Det sker af og til, at Danmark bliver fremhævet som et eksemplarisk lykkeligt folkefærd. Så sent som i går var denne særlige danske lykke i vælten, da The Guardian rejste det relevante spørgsmål: ”Hvordan bygger man en sund by? København afslører sine hemmeligheder.” Svaret, hemmeligheden, er sædvanen tro noget med, at vi simpelthen cykler så meget herhjemme, og at vi hopper i vandet (?), selvom det er koldt, og måske er det, fordi vi engang har været vikinger. Den analyse må stå for egen regning, men uanset hvad er det jo altid rart at modtage omverdenens beundrende blikke. Dém vil vi gerne bade i. Men det er lidt som at få ros fra sine forældre eller en chef i en situation, hvor man ikke fortjener det.
De engelske Danmark-fans er lovligt undskyldt. De vidste formentlig ikke, at lige netop i går også var dagen, hvor Økonomi- og Indenrigsministeriet offentliggjorde analysen ”Parallelsamfund i Danmark”, hvori vi kunne læse, at 28.000 familier lever i parallelsamfund.
Fra analysen: ”Et parallelsamfund er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund”.
Fundamentet er dog vakkelvornt. Det siger holdet bag analysen endda selv, da de allerede i indledningen forklarer, at det er ”umuligt at komme med et sikkert, statistisk bud på, hvor mange personer med ikke-vestlig baggrund, der reelt lever i parallelsamfund i Danmark”. Analysen kan faktisk ikke rigtig sige noget som helst om parallelsamfund, men man sjusser sig frem til en gruppe af lavtstillede borgere, der godt kunne leve i et. Det er mennesker med ikke-vestlig baggrund, der bor i alment boligbyggeri (ikke nødvendigvis på ghettolisten), og hvor mindst én i familien ikke arbejder eller går i skole. Herudover skal en fjerdedel af de mennesker, der omgiver familien, have en ikke-vestlig baggrund. Det giver så omkring 28.000 familier, men er som nævnt et ganske usikkert tal.
Det har alt andet lige ikke holdt landets politikere fra at kommentere rapporten, og debatten kan således blusse op på ny. Vi er ærlig talt lige så usikre som rapportens forfattere på, hvor meget den debat egentlig gavner, men grundlæggende bør man måske stille sig selv spørgsmålet: Hvad samler et folk, og hvad adskiller?
Vi har en forsigtig delkonklusion. For intet kan samle landet som en national sangkonkurrence. Det danske Melodi Grand Prix blev i weekenden afholdt i Gigantium i Aalborg, og vinderen af konkurrencen blev 32-årige Jonas Flodager Rasmussen fra Viborg. Hans sang ’Higher Ground’ siges at være inspireret af et vikingesagn. Og det er man tilbøjelig til at tro på, fordi Jonas Flodager Rasmussen er som snydt ud af næsen på en sand vikingehøvding. Og så er han fra Viborg – en by, der vel aldrig har været så stor, som den var i vikingeårene.
Var det vikingefrelseren – vores alle sammens viking – vi mødte i Gigantium i lørdags? Det kan vi kun håbe på. Der er stor chance for, at det er en som ham, regeringen har brug for. De mangler en høvding, men har ellers vikingementaliteten på plads – det viser de med analysen: de ved godt, at det faktisk slet ikke kan lade sig gøre. Men derfor kan man jo godt gøre det alligevel. Det ville en rigtig viking også have sagt. /Emil Findalen