Seagulls scavenge for fish off the coast of Whitby, seen from aboard the Whitby Rose in the North Sea, northern England February 28, 2013. Whitby, once a busy fishing port, is now a shadow of its former self. Only 200 people are now employed in fishing, and the fleet is down to just a few boats. Global warming has expanded fish habitats northwards, with fish stocks sometimes disappearing for weeks on end. Boats return from sea with largely empty nets, and the atmosphere is sour. Often schools of fish then reappear unpredictably, resulting in bumper catches and causing much jubilation - but then E.U. quotas kick in and force fishermen to dump excess catch in the sea to avoid hefty E.U. fines. Picture taken February 28, 2013. REUTERS/Dylan Martinez (BRITAIN - Tags: SOCIETY ENVIRONMENT BUSINESS EMPLOYMENT ANIMALS MARITIME FOOD) ATTENTION EDITORS: PICTURE 2 OF 30 FOR PACKAGE 'LAST OF THE TRAWLERMEN' SEARCH 'TRAWLERMEN DYLAN' FOR ALL IMAGES
”Før var det dumme ovre, nu ‘det overalt”
Marie Key på albummet Giganter (2018)
I 2001 indlogerede en forretningsrejsende ved navn Nick Burchill sig på et hotel i den canadiske by Victoria i provinsen British Columbia. Byen – og hotellet – ligger ud til havet nogle hundrede kilometer nordvest for Seattle ved den amerikanske vestkyst, men det spiller ingen rolle. Burchill skulle møde nogle gamle kammerater fra marinen og havde taget en kuffert fuld af pepperonipizza med til lejligheden, som han havde købt i byen Halifax vestpå, hvor det regnes for en lokal delikatesse. En hel kuffert lyder af meget, men han ville dele pizzaen med sine venner, og for at holde maden frisk, mens han lige gik en tur, åbnede han vinduet til sit hotelværelse og stillede maden på et bord ved siden af og lidt i vindueskarmen.
Da han kom tilbage og åbnede døren fire-fem timer senere, fik han sig et gevaldigt chok – hvis ”gevaldigt” og ”chok” overhovedet er dækkende. Han havde ikke tid til at tælle, men indenfor var der i hvert fald 40 havmåger, som havde ladet sig lokket ind gennem vinduet af den pragtfulde pizzadunst, og de var selvfølgelig begyndt at tage for sig af retterne og havde tillige været i gang i nogen tid.
Havmåger er kendt for at kunne æde lidt af hvert, men lige pepperoni er ikke så godt for deres fordøjelsessystem. ”Som man kan forestille sig, var værelset dækket af havmågelort,” forklarede Burchill i sidste uge (mere end 17 år senere) i et opslag på hotellets Facebookside. ”Hvad jeg ikke var klar over var, at havmåger også savler. Særligt når de spiser pepperoni.”
Da havmågerne fik øje på ham, begyndte de straks at flyve rundt i rummet. I deres desperation efter at komme ud gennem vinduesåbningen smadrede de ind i ting, hvilket resulterede i ”en tornado af havmågeekskrementer, fjer, pepperonibidder og relativt store fugle piskende rundt i lokalet”. Lamper væltede, og gardiner hang i laser Da det til sidst lykkedes Burchill at åbne vinduet på vid gab, rømmede fuglene gerningsstedet. Det vil sige: bortset fra én, som hotelgæsten måtte jage rundt, indtil han fik indfanget den i et håndklæde, hvorefter han smed den ud af vinduet.
Nå, det korte af det lange er, at det firma, som Nick Burchill netop var begyndt at arbejde for, og som han stadig forsøgte at gøre et godt indtryk på, kort efter modtog en skrivelse fra hotellet om, at deres medarbejder var bandlyst fra at indlogere sig der nogensinde igen. Det var den historie, han slog op på hotellets hjemmeside forleden. Og der var et formål: ”Jeg er blevet mere moden, og jeg tager ansvaret for mine handlinger. Jeg kommer til jer med hatten i hånden og undskylder for den skade, som jeg indirekte kom til at påføre jer, og jeg beder jer genoverveje min livstidsbandlysning.” I en opdatering dagen efter fortalte han, at hotellets manager havde tilgivet ham. Og at han frit kunne komme tilbage som gæst.
Fra havmåger til fiskekvoter
Hvad vil vi fortælle med den historie? Måske at idioti og dumhed ikke nødvendigvis er blivende størrelser. Man kan altid blive klogere. Man kan altid undskylde. Og så fik historiens kombi af frisk havluft og frit flyvende fuglelort os til at tænke på en nyhed, som vi hørte med det ene øre i radioen i morges: et nyt forslag på Christiansborg om ekstra skat på fiskeri. De største fiskere – altså kvotekongerne – kan altså komme til at betale mere i skat af deres indtjening.
Det lød mærkeligt, for det kunne da ikke være i statsminister (og kvotekongevennen) Lars Løkke Rasmussens interesse? Forklaringen fandt vi på DR’s hjemmeside: Det er et flertal uden om regeringen, som ønsker den skat, efter at fiskeriet på få år er fordoblet. Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF vil sammen med Alternativet hæve ‘promilleafgiften’, som fiskere i dag betaler – og hæve den mest for fiskere med størst indtjening. Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, kalder skatten for ”en slags topskat”. ”De største virksomheder er også dem, som har langt de største overskud. Og det er dem, som i tidernes morgen fik foræret de her værdier. Nu kommer de så til at bidrage en lille smule mere til ting som uddannelse og praktikpladser,” siger Ib Poulsen. Det lyder fornuftigt og modent. /Oliver Stilling