse regler, der kan føre til nomineringen. Men Trump er ligeglad. I stedet er Trump fokuseret på hvert eneste øjeblik og på at fremkalde den maksimale lidenskab i netop det øjeblik. Hans tilhængere elsker det«.
Fascinationskraften i wrestling ligger i den forudsigelige uforudsigelighed, som ligger i nuet – øjeblikket – under selve showet. Enhver ved, at wrestling-kampen er koreograferet, og netop derfor værd at opleve. For hvad finder de nu på? Kun én ting er sikkert: The Show Will Go On!
»Tilskuerne er fuldkommen ligeglade med om kampens forløb er aftalt på forhånd eller ej, og med rette. De holder sig til skuespillets væsentligste karaktertræk, som er at ignorere enhver forhåndsviden og enhver tanke på senere konsekvenser. Det der har betydning for dem, er ikke hvad de tror, men hvad de ser. Disse tilskuere kender udmærket forskellen mellem brydning og boksning. De ved særdeles vel at boksning er en slags jansenistisk sport, hvor det gælder om at demonstrere en overlegenhed, et fortrin. Man kan indgå væddemål om udfaldet af en boksekamp; men med brydning ville noget sådant være meningsløst«. – Roland Barthes, 1957
Al omtale er god omtale
Uanset om Donald Trump beskylder f.eks. kvindelige journalister for udelukkende at stille kritiske spørgsmål til ham, fordi de har menstruation, eller han påstår, at arabiske indvandrere i New Jersey jublede i gaderne, da World Trade Center blev ramt af terrorangrebet 11. september 2011, ja, så preller de amerikanske mediers Detektor-agtige faktatjek af på ham. Jo mere opsigtsvækkende Donald Trump udtaler sig – eller snarere jo mere frenetisk han skriver på Twitter, hvor han som en anden internet-trold bombarderer de sociale medier med konstante opdateringer – desto mere opmærksomhed får han i mainstream-medierne. Og her synes en klassisk dynamik fortsat at gøre sig gældende: Al omtale er god omtale.
Mens de andre republikanske kandidater må bruge millioner af dollar på tv- og radioreklamer, for blot at trænge gennem lydmuren, kan Donald Trump sidde derhjemme i slåbrokken og blive ringet op fra samtlige politiske talkshows, og få fri taletid til at forklare og ofte skærpe sit seneste påfund. Dermed har Donald Trump forvandlet både tv-debatterne og nyhedsfladen til et realityshow – som han jo har god erfaring med som tidligere vært på ‘The Apprentice’, hvor de medvirkende celebrity-wannabees én efter én blev fyret af Trump. 70 procent af den samlede medieomtale går til Trump.
Donald Trump har forvandlet valgkampen til et reality-show, der dramaturgisk bygger op med vildere og vildere stunts, og som samtidig bryder med den almindelige forventning om fakta og formalia. Seerne kommer strømmende i milliontal. Aldrig har politiske tv-debatter haft så høje seertal.
»En boksekamp er et historisk forløb, der bygges op for øjnene af tilskueren. Ved brydekampen, derimod, er det hvert enkelt øjeblik der er betydningsmættet, ikke den samme periode. Tilskueren interesserer sig ikke for hvordan den endelige sejr efterhånden etableres, det han sidder og venter på er øjebliksbilleder af visse lidenskaber. Fribrydningen kræver altså at man med det samme aflæser de successive betydningstilstande, men ikke nødvendigvis at man forbinder dem indbyrdes. Hvordan kampen logisk må fortsætte, interesserer ikke en fribrydnings-fan, hvorimod en boksekamp altid på en eller anden måde har noget at gøre med en forudberegning af fremtiden. Med andre ord: brydekampen er en totalsum af enkelte optrin, hvoraf intet er en funktion af selve summen«. – Roland Barthes, 1957
Umulig at forudsige
Selv kongen af politiske prognoser, Nate Silver – som formåede at forudsige 50 ud af 50 delstater ved sidste præsidentvalg – vakler i forhold til at læse Trump. Som samtlige andre pundits, altså kommentatorer, afskrev han fra begyndelsen enhver realistisk mulighed for Trump. Nu har han i stedet sammenfattet tre teorier om Donalds Trumps succes:
1) Oprøret: Trump står som den mest markante repræsentant for dét anti-Establishment-oprør i USA blandt vrede, hvide arbejderklassevælgere, der kan sammenlignes med sejrsbølgen for partier som Front National i Frankrig og Dansk Folkeparti;
2) Hanekampen: To tredjedel af de republikanske primærvælgere foretrækker rent faktisk en anden kandidat end Trump, men da feltet er historisk splittet mellem (alt for) mange kandidater, toner han frem i spidsen;
3) Virakken: Trumps popularitet skyldes, at det er ham – og kun ham – som medierne interesserer sig for, og så længe dét er tilfældet, vil de andre kandidater være nødt til (også) at satse hovedløst, for at få opmærksomhed.
Bundlinjen er, at selv Nate Silver – som er den eneste spåkone, man behøver at følge – ikke længere udelukker, at Donald Trump ender med at vinde.
»Der er virkelig tale om en menneskelig komedie, hvor de mere socialt betonede følelsesnuancer (indbildskhed, selvretfærdighed, raffineret grusomhed, sans for gengældelse) altid har held til at mødes med det tegn der er bedst egnet til at udtrykke dem og videregive deres mening helt ned på de bagerste rækker. Det er klart, det ikke spiller nogen rolle om disse følelser er ægte eller ej. Hvad folket vil have, det er følelsens billede, ikke følelsen selv. Der er lige så lidt et sandhedsproblem ved en brydekamp som der er i teatret. Det som man håber på her som hisset, det er en anskuelig fremstilling af sjælelige situationer som normalt forbliver skjulte«. – Roland Barthes, 1957
Del af wrestling-scenen
Hvis du fortsat tvivler på forklaringskraften i sammenligningen mellem wrestling og Trump, så rul hurtigt gennem Youtube-videoen, hvor Donald Trump dyster med milliardær-vennen og ejeren af World Wrestling Entertainment, Vince McMahon. Optrinnet er grotesk – og viser på 4 minutter og 30 sekunder, hvorfor de andre kandidater ikke kan matche Trump. Man skulle tro det var løgn – og dét er det jo netop, på sin egen bizarre facon også.
»Det som fribrydningen først og fremmest skal udtrykke mimisk er et moralbegreb: retfærdigheden. Forestillingen om gengældelse er væsentlig for brydning, og når tilskuerne råber »mas ham«, så betyder det simpelthen »giv ham igen!«. Men det drejer sig naturligvis om en immanent retfærdighed. (…) Bryderne forstår udmærket at spille på tilskuernes trang til at blive forargede, når de går lige til de yderste grænser af retfærdighedsbegrebet, denne meget prekære yderzone hvor reglerne kun behøver at overtrædes en smule mere, for at portene åbnes til et fuldstændigt ragnarok. For en fribrydnings-fan findes der ikke noget skønnere end at se den hævntørst hvormed den forrådte kaster sig over, ikke sin heldigere modstander men det æggende billede at illoyalitet«. – Roland Barthes, 1957
Retfærdighedskamp
Men hvad har alt det her med Barthes at gøre? Jo, hans provokerende pointe er, at boksning ikke er wrestling moralsk overlegen. Den regelrette kamp er ikke nødvendigvis finere end frikampen. Og heri ligger den centrale erkendelse i forhold til Trumps triumf: Han opfylder en længsel blandt mange vælgere efter en bramfri, brutal og bindegal politikertype, som tør gå nådesløst og lodret op imod såvel de hyper-pragmatiske levebrødspolitikere som de fromme ideologer.
Selv om Trump kan virke ærkeamerikansk, findes fænomenet også i Europa, hvor særligt den italienske komiker Beppe Grillo har formået at gøre politik til et karneval med sin 5-stjernebevægelse, der mobiliserede mere end hver fjerde vælger ved sidste parlamentsvalg i Italien. Som gammel gøgler formår Grillo med sit slogan »Tutti a casa« – send dem alle sammen hjem – at spille på mange af de samme følelser som Trump, ved at appellere direkte til vælgernes cocktail af krænket retfærdighedssans, vrede mod etablissementet og lyst til gang i gaden.
»Visse kampe, og deriblandt nogle af de mest vellykkede, munder ud i et totalt kaos, et tøjleløst slagsmål hvor regler og konventioner fejes til side tillige med dommeren og tovene, så det hele bliver til en triumferende uorden, der også griber resten af sportshallen og ender som en pêle-mêle af brydere, sekundanter, dommer og tilskuere. (…) Når bryderne i ringen udfolder deres påtagede ondskabsfuldhed, er de guder, for i nogle få øjeblikke er de den nøgle, der kan lukke op for naturen, den rene handling som skiller det gode fra det onde og afslører billedet af en savnet retfærdighed«. – Roland Barthes, 1957
Vælgernes længsel
Engang hed en amerikansk talemåde: »Washington er showbusiness for de grimme«. Underforstået, at dem der ikke kan klare sig på deres glatte fjæs og charme på den anden side af Amerika, ovre i Hollywood ved Los Angeles, må søge mod den politiske hovedstad, befolket af tykke mænd i grimme jakkesæt. Donald Trump har også vendt denne logik på hovedet – for nu træder han efterhånden frem som en celebrity-kendis, der i gennemslagskraft og ikonstatus langt overgår de forsigtige og polerede skuespillere.
Trump behøver ingen såkaldte ‘endorsements’ fra sladderpressens darlings, for han er en større skandale selv. Og han behøver heller ikke donationer fra andre rigmænd, for han er med sine anslåede formue, på over 6 mia. dollar, endnu rigere selv. Og måske er dét i virkeligheden hans afgørende trumfkort: Som den eneste kandidat kan han med blot en lille grad af troværdighed træde frem som fribryderen, der ikke vil lade sig korrumpere af lobbyinteresser. Det kan være svært at forholde sig til, men måske er Donald Trump ikke engang det værste moralske mareridt, man kan forestille sig.
Forsidefoto: Bill Pugliano / Scanpix