At miste sig selv

Kom hen til mig/ Og mist dig selv i mig
Mikael Simpson, 2006

I går blev en 13-årig dreng reddet op af Los Angeles’ labyrintiske kloaksystemer. Efter 13 timer. Ved et uheld var han blevet suget ned i undergrunden af en defekt kloakledning nær en byggeplads, og Jesse Hernandez, som drengen hedder, faldt otte meter ned i undergrunden og endte i en kraftig kloakstrøm, der rev ham afsted med 30 kilometer i timen, indtil han flere kilometer væk igen fik fast grund under fødderne. Han anede ikke, hvor han var, og først et halvt døgn senere blev han trukket op af den lokale brandmajor og bragt i sikkerhed.

Vi påstår ikke at vide, hvordan Jesse Hernandez måtte have følt det, men beskrivelsen af det giver os lidt den samme følelse som den, vi fik, da vi hen over påske groede karse og samtidig trak vores egne data fra Facebook, da vi kunne læse i amerikanske medier, at homo-dating-appen Grindr sælger vores oplysninger om kønssygdomme til dem, der vil betale for det, og da vi i Politiken i dag læste, at vores efterretningstjeneste via et smuthul i loven har gemt personfølsomme oplysninger i et hemmeligt arkiv, som agenterne kan tilgå, hvis de ønsker det. Selv om Politiets Efterretningstjeneste ifølge loven skal slette følsomme personoplysninger senest 15 år, efter at de er indsamlet, overføres en ukendt mængde i stedet til en anden hemmelig database. PET selv kalder det ’logisk sletning’, hvilket sådan set bare betyder, at dokumenter ikke slettes, men “behandles adskilt fra PET’s øvrige oplysninger og kun kan tilgås af særligt udpegede personer i PET”. Det siger sig selv, at de fleste af (alle) de eksperter, Politiken taler med, er overraskede og lige frem lettere chokerede over denne adfærd, men hvorfor er det nu, at den slags oplysninger kan give følelsen af at blive trukket rundt i malstrøm i det underjordiske kloaksystem?

Hver gang vi træder på de digitale stier, mister vi en del af os selv til en anden. Vi efterlader spor, fingeraftryk, smag og hemmeligheder hos en anden. Vi farver og tager farve, men det er bare utydeligt, hvilken farve vi tager og hvorfor. Det er utydeligt, hvad vi mister og til hvem.

Som en psykoanalytiker ville sige det, splitter vi hele tiden os selv. Der er intet nyt under solen, venner – passér gaden. Vi bliver simpelthen nødt til det for at tage verden ind og deltage i den. Selv en af historiens ældste fortællinger arbejder med det som et slags grundlag for selve mennesket: Mennesket er ifølge den kristne tro skabt i Guds billede, alt som en spaltning eller en splittelse af et jeg, og derfor er vi født som splittede væsner, der hele tiden sætter spor, splitter, spalter og samles for øjnene af os selv. Tænk på dine forelskelser, tænk på dine børn, tænk på dine forældre. Vi mister os selv. Men vi mister os selv i mennesker, vi ønsker at miste os i. Vi mister os selv til mennesker, der mister sig selv i os. Og det er derfor, det er noget andet at miste sig selv i et system. Til et firma, en statsmagt eller en efterretningstjeneste. Det er ikke et gensidigt tab. Det er en ensidig forelskelse. Det er derfor, tanken er så ubehagelig.

Vores råd til dig, der får den omklamrende uelskede følelse, vil være at lytte lidt mere til modernisterne og postmodernisterne: Der findes ikke et jeg. Den datastrøm, du har tabt til Grindr og Facebook, er ikke dig. Hold det i hovedet og lad dig rive med i malstrømmen. Så må vi bare håbe, at der en gang imellem kommer en brandmajor med kraftige næver og rolige øjne og tager os op i sikkerhed.

Ja, det er sgu ikke, fordi vi kan lide at være dybe på sådan en tirsdag efter påske, hvor sneen vælter ned. Vi blev bare revet med af malstrømmen. /Lasse Lavrsen