Nyhedsanalysen
Dommedag nu
Dommedag nu
Det hører til sjældenhederne, at Kristeligt Dagblad trykker tekster, der fremstår som noter fra en sygejournal. Det er heldigvis også lang tid siden, at avisen sidst har trykt en så rablende paranoid tekst som denne kronik, skrevet af de herrer Sven Ove Gade, forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, Bent Jensen, professor emeritus, dr. phil. ved Syddansk Universitet, og sidst men ikke mindst Søren Krarup, tidligere sognepræst og forhenværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti. Én sætning siger det hele: ”Ingen anden situation i Danmarks historie har været af samme frygtelighed og farlighed som den nuværende.” Ingen anden situation i Danmarks historie? Ikke engang den nazistiske besættelse fra 1940-1945? Ikke den kongeløse tid efter 1332, hvor hele Danmark var pantsat til fremmede magter? I al sin dramatiske defaitisme er de tre gamle mænds tekst om indvandring og islam et sjældent set dokument og, ja, et faktisk monument for alarmistisk historieløshed.
…