Peter Laugesen er en ven af universet

Man kan prøve igen og igen at finde ud af, hvad det er, der gør en digter til en stor digter. Det er ikke så let, som det lyder, for opstiller man nogle kriterier, vil der altid være en anden stor digter, der enten slet ikke lever op til dem eller for længst har distanceret sig fra overhovedet at passe ind i noget som helst skema, hvor kriterier findes.

Men uanset hvad, Peter Laugesen er en stor digter. Digtekunsten er jo ikke en konkurrence, og derfor vil man nødigt med intelligensen i behold tale om større og slet ikke størst, når det drejer sig om digtere. Men i Peter Laugesens tilfælde får man uvægerligt lyst til at benytte sig af superlativer, når man skal beskrive hans poesi og hans format.

For der er noget på én gang rent og urent ved hele projektet, der er så overbevisende, at man let væltes ned fra sin sikre stol. Det urene, ja, det var hele udgangspunktet. Her var en poesi, der sådan set slet ikke var en poesi, men en skriftudladning, der ville nævne og benævne hvad som helst og ikke ville stille sig til rådighed for en æstetisk dom.

Det var en mangeårig praksis, som holdt ud og blev ved, der var ikke nogen egentlig begyndelse og ingen ende på det; det var en slags tidens opløsning, fordi det fortsatte og uigenkaldelige, det, der forsvandt, og det, der kom til syne, aldrig blev udsat for en pause, et ophold i en lysning eller en stilhed, hvorfra energien kunne hentes op, den var der bare.

Man kunne igennem disse år altid vide sig sikker på, at her herskede usikkerheden, rådvildheden, udsatheden, som også var en slags hippiens standpunkt, den, der ikke havde hjemme i det konventionelle, det på forhånd kendte eller af samfundet accepterede. Her var en anden orientering, nærmest i mørke vandrede skriften, med en bjergside til begge sider.

Bog lagt til bog, det var et bygningsværk. Det var en tidslinje, og samtidig var det netop ikke lineært, men oceanisk eller bevægende sig i flere retninger på samme tid, så det – skriften, det til stadighed udfoldede og udfoldende – på det nærmeste dannede et tæppe, en væg af ord, der kæmpede sig fri af vedtagne betydninger, som alle ville føre til undergang.

Med andre ord var det med livet som indsats, at den unge digter brød med normerne og sås i yderpositioner, hvor man kun kan opholde sig i en vis tid, en given livslængde. Heldigvis var Peter Laugesens projekt i stand til af sig selv, sin egen midte, så at sige, at uddrage en ny enhed, man kunne kalde overlevelsens åbning til øjeblikket. Her fandtes poesien.

I forvandlingen fra den uophørlige urenhed til dén ophørets renhed, som hvert øjeblik rummer, udsprang nye muligheder. Paradoksalt nok havde det nye hele tiden været der, og det gamle forblev et sted inde i det nye, men det nye blev ikke desto mindre til, og det skete – og sker – for øjnene af den stadigt høje, fortsat, ja, lykkelige læser, der nu kender livet.

For intet er entydigt og slet ikke i poesien, som flager på hel og halv stang i samme moment, udtrykker noget og lader sig udtrykke på samme tid, ved, hvad den taler om, og rammes af det vilkår, den netop beskriver. Det skaber en rytme, som er kroppens rytme, åndedraget, dansen, på skriftens underlag eller med svævende frihed som det høstede, indhentede.

Vi ved alle, at Peter Laugesen tidligt mødte Dan Turèll, at der opstod et venskab, at en fælles ild brændte, vi er tilbage i 1965, hvor alt i enhver betydning var anderledes, og dog slog liv og død på den samme tamburin som i dag, og himlen sejlede forbi med sine skyer. Her ikke blot mødtes de to digtere, men to digterveje grundlagdes, som længe fortsatte parallelt.

Ja, broderskabet, korrespondancen, vedblev at finde sted lige til Dan Turèlls død, Dan Turèll skrev smukt om Peter Laugesen ved dennes 50-års fødselsdag, og Peter Laugesen skrev mindedigte og redigerede Dan Turèlls digte i to bind, som stadig står som det endegyldige udvalg, hvis man ikke simpelt hen vil læse det hele og er en egentlig Dan Turèll-nørd.

Det er vi mange, der er, og vi er også mange, der helt tilbage fra den første begyndelse må betegnes som Peter Laugesen-fans, en betegnelse, der får mere og mere mening for flere og flere i det samfund, der dårligt har gjort sig fortjent til den poesi, der bliver ved med at overøse gader og huse og stuer og biblioteker og skoler og museer med digt og lyd.

Det var Dan Turèll, der fandt på Sølvstjernerne og det samarbejde dengang i 1970’erne, men det er Peter Laugesen, der har ført den beatdigteriske jazz-and-poetry-transcenderende praksis videre, med en succes, som vistnok overgår, ja, selv de mulige forbilleder. Peter Laugesen er beat, nu kan uren og ren og alle teorier rende og hoppe, han er sin egen jazz.

Rytmen bliver omsat til livsudfoldelse, som publikum oplever vi et magisk løft, som skyldes netop mødet mellem det skrevne ord og den fremførte sang, det statiske og det skælvende, digteren stående ved mikrofonen og musikerne ved deres instrumenter, eller for den sags skyld digteren stående alene foran publikum, der lyttende bliver til hans publikum.

Den poesi, der nu strømmer ud fra bøgerne, som fortsætter med at udkomme som en trøst i mørket, er en erfaringens poesi. Der er både nu og her og da og dér, der er såvel det liv, der manifesterer sig i kroppens sanser, som tilbageblikket, genoplevelsen, erfaringserfaringen, som ikke lader sig ryste af hverken tomhed eller angst eller livets korthed eller dette nu.

Pludseligheden, som digtet medfører, medfører hos læseren en ny og pludselig glæde, som erstatter enhver given grundstemning og går over i erindringen som en slags livets mening. ”Hvorfor leve, naar vi dog skal dø?” spurgte J.P. Jacobsen. Derfor, for den vertikalitets skyld, som kunsten kan være, det sværd, den symboliseres ved, i Jacobsens digt den høje kvinde.

Pludseligheden bliver til vertikaliteten, noget, der bliver stående, uænset, ”en stift mod det strømmende”, som Per Højholt kaldte det. Den ydmyghed, den u-interesse, er den inderste kerne, en grå, ansigtsløs stilhed, der fremkalder stormen og den kraft, der forlader og forlader og forlader og forbliver. Det er halvsmilets tilbagetrækning, poesiens grund.

*

Peter Laugesen er en ven af universet, dvs. han er tilgængelig for universel sandhed. Man hører den, hvis man lytter til hans digte. Han vågner og er en del af den universelle sandhed. Han træder ind i stilheden og er en del af den universelle stilhed. Du er velkommen til at lytte med. Børn er også velkomne. Dyr. Jeg tvivler ikke på, at også planter er velkomne.

Peter Laugesen har befundet sig mange steder på Jorden under indtryk af naturen. Stjernerne taler til ham, både nat og dag. Universel tankegang er uafhængig af mørke eller lys, forstået som dagslys. Tanken er videre. Lytter du med på digtene, er det en videre tanke. Vi inkluderer månen, rejsen imellem græsstrå. Vi blænder op for en større sammenhæng.

Peter Laugesen forstås af alle. Han er løftet op over forståelseskløfter. Som digter er han digternes digter. Stjernernes digter. Alle og enhvers digter. Hans digte læses sammen med regndråber, der falder, græsstrå, der vajer i vinden, de taler græsstråenes sprog. Peter Laugesen ser, det er sansningens første opgave. Han indfanger øjeblikket.

Men det er næsten ingenting i forhold til næste trin: at forvandle det sete til rytme, det er udødeliggørelsens proces. Her findes ingen regler, her findes ingen ’skik og brug’. Der er højst nogle stier, man har gået ad før. Ikke for nødvendigvis at gå den samme vej, men for at variere det sete, gentagelsens genialitet, som Jørgen Gustava Brandt talte om.

Men med tryk på praksis, ideer og forestillinger gør det ikke. Og her kommer vejrtrækningen ind med sin betydning: for hvordan skabe forbindelsen, broen, mellem sansningen og den sproglige rytme (som er lig med livsrytmen)? Hvis ikke gennem vejrtrækningen, åndedraget, der giver og giver – liv til den krop, der sanser og rummer bevidstheden.

Således bliver vejrtrækningen ørnen, der flyver, sneen, der fyger, minuttet, der bliver til og indånder liv i digtet. Til stadighed praktiserer Peter Laugesen denne forvandling, denne livgivning på mere eller mindre et helt folks vegne eller i alle tilfælde på menneskehedens vegne. En dag langs Søerne i København, frysende ude eller med varmen i behold.

Ind strømmer verden i digtet. Der er plads nu, ikke blot til grene og tage og solens sidste stråler. Der er plads til cirkler og en tilbagevenden til kendte områder med et nyt syn, ind glider navne på musikere, malere, digtere, hver især taler de med illumineret røst, det er, som om hele historien fra en tidlig tysk romantik til en stadig fornyende revolution får liv.

Der er trapper på vejen, stadier, udviklingsprocesser, belæsthed, indsigt, lp-plader fra en anden tid og fra nu. Stakke af bøger, franske modernister, de første, der satte symbolismen på spil og gik på knæ for diamanter og solfaldsmørke. Skabte verdener i verdenen, der skulle blive stående som noget, der nu strømmer ind i digtet, mens vi kører forbi, berusede.

Amerikanske landeveje, Jackson Pollock, Jack Kerouac, Bob Dylan, der er en rejse inden i rejsen, konkret landevejsstøv og sporet i sproget, der er en del af verden som vinduer i et hus. Det er dette hus, der ses i mørket, det er nu det hus, vi bebor. Vi kender udsigten, og vi kender og beundrer det tårn, der hedder Laugesen, bevægede færdes vi her.

Til lykke til Peter Laugesen med Dan Turèll Medaljen 2018, og tak til Peter Laugesen for al den poesi, også i form af oversættelser, dramatik med mere, al den skrift, al den skrift, der uanset retningen, formålet, hvis der er et sådant, er poesi. Tak også for at være her i dag i Dan Turèll Samlingen og modtage denne hyldest i en gammel vens navn. /Asger Schnack