Ingen aner, hvor grænserne går

Siden overgrebene i Køln har danske kvinder delt deres egne personlige historier om krænkelser og overgreb på sociale medier. Tilråb, befamling og voldtægt. Det er ofte voldsomme beretninger, og mange kvinder beskriver, at de selv sidder tilbage med skamfuldhed. Måske fordi de ikke kunne sætte grænser, der blev respekteret og på den måde passe på sig selv. Og debatten handler derfor primært om, at kvinderne vil vinde kroppen tilbage, de vil sætte ord på, hvornår grænsen for kropsintegritet er overskredet og på den måde vinde magten over, hvad vi kan tale åbent om.

Grænseløst

Kampen ligger også et helt andet sted: Kønsforsker og antropolog Christian Groes foreslår, at det grundlæggende dilemma handler mindre om, at kvinder skal lære at sige tydeligt fra, og mændene skal lære at lytte. Det grundlæggende problem er, at vi ikke selv ved, hvad vi vil: »Det kan gælde begge køn, men særligt unge kvinder, der afprøver deres egen seksualitet. For spørger de sig selv; hvor ligger mine grænser?, så ved de det ikke. Måske ved vi det først, når vi er nået derud«, siger Groes.

Og det er risikabelt, for hvor meget kan man afprøve sine grænser? Samfundet har normer for, hvad man enten bør gøre eller netop ikke bør gøre for at afprøve grænser. »Og samfundets normer stemmer ikke nødvendigvis overens med ens egne normer. Så samfundets normer kan både begrænse seksualiteten og fremme den så langt, at man ikke længere føler, at man er med i det.«

Efter en ubehagelig oplevelse bliver kvinden eksempelvis spurgt: Hvorfor satte du dig ind i bilen med ham? Hvad havde du forventet, der skulle ske, da du gik med ham hjem?

Hvad laver samfundsnormen der? – Det er vel de to, der er på vej til at definere i en dialog omkring, hvor de skal hen? 

»Der findes så at sige et manuskript for, hvad der skal ske; forventningerne er skabt af eksempelvis romantiske film, og vi tror, at vi derfor ved, hvad vi kan forvente i situationen. Det er de kulturelle normer.«

Grænser for berøring

Mange beretninger handler om kvinder, der er blevet befamlet i nattelivet. Baller. Bryster. Lår. Og alene det faktum, at manden rørte umotiveret føles krænkende. »Berøring er ikke i sig selv et problem, det handler om hvordan og ikke mindst hvornår han rører hendes bryster. Der skal jo berøring til for at der kan opstå et forhold«.

Men hvornår er den acceptabel. Enhver berøring ude af sammenhæng kan blive misforstået. Klap på skulderen, omfavnelse, tage nogen i hånden kan være grænseoverskridende.

»Jo mere vi bliver bevidste om de grænser, og bevidste om forskellen på din krop og min krop og den kropslige indentitet, des nemmere er det at føle sig krænket«, siger Groes. Der er næppe tvivl om, at vores kropskultur er markant anderledes end andre steder i verden. I den vestlige verden, har vi fokus på kropslig integritet.

»Din krop – min krop. Og den skelnen kommer man ikke langt med i Latinamerika eller Afrika. Det er umuligt. Der er konstant berøringer, folk kysser og krammer og danser. Ikke at berøre er det unormale andre steder i Verden. Herhjemme kan vi give det så meget fokus, at enhver berøring virker som en krænkelse.«

Overskridelseskultur

Hvis vi er berusede og gerne må berøre, må vi så også i en anden tilstand, når vi er blevet ædru igen? Det forbudte bliver forstærket i en berøringsangst kultur. Og det er det, vi er, berøringsangst, i forhold til mange andre steder, set med antropologens briller. »Mænd har skulle passe på, hvor meget de måtte røre hinanden. Rejser vi ud, ses mænd, der rører hinanden, holder om hinanden i timevis. Og det har vi også svært ved. Så det handler ikke kun om, hvad der sker på tværs af kønnene også mellem samme køn.«

Siger du, at vi undertrykker det, der er naturligt andre steder i verden, og som dybest set også ville være naturligt for os?

»Nej, du får ingen antropolog til at dømme sådan. Vi lever nu engang, hvor vi gør, men der bliver skabt nogle andre modsætningsforhold, når vi har en overskridelseskultur i nattelivet med druk, hvor mange oplever, at der bliver løsnet op. Og det må vi også tage alvorligt. De oplever, at det bliver mere afslappet, det kan selvfølgelig også være en kulturel konstruktion, men det fundamentale dilemma er, at hvis der ikke finder en berøring sted, kommer der ikke til at ske noget. Og i og med at vi alle længes efter sex og kærlighed, så skal der jo finde en berøring sted. Hvordan skal det ellers foregår?«

Hæmmende bevidsthed

Med frygten for at alt kan blive opfattet som en grænse, følger frygten for at overskride hinandens grænse. Christian Groes finder eksemplet i den modsatte ende, nemlig idet at nogle kvinder kritiserer, at skandinaviske mænd ikke kan finde ud af at kurtisere. »Det er bandt andet fordi de ikke tør at berøre. Så selvom fokus er, at mænd berører for meget og forkert, så er der også mange der i den grad afholder sig fra at berøre, fordi er enormt bevidste om ikke at komme til at røre. Går udenom. Jeg kender det fra mig selv; på en bar sørger jeg for virkelig at smyge mig udenom.«

Du er simpelthen også bange for at træde over grænsen til intimsfæren? 

»Ja. Med mænd er det ok, hvis min mave lige rammer deres røv, men hvis det er en kvinde, så skal man bare passe på. Den bevidsthed ligger hæmmende hos mange mænd.«

Sex som magtmanifestation

Når mænd seksuelt overskrider kvinders grænser handler imidlertid muligvis mere om magt end om sex. »For mænd, der ikke har magt i andre sammenhænge, kan det seksuelle skabe fundamentet for deres maskulinitet. Og for mænd med magt ses det, at de også seksuelt føler sig urørligt. Der er andre eller rettere ingen grænser for dem, fordi de føler sig magtfulde. »Solkongen. Han føler sig urørlig. Og vi kender det helt banalt med chefen der sexchikanerer sekretæren, mandelig overordnet til kvindelig underordnet. Det er magtforholdet, der er afgørende, ikke kønnet, for den mandlige underordnet bliver fyret, hvis han sexchikanerer sin kvindelige chef. Vi kan ikke tage magtelementet ud af overskridelserne, hvad enten det foregår på arbejdspladsen, i byen eller i hjemmet sågar«.

Ingen regler for forførelse

Så med antropologens syn forstår vi; at vi ikke ved, hvad vi har lyst til og kender ikke egne grænser. Vi er bange for at røre ved hinanden, og vi kan derfor ikke så at sige føle os frem. Og så er der iøvrigt ingen hjælp at hente i normen eller seksualkulturen, for vi er et samfund uden regler: »Der er ingen Emma Gad for, hvordan man forfører eller må eller bør forføre. Alt er til forhandling og det er utroligt forvirrende for både kvinder og mænd. Hvordan finder vi hinanden? – Kan vi, kønnene imellem, have en dialog om, hvordan vi virker på hinanden? »Tør vi det, vi danskere?« Christian Groes vender grinende mit spørgsmål.