Ny genre: Magisk realpolitik

Det var et forhekset øjeblik i nat. Tiden blev sat i stå, da tirsdag blev til onsdag. Pludselig stoppede uret midt inde i København, nærmere bestemt på Sankt Annæ Plads. Uden for den klassiske Frederiksstads-bygning, der rummer den sagnomspundne Forligsinstitutionen, stod både aktivister og journalister  trætte og søvndrukne, men stadig opvakt nervøse og kiggede på deres armbåndsure og iPhones.

Det blev endnu mærkeligere, for tiden gik rent faktisk videre. Udenfor, i hvert fald. Ingen havde overskredet lysets hastighed. Endnu. Men der var magi i forårsluften.

Som i en tidslomme fortsatte klokken med at være midnat indenfor. Lige rundt om hjørnet fra Amalienborg. På forhånd havde den mystiske forligsmand Mette Christensen sagt, at hun kun havde kræfter til at holde tiden i stå i to timer. Og intet, absolut intet skete i samfulde 29 minutter, før stilstanden brat blev forstyrret af noget, der i manglen af bedre betegnelser må beskrives som en poetisk-politisk-performance.

Prokonsulen fra forstaden

Som i en dilettant-opførelse af Johan Ludvig Heibergs skuespil Elverhøj (1828) kundgjorde en tyndhåret mandsperson, måske i et forsøg på at indtage Poul Reumerts glansrolle som Christian 4., en improviseret version af den klassiske sætning: ”Vel er jeg ikke Cæsar, og disse bølger ikke Rubicon, men dog jeg siger: Jacta est alea”.

Klokken 00:29 udsendte Høje Taastrups 50-årige borgmester, Michael Ziegler, som også er formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, et tweet med den kryptiske ordlyd: ”Jacta est alea”. Med ét begyndte tiden igen.

Den latinske frase betyder: ”Terningen er kastet”, og stammer i en omskrivning fra 10. januar år 49 f.kr., hvor prokonsulen Cæsar fra Romerrigets svar på Høje Taastrup, Gallien, krydsede over floden Rubicon med sin hær. Ifølge datidens krønikeskrivere beseglede Cæsar sine modstanderes skæbne med et udbrud på græsk: ἀνερρίφθω κύβος.

I Heibergs skuespil Elverhøj træder Christian 4. over Tryggevælde Å og skrider dermed ind i Stevns Herred, hvor den ærekære og stolte elverkonge regerer. Ligesom prokonsulen fra Gallien ville Christian 4. sætte sig igennem med magt og vælde. Men så langt kom den konservative forstadskonge Michael Ziegler dog ikke i nat. Han nåede ikke engang frem til Tryggevælde Å.

Terningerne blev bare samlet op og smidt tilbage. For kort efter tweetet kom forhandlerne fra de offentligt ansatte og afviste det udspil, der lå på bordet, med et rungende nej. Midt i det tidløse rum viste det sig, at Michael Zieglers ord ikke havde nogen magt i sig selv. Udspillet fra de offentlige arbejdsgivere var ikke uigenkaldeligt. Tværtimod.

Sort røg, hvidt tårn

I rollen som den sindige mor Karen skar forligsmand Mette Christensen igennem amatørskuespillet og sagde: ”Jeg har i dag – efter at have rådført mig med de to øvrige forligsmænd – besluttet, at de varslede arbejdsstandsninger udsættes i indtil 2 uger, jf. § 4, stk. 5, i lov om mægling i arbejdsstridigheder,” lød den formelle konstatering, som nu udskyder forhandlingerne om nye offentlige overenskomster i yderligere 14 dage.

Zieglers poetisk-politisk-performance faldt til jorden. Tiden går videre, og dette gådefulde tweet fra nattens okkulte møde synker nu ned i glemslen. Ziegler må begynde forfra, hvis han vil tryllebinde offentligheden. For foreløbigt står kun ét dansksproget tweet tilbage i denne nye, magiske realpolitiske genre:

”Sort røg, hvidt tårn. Langt til hvid røg, sort tårn,” skrev de radikales daværende leder, Margrethe Vestager, under forhandlingerne om grundlaget for S-R-SF-regeringen i 2011. Da hun sejrssikkert cyklede over Langebro forbi det høje Danhostel ud mod det sorte tårn i Hotel Crowne Plaza på Amager, brændte K.B. Hallen ned i det fjerne. Rutineret ventede hun med at udsende hvid røg og triumferende tilkendegivelser, til hun rent faktisk havde vundet ved forhandlingsbordet. /Lars Trier Mogensen