Stormvejret i Silicon Valley

Vi kender myten. En ung mand går på universitetet, og han er ret nørdet, men på en sød måde. Han er faktisk så klog, at han holder sig alene for at undgå at blive drillet med, hvor klog han egentlig er. Pigerne kan ikke lide ham, og han kan ikke tale med andre, faktisk har han ikke rigtig nogen venner, højst en halv i skikkelse af en overbærende sjæl, der forbarmer sig og prøver at overbevise ham om, at andre mennesker er gode nok. Hans foretrukne sprog er det binære talsystem, og hans bedste ven er en computer. Så sætter han sig op på sit studiekammer – eller endnu bedre: i en garage – og nul, et, nul, et, så finder han på en god idé, der revolutionerer vores verden og gør ham til milliardær.

Firmaet slår sig ned i verdens techmekka, Silicon Valley syd for San Francisco, og sammen med andre aparte computerguruer skaber firmaet nogle innovative arbejdsmiljøer, hvor de kan spise fårekyllinger i kantinen og eksperimentere med mikrodoser af lsd for at fremme kreativiteten. For i Silicon Valley kan alt lade sig gøre. Det er her, de kreative nørder gakker ud og arbejder under en altoverskyggende dagsorden: At gøre verden til et bedre sted. For eksempel under et motto som ”Don’t be evil”, som Googles motto lød, inden de ændrede det til ”Do the right thing”.

Men én ting er myten, en anden er virkeligheden, og noget tyder på, at billedet er ved at krakelere. Techindustriens mastodonter har vokset sig så store og medført så mange problemer, at medier verden over er begyndt at diskutere, om det er nødvendigt at tage affære. Sideløbende dukker historier op om intolerance og sexistiske krænkelser i Silicon Valley. Er befolkningen ved at vågne?

Ingen bag rattet

Den amerikanske professor Scott Galloway er ikke i tvivl: De fire store – og her mener han Amazon, Apple, Facebook og Google – må brydes op. De har monopolstatus, og så må man gøre noget, ligesom præsident Theodore Roosevelt, trust-busteren, gjorde i starten af det 20. århundrede. Dengang i USA var der monopolvirksomheder, som for eksempel sad på 96 procent af sukkerhandlen eller på over 90 procent af olien, og derfor så man et behov for at regulere markedet.

Når Apple fabrikerer deres telefoner til at gå i stykker efter et bestemt stykke tid, er det selvfølgelig rå kapitalisme, men mere interessant vidner det om en selvtillid, der er en ægte monopolmagt værdig. De behøver ikke spå om fremtiden – de ved, at du køber en ny.

Men hvad er forskellen på dengang og i dag, spørger Galloway retorisk. Google sidder på 92 procent af søgemaskinemarkedet, og det betyder, at de har så godt som monopol på en uendelig mængde data om en stor del af verdens befolkning. Hvis ét firma ejede 92 procent af bilindustrien eller fødevareindustrien, ville de fleste nok løfte et øjenbryn eller to.

Det samme kan siges om Facebook, der har over 2,1 milliarder brugere. Det er alligevel en slat, og det medfører unægtelig en vis form for magt – og et kolossalt ansvar, som Facebook-stifter Mark Zuckerberg indtil videre ikke har taget på sig. Det er en del af filosofien omkring Facebook, at det er vores alle sammens, og derfor skal det være frit. Det er jo fint nok at have sådan en filosofi, men spørgsmålet er, om den har gang på jord.

Zuckerbergs ”alle-artikler-skal-se-ens-ud”-idealisme fik alvorlige følger, da det viste sig, at det amerikanske præsidentvalg blev forpurret af falske nyheder fra russisk hånd. Og for nylig kom det frem, at de eksperter, der havde talt i rosende vendinger om Facebooks nye beskedtjeneste til børn, Messenger Kids, var i lommen på Facebook.

De store techmonopoler betaler heller ikke skat. I hvert fald ikke særlig meget. I USA fra 2007 til 2015 betalte Apple 17 procent, Google 16 procent og Facebook 4 procent i skat. De er måske lige kreative nok, når de benytter sig af skattely, og det kan dårligt siges at harmonere med deres image om at gøre det rigtige for menneskeheden.

Alt sammen er med til at tegne et billede af nogle techvirksomheder, der er blevet så store, at de kan gøre, hvad der passer dem, og noget tyder på, at de ikke kun er sat i verden for at frelse os.

En døende myte

Techguder som Steve Jobs, Bill Gates og Mark Zuckerberg trækker alle på mytologien om den nørdede computermilliardær, og vi ser den i talløse bogbiografier og Hollywood-filmproduktioner. Den historie bliver vi ikke trætte af, fordi den jo lyder af den amerikanske drøm eller måske endda Den grimme ælling, og det kan vi godt lide. Det er en god historie.

Den er faktisk så god, at vi vil blive ved med at se Mark Zuckerberg i sine grå T-shirts, uanset hvor mange gange vi spørger, om der da ikke snart er råd til et jakkesæt. Trøjen bliver ved med at være jogginggrå, fordi den er et stærkt symbol på, at Zuckerberg er nede på jorden, og på den måde er han sådan set stadig en college-studerende. En helt almindelig fyr, der tilfældigvis bare er lidt nørdet.

Men den historie ser vi ikke, når det handler om en oliemilliardær eller en børsmægler. Der bliver billedet malet med dystopiske farver i kolde nuancer. Moralen bliver ofte noget i stil med, at penge ikke er alt – faktisk kan mennesker blive kolde, hvis de går for meget op i penge, fordi kapitalismen er benhård og ubarmhjertig. En sådan moral bliver for eksemplets skyld portrætteret af Michael Douglas i Wall Street (1987) eller Leonardo DiCaprio i The Wolf of Wall Street (2013).

Monopoler med malurt i bægeret

Silicon Valley vil ændre verden, og det har de gjort. Sociale medier og søgemaskiner har faktisk ændret verden ganske ekstremt, og efterhånden er vi nået til et punkt i menneskeartens evolution, hvor vores hjerner udløser dopamin, når vores telefon vibrerer, fordi vi instinktivt tror, at noget godt er på vej, og at vi måske har fået et like eller en venneanmodning. Det er den betingede refleks, som vi kender den fra Pavlovs hunde, der begyndte at savle, når de hørte madklokken.

Sagen er, at vi har lagt vores liv i hænderne på teknologien. Med ungdommelig idealisme og verdensreddende teknologi i en giftig cocktail buldrer den førerløse Silicon Valley-bil af sted, som om der er en mening med galskaben – en, der er større end at lave penge. Det er der muligvis også. Men techgiganterne fylder så meget i vores verden, at menneskeheden oplever en række fysiologiske, økonomiske og demokratiske konsekvenser.

Men hvad gør vi så? Peter Thiel, en stor techinvestor og entreprenør, har efter fire årtier i Silicon Valley fået nok og er flyttet til Los Angeles, der for ham fremstår mere humant. Hvis folk fulgte efter, kunne dét være en løsning. Skuespilleren Jim Carrey opfordrer til boykot, og det kunne selvfølgelig også være en løsning, der kunne rive tæppet væk under mastodonterne, men ærlig talt også et utopisk forslag med en sen timing.

Nogle mere kropsnære solar plexus-slag kunne måske komme fra nogle af de store kinesiske techfirmaer, der ikke længere ser op til Silicon Valley, fordi de føler, at de kan ændre verden på egen hånd. Og det kan være, det er sundt med lidt konkurrence, men det kan også godt ske, at vi bliver nødt til at tage vores telefoner og ringe til noget så gammeldags som de statslige myndigheder. Hvis de da kan gøre noget.