Lørdag døde den tidligere chef for Stockholms Stadsteater Benny Fredriksson ved egen hånd. Han blev 58 år gammel. Det har været familiens ønske, at dødsårsagen blev offentlig kendt, måske som et svar til de historier og den mediedækning, der har været om Benny Fredriksson i de seneste måneder.
I december trådte han frivilligt tilbage som direktør efter en længere artikelserie i Aftonbladet, der med en række anonyme kilder fik tegnet et billede af ham som et af #Metoo-bevægelsens brutale mandesvin. ”En uberegnelig diktator” med en hård ledelsesstil, som havde skabt en tavshedskultur, og som holdt hånden over mandlige stjerner trods kvindelige ansattes anklager om sexchikane, lød nogle af de anonyme vidnesbyrd.
I går blev den den eksterne undersøgelse af teatrets psykiske arbejdsmiljø så fremlagt, hvor 135 personer på og omkring teatret er blevet grundigt interviewet – ligeledes anonymt. Rapporten frikender pure Fredriksson. Ingen anklager om magtmisbrug, ingen anklager om seksuelle krænkelser, ingen anklager om en brutal ledelsesstil. Alle, der har udtalt sig i rapporten, har entydigt beskrevet Benny Fredriksson som en dygtig og vellidt leder, der udviste lederskab og en klar styring.
Benny Fredriksson kom fra Stockholms arbejderklasse og startede som billetkontrollør på Stockholms Stadsteater blot 16 år gammel. Siden blev han uddannet skuespiller og instruktør, før han i 2002 overtog posten som direktør. Her gik han ind for grundlæggende at forandre og forny teatret med et bredere, mere publikumsvenligt repertoire, og internt har han arbejdet med at stramme teatrets arbejdsgange op og var i efteråret, da #MeToo-bevægelsen tog fart, en af de teaterchefer, som blev kaldt op til den svenske kulturminister for at diskutere, hvad cheferne gjorde for at modvirke seksuel chikane på deres arbejdspladser.
Teatrets nuværende direktør Sture Carlsson, der overtog posten efter Benny Fredriksson, kalder sagen en ”grænseløs klapjagt på en uskyldig mand”, og Aftonbladets kulturredaktør Åsa Linderborg var allerede på dagen for offentliggørelsen af selvmordet ude at sige, at bladet var gået for langt, og at det kaldte på en selvransagelse.
Men hvad er den her sag? Er det #MeToo-bevægelsens første dødsoffer? Er den et udtryk for, at #MeToo er gået for langt? Er det et endeligt bevis for, at det hele var en skinger heksejagt? Nej, det er det ikke, men det er et eksempel på et medie, der ikke kunne styre en folkestemning og nu risikerer at ødelægge alt, hvad der er bygget op.
Vi ved ikke, hvad der konkret drev Benny Fredriksson mod sin beslutning, men vi ved, at Aftonbladets kampagne tog fejl. Vi ved, at de nævnte ham ved navn og ikke de kilder, der stod frem. Vi ved, at han havde svært ved at forsvare sig, og vi ved også, at det havde været en god og spektakulær historie, hvis den var sand. Vi ved, hvad der drev Aftonbladet i deres dækning, og det skal ikke bare føre til selvransagelse, det skal føre til fyringer og oprydning i en syg mediekultur.
#MeToo-bevægelsens styrke har aldrig været at udpege og navngive syndere, lovbrydere og dumme svin. #Metoos styrke er at bevidstgøre, og det gøres bedst i de vidnesbyrd, der peger på ansigtstløse grænseoverskridere. Men med den anonyme gerningsmand bliver debatten ikke juridisk, men kulturel. Den kommer til at handle om bevidstgørelse om det samfund, vi lever i. Det er en fremadrettet diskussion og potentielt set kulturændrende. Der skal bevidstgøres om seksuel chikane, grænseoverskridende adfærd og voldtægter, netop fordi ofrets fortælling og juridiske muligheder ofte står så svagt. Skammen skal flyttes. Der skal bevidstgøres, fordi det ikke skal være skamfuldt at være offer, men skamfuldt at udføre den krænkende handling. /Lasse Lavrsen