Der er kun en formand Xi

Fremmødet var rekordstort, da det årlige World Economic Forum blev afholdt i januar i Davos i de schweiziske alper. Man kunne se politiske ledere fra Indien, Brasilien og alle G7-landene, dvs. Canada, USA, Italien, Japan, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og EU. Men Kinas præsident, den 64-årige Xi Jinping, var der ikke. Han nøjedes med at sende en stedfortræder.

På World Economic Forum sidste år var Xi Jinping ellers i hopla. Han holdt endda åbningstalen, hvori han greb chancen for at tale om globaliseringen i et ganske højtravende sprog: ”At hige efter beskyttelse er ligesom at låse sig selv inde i et mørkt rum. Man holder blæst og regn ude, men også lys og luft,” sagde Xi, formentlig med reference til Brexit og til Donald Trumps immigrationsforbud.

Men i år var han der altså ikke. Få dage forinden kunne hans landsmænd hjemme i Kina stå op til China Daily-spisesedler med teksten: ”Verden har aldrig haft så meget fokus på Kina og haft så meget brug for Kina, som den har nu”. Selv om China Daily er Kinas kommunistpartis propagandasprøjte, er det en bemærkelsesværdig udmelding. For hvis verden har så meget brug for Kina, hvorfor ville Xi Jinping så ikke tage til Davos?

Putin plus Mao

Fordi han ikke behøver, og fordi han har nok at rive i hjemme i Kina. I efteråret 2017 blev Xi Jinping skrevet ind i Kinas Kommunistiske Partis principprogram. Dengang sagde Willy Lam, professor i politik på The Chinese University i Hongkong, at det kunne ”give ham en status, der er på højde med Mao Zedong”, og The Economist kaldte ham verdens mest magtfulde mand.

Xi Jinping har fortsat stilen og ligner nu endnu mere formand Mao. 25. februar foreslog den kinesiske centralkomité at fjerne reglen om, at præsidenten kun må aftjene to femårige perioder. Det betyder, at Xi Jinping kan sidde så længe, han vil. Og noget tyder på, at han har tænkt sig netop det.

Han er leder af kommunistpartiet, øverstkommanderende, han er forfatter til den mest populære bog i Kina, og så er han også den person, som China Daily benytter sig af og hylder som den bedste politiske kommentator. Det hele hænger sammen. Det er Xi, det handler om. Da CNN i efteråret 2017 forsøgte at lave en top fem over de mest magtfulde kinesere, ramte de muren, da de ringede til historieprofessor ved University of California Jeffrey Wasserstrom – han kunne ikke vælge fem, sagde han, men hvis han absolut skulle, så måtte det være ”Xi, Xi, Xi, Xi og Xi”.

Flirten med Vesten

Som verdens næststørste økonomi har kineserne rigeligt med bejlere. Den franske præsident, Emmanuel Macron, forærede, da han var på besøg i efteråret, Xi Jinping en hest som et udtryk for fransk excellence. Og det har altid været god latin for en amerikansk præsident at ty til skønne vendinger for at beskrive sit kinesiske modstykke. Således roste Donald Trump Xi Jinpings ”ekstraordinære opstigning” og kaldte ham en ”konge”. Men måske ville det være mere passende at kalde ham en formand.

Formand Xi har store planer for Kina. Hans omfattende planer for en global infrastruktur, Belt and Road-initiativet, en opgraderet version af Silkevejen, inkluderer omkring 70 lande og er et led i Xis plan om at styrke Kinas økonomi. Det er enormt dyrt, omfattende og ekstremt ambitiøst.

Samtidig bliver de kinesiske idéer udbredt via Konfucius-institutterne. Sådan et findes fx på Copenhagen Business School. Institutterne er blevet kritiseret for at sprede kinesiske budskaber og  for at være propagandaværktøj for kommunistpartiet – så kan kineserne selv bestemme, hvordan resten af verden skal lære om Kina. Uanset hvad så står det fast, at Xi Jinping er ‘for’ globalisering.

Globaliseringspoesi

Når formand Xi anvender et poetisk sprog, når det kommer til globalisering, er det vigtigt, at Vesten lytter ekstra godt efter. I 2009, altså tre år inden han blev valgt som Kinas præsident i 2012, forsikrede han omverdenen, at der intet er at være bange for, selv om ”udlændinge ikke har noget bedre at give sig til end at pege fingre af Kinas affærer. Kina vil ikke, for det første, eksportere revolution; for det andet, eksportere fattigdom og sult; og for det tredje, volde jer problemer. Hvad mere er der at sige?”

Og måske er der ikke mere at sige. Det kan lyde tomt og ‘gratis’, men omvendt afspejler det hans verdenssyn, selv om det er pakket ind i poesi: ”Vi skal ikke få den vane at trække os tilbage til havnen, hver gang vi ser en storm, for det vil aldrig få os til den anden kyst”.

Havnemetaforen er et klart signal om, at globaliseringsprojektet ikke er for sjov: for mens Maos Kina led under en dårlig økonomi, så ved formand Xi godt, at kun ved at omfavne det globale marked, kan Kina blive endnu større. Og så kan Vesten sådan set sige, hvad de vil.