Skuespilleren og instruktøren Lisbet Dahl(th) præsenter mandag aug. 26, 2002 sin nye bog " Hjælp Når du skal skilles", som udkommer på onsdag på forlaget Høst og Søn. Bogen, som er skrevet i samarbejde med journalisten Karen Thisted(tv), er skrevet for især at hjælpe de virkelige ofre i en skilsmisse - nemlig børnene (Foto: JENS NØRGAARD LARSEN/SCANPIX NORDFOTO 2002)
Det var breaking her til morgen: Regeringen og alle Folketingets partier har indgået en aftale om at ændre skilsmissesystemet grundlæggende. Det betyder blandt andet, at man endnu engang forsøger at ligestille det skilte par, og at man i højere grad forsøger at fokusere på børnenes behov. Det er forsøgt før, og det er rullet tilbage før, måske fordi en skilsmisse i sin grundvold sjældent tilfredsstiller alle parter eller tilgodeser børns behov.
Derfor har Dansk Folkeparti også med deres fingeraftryk fået indført et par punkter, der har til formål helt at forhindre, at det sker. Sidste år blev godt 32.000 personer viet, og holder statistikkerne sådan nogenlunde, så vil omkring 47 procent af dem så ende med en skilsmisse igen på et tidspunkt. Men ud fra et samfundsmæssigt perspektiv kan der være mange gode grunde til at ville holde sine borgere i et ægteskab.
Det er vel nogenlunde de samme incitamenter, som kirken i sin tid vogtede over: Ægteskabet skaber stabilitet, færre uønskede graviditeter, færre psykiske sygdomme, længere levetid, højere levestandard, mindre druk, færre overførbare sygdomme, mere succesfulde børn, færre depressioner og en generel bedre trivsel for børn og voksne. Beklager, det er ikke for at være en konservativ stivstikker, men det er bare de statistiske fakta på området. Det er naturligvis et blik kun foretaget fra samfundets stol og ikke individets; sidstnævnte kan have mange andre og bedre personlige grunde til ikke at kunne se én dag mere på det samme sure fjæs, som man deler ægteseng med.
Stuckenberg sagde det
Vi påtager os hverken den ene eller den anden position her på stedet. Folk må helt generelt selv bestemme, hvem de vil leve sammen med og hvor længe, men vi må indrømme, at vi godt kan finde det enige Folketings tiltag en anelse naive, og at de i øvrigt tillægger selve indgåelsen af ægteskabet al for megen vægt. Vi lever i 2018, og i dag er indgåelsen af ægteskabet i sig selv næppe en dybere forpligtelse end fx at få børn eller købe et hus sammen.
Derfor har vi også svært ved at forestille os, at selve den formelle skilsmisse har nogen synderlig indflydelse på folks beslutning om at splitte børn eller sælge huse, og derfor mener vi ærlig talt ikke, at skilsmissepakkens såkaldte refleksionsperiode har nogen som helst indflydelse. Refleksionsperioden er Dansk Folkepartis forsøg på at få de stridende parter til at tænke sig om, således at man slet ikke formelt kan blive skilt, før man har søgt om det i tre måneder. I de tre måneder forestiller man sig så, at man skulle komme på bedre tanker, som man ikke ville have kunnet komme på, hvis man nu allerede formelt var blevet skilt. Det forestiller vi os ikke; men nuvel, på den anden side forestiller vi os heller ikke, at nogen har noget imod at vente.
En skilsmisse bliver hverken mere eller mindre ubehagelig af at være formel. Spørg bare gode gamle Viggo Stuckenberg, som blev forladt af sin kone for 100 år siden.
”Thi to, som elsker hinanden,/ kan volde hinanden mer’ ondt/ end alle de argeste Fjender,/ som hævner sig Jorden rundt;”
/Lasse Lavrsen