Forskellen er som dag og nat. Alt afhænger af om han læser direkte op fra en færdig og formfuldendt tekst via skærmen på en teleprompter, eller om han som oftest blot freestyler uden mål og med. USA’s præsident Trump er i sandhed en Dr. Jekyll og Mr. Hyde-figur, der skifter temperament og karakter fra gang til gang. I nat var Donald J. Trump i det milde hjørne, da han ord for ord oplæste taleskrivernes årlige State of the Union-tale.
Helt uvant for de fleste tilhørere rakte han hånden ud til modstanderne og appellerede til samarbejde og forsoning. Trump var sjældent disciplineret, og modstod fristelsen til at udspy provokationer eller perfiditeter. I næsten 120 minutter lod han sig selv diktere af de ferme taleskrivere, som har brugt måneder på at forberede SOTU-talen, der i en amerikansk sammenhæng har endnu større betydning end f.eks. statsministerens åbningstale i Folketinget.
I nat forsøgte Trump at optræde i en rolle, der ellers er ham fremmed, nemlig i den præsidentielle rolle, hvor man forsøger at tale opbyggeligt på hele nationens vegne, og hverken nedbrydende pessimistisk eller hadsk polariserende som han gjorde et stort nummer ud af ved indsættelsestalen for lidt over et år siden. Nej, i nat var ordene polerede. I hvert fald på overfladen.
Som Danmarks bedste USA-korrespondent Kristian Madsen konstaterer i dagens Politiken dækkede de mere afdæmpede ord ikke over en ny politisk linje: ”Bag den teknisk flotte retoriks overflade lå der krasse politiske budskaber, der ikke veg en tomme fra Trumps program. Det var ikke Twitter-Trump med tilfældige udfald mod Gud og hvermand, men politisk pigtråd pakket ind i candyfloss. En fremstrakt olivengren med torne som barberblade,” skriver Kristian Madsen (bag betalingsmuren).
Europæisering af USA
Det mest kontroversielle tema i USA er immigration og illegale udlændinge, som er så velkendt for store dele af resten af verden. Trump gentog, at han gerne vil bygge en mur til Mexico, at reglerne for familiesammenføring skal strammes, og at det særlige system med arbejdstilladelse efter lodtrækning skal sløjfes. Umiddelbart er det alt sammen stramninger, der placerer ham ude på den yderste højrefløj. Men Trump er langt fra lige så yderligtgående som højrefløjen i Europa.
Sandheden er, at Trump i sine praktiske forslag – senest med nattens opfordring til et tværpolitisk immigrationskompromis med Demokraterne – placerer sig nogenlunde i midten af det spektrum, vi kender fra Europa. Måske lidt til den såkaldt ‘slappe’ side? Amerikanske politikere er nemlig langt fra lige så rabiate i immigrationsdebatten som europæerne. End ikke Trump ville kunne finde på at sige mange af de hidsigheder, som folkevalgte fra Dansk Folkeparti og aspiranter fra Nye Borgerlige næsten dagligt kolporterer.
Trump er ellers blevet udskreget som alt fra fascist over racist til kvindehader: Donald J. Trump sætter stor og tung krop (108 kilo) på mange af de fjendebilleder, som multifarvede græsrodsaktivister, progressive typer og alverdens venstrefløjsere elsker at hade. Efter valget af Donald Trump forrige efterår frygtede mange i Europa, at Trumps kulørte medietække og spektakulære evne til at aflede opmærksomheden fra reelle hverdagsbekymringer ville komme hertil – og vende totalt rundt på vores politiske landskab.
Rædselsscenariet var, at præsident Trump ville opildne til en endnu mere splittende debat i Europa. Men virkeligheden er en anden, ja, faktisk den stik modsatte. Dansk og europæisk politik er ikke blevet trumpificeret, som man måske kunne få indtryk af, når f.eks. tyske aviser omtaler udlændingeminister Inger Støjberg som ”Trumpine”. Det er snarere opblomstringen af højrenationalismen i Europa, som har sendt chokbølger herfra over Atlanterhavet og påvirket sprogbrugen i amerikansk politik.
Det er under påvirkning fra partier som Front National i Frankrig, UKIP i Storbritannien og Dansk Folkeparti, at Trump og mange andre har skærpet retorikken i udlændingedebatten. Ikke omvendt.
Uanset farve og religion
Opsigtsvækkende nok har den stadig mere uforsonlige tone over for immigranter og flygtninge – endnu – ikke affødt den samme grad af ændringer i lovgivningen i USA. Mens europæiske politikere er markant længere ude i deres udfald mod indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed og samtidig har strammet reglerne for indrejse og ophold betydeligt, er Amerika endnu ikke ved at lukke sig til.
Tværtimod gentog præsident Trump i nat, at det er politikernes fornemmeste opgave at beskytte alle borgere, uanset ”baggrund, hudfarve, religion og trosbekendelser”. Og han åbnede op for en mindelig løsning, hvor de såkaldte ‘Dreamers’ – unge mennesker, som er kommet illegalt til USA – kan få reelle opholdstilladelser og med tiden statsborgerskab. Et tilsvarende forslag ville være utænkeligt i Europa: Forestil dig, at politikere fra højrefløjen i Europa skulle gå med til at give statsborgerskab til unge migranter fra f.eks. Afrika, som vel at mærke er komme hertil ulovligt og uden beskyttelsesbehov. Dét vil aldrig ske. Men sådan tegner det altså til at ske i USA. En verden til forskel.
Indvandringslandet Amerika har stadig stolte og stærke værdier, som Trump ikke engang ønsker at lave om på. I hvert fald ikke når han er i det diplomatiske hjørne som i nat. Lynsnart kan han skifte karakter igen, og vende tilbage til opflammende udfald på Twitter. Sådan plejer det jo at gå. Det betryggende er imidlertid, at det kun er den præsidentielle Trump – ham, der læste op fra teleprompteren – der kan få noget gennemført i Washington D.C. Hvis præsident Trump skal have resultater, kommer han ikke uden om at måtte søge flertallet i kernen af det klassiske USA – og her er der ingen, absolut ingen, som gider høre på skingre udfald fra hverken Inger Støjberg eller Marine le Pen. /Lars Trier Mogensen