Analyse
Verdens største og endelig i det gode selskab
Hiphoppen blev i denne uge indlemmet i den kulturelle elite, da den 30-årige rapper Kendrick Lamar vandt Pulitzerprisen for albummet Damn (2017) som den første rapper og kommercielle kunstner nogensinde.
En af verdens mest prestigefyldte publicistpriser blev uddelt denne uge i New York, og som den første musiker, der ikke laver klassisk eller jazzmusik, vandt den 30-årige rapper Kendrick Lamar Pulitzerprisen for sit album Damn (2017). Det ville være for meget at kalde det et chok, men det var alligevel en overraskelse på højde med Bob Dylans nobelpris i 2016 og til gengæld ligeså fortjent og udtryk for en virkelig glædelig udvikling i kulturlivet, hvor genre, alder, grænser og i dette tilfælde også race gudskelov betyder mindre og mindre. Et udtryk for at menneskeheden måske alligevel er på rette køl.
Pulitzerprisen er den fineste amerikanske journalistik-, litteratur- og musikpris, der uddeles årligt og administreres af Columbia University i New York. Kendrick Lamar får den for albummet Damn, som er en ”virtuos samling sange forenet af sin sproglige autenticitet og rytmiske dynamik, der i rørende vignetter indfanger det moderne afroamerikanske livs kompleksitet,” som det hedder i priskomiteens motivation.
Og guderne skal vide, det er et formidabelt album. Det er hverken vi eller pulitzerkomiteen ene om at mene. Albummet er det bedst anmeldte album gennem tiderne, hvis man søger på anmeldergeneratoren Metacritic.com, og kun Lamars næstseneste album To Pimp a Butterfly (2015), når op på siden af Damn. To Pimp a Butterfly blev i øvrigt indlemmet i Ivy League-universitetet Harvards permanente bibliotekssamling, og med singlen ‘Alright’ leverede han slagsangen til Black Lives Matter-bevægelsen.
Siden Pulitzerprisen blev uddelt første gang i 1943, er musikprisen stort set kun gået til hvide amerikanske komponister. Det er blevet betragtet som en finkulturel og konservativ pris, der ikke har for vane at belønne populærmusik eller for den sags skyld genrer som jazz, blues, rock, soul, country eller hiphop. Først i 1996 blev George Walker den første afroamerikanske vinder af prisen, og først året efter lykkedes det med Wynton Marsalis omsider også for jazzen at opnå den fine anerkendelse. Derfor er det da også noget at et jordskred, at den i år tilfalder en rapper. Kendrick Lamar er opvokset i den berygtede L.A.-bydel Compton, hvilket giver ham hiphoppens så eftertragtede autenticitet, men det, der som fænomen gør Lamar interessant, er, at han rækker længere end det. Hans komplekse musik, begavede tekster og politisk opvakte optrædener er så rige og mangefacetterede, at der skrives universitetsopgaver om dem, men samtidig formår han være en af verdens bedst sælgende musikere og forene det kommercielle, det autentiske, det politiske og det dybe i hiphoppen.
Hiphoppen har siden gennembruddet i 80’erne (til tider direkte fysisk) sloges om, hvem der var mest ’ægte’. Det handler om at være fra underklassen. Hvem er fra ghettoen, og hvem er i virkeligheden bare fra middelklassen. Keep it real lyder en af klicheerne fra scenen. En stor del af hiphoppen bygger på, at man skal have en historie at fortælle – og det skal være din egen. På den ene side findes clubscenen. Det er den kommercielle del af hiphoppen, og her er det særligt pladeselskabernes marketingafdelinger, som gør meget ud af, at deres kunstnere er hårde drenge fra ghettoen, der kan vise skudsår frem. Simpelthen fordi det sælger plader i den hvide middelklasse. Denne higen efter autenticitet spiller på hele myten omkring slavetiden. Det sorte hård-fyr-image handler om, at den sorte maskulinitet grundlæggende er truet efter 400 års slaveskab. Ikke desto mindre sælger de flest plader i den hvide middelklasse.
På den anden side af denne kommercialiserede autenticitet finder vi gangsterrappen, der blev grundlagt af kunstnere som Common og KRS-One, og det er præcis de to dele af hiphoppen, som nye stjerner som Kendrick Lamar har formået at bygge bro imellem.
De er nærmest besat af ægthed, og her finder du en indgroet dobbeltmoral og en skinger autenticitetshungren, hvor det handler om at være real og ikke være en sell-out. Det er der naturligvis også penge i, men det handler uden tvivl også om en begrundet frygt for, at hiphopmusikken skal blive 100% assimileret og ædt op af popkulturen. I 2017 overgik pladesalgstallene for hiphopmusik for første gang pop- og rockmusikken, og nu har den så også en agent hos den finkulturelle overklasse. Til lykke til Kendrick Lamar – keep it real.