Valget til Inatsisartut: Nuancer af nationalisme

Logikken er velkendt: Kan man ikke få det, som man egentlig drømmer om, må kræve mere af noget andet, der smager lidt af fugl. Sådan er dynamikken i den grønlandske valgkamp, der kulminerer på tirsdag. Fællesnævneren mellem de stadig flere mindre partier er et voksende ønske om løsrivelse fra Danmark på nøjagtig samme måde som tendensen i f.eks. Skotland og Catalonien: Kan man ikke opnå formel selvstændighed, må man i stedet kræve symbolske sejre, der i det mindste kan skabe en stemning af øget uafhængighed.

Ud med danskere fra alle grønlandske bestyrelser! Grønlandsk skal være hovedsprog overalt. Hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes. Symbolske markeringer og nationalistiske forslag dominerer i disse dage valgkampen til Inatsisartut-valget, landstingsvalget, af den simple årsag, at identitetspolitik med flag, sprog og patriotisme er billigere og lettere valgløfter at levere på end mere møjsommeligt at præsentere gennemarbejdede planer for reel løsrivelse.

Grønland har hverken en selvbærende økonomi i dag eller en naturlig infrastruktur, som på kort sigt vil kunne gøre det muligt at løsrive sig fra Rigsfællesskabet med Danmark – og erklære sig som en ny og selvstændig nationalstat. Dét ved alle. Det påtrængende problem er således ikke kun, at bloktilskuddet fra Folketinget på lidt over fire mia. kr. vil forsvinde, men snarere at der endnu ikke er tilstrækkelig opdrift i det grønlandske erhvervsliv til at kunne skabe tilsvarende velstand.

Det arktiske kastesystem

På lignende vis er problemet med rekruttering af fagfolk og specialister til bl.a. skoler og sundhedssektoren ikke kun den vidtstrakte geografi med små byer og bygder uden vejforbindelser, men snarere at der uddannes alt, alt for få grønlændere, og at de grønlændere, som rent faktisk uddannes i hovedsageligt Danmark, heller ikke nødvendigvis vender hjem efter endt uddannelse. Derfor findes der ganske enkelt ikke f.eks. grønlandske lærere og grønlandske læger, der i en overskuelig fremtid vil kunne gå ind og erstatte de bl.a. danske lærere og læger, som i dag arbejder i Grønland.

I virkelighedens verden ligger en grønlandsk nationalstat langt ude i fremtiden. Men så meget desto mere brænder ønsket i store dele af den grønlandske befolkning, som – ofte med rette – føler sig som andenrangsborgere i deres eget land.

Mange grønlændere uden uddannelse lever i dag som en slags lavere kaste i forhold til den dansktalende overklasse, altså ligesom den tjenende kaste i Indien, sudraerne, eller ligefrem som dalitterne, de kasteløse, som udgør bunden af bunden, mens de danske eksperter, der mere eller mindre midlertidigt arbejder i Grønland, og de dansktalende og veluddannede grønlændere udgør en slags brahminere, den lærde elite, der roder og regerer.

Selv om Grønland i dag har et delvist selvstyre og helt legalt kan vælge selv at hjemtage flere ansvarsområder, er der i de senere år vokset en udbredt opfattelse frem om, at det er Danmark og danskerne, som står i vejen for, at grønlænderne kan udleve landets fulde potentiale. Derfor er den populære og opportune skydeskive i den igangværende valgkamp i allerhøjeste grad blevet forholdet til Danmark.

Den røde ultranationalisme

Grønland er verdens rødeste demokrati. Stort set alle betydningsfulde partier har rødder i forskellige fortolkninger af socialdemokratisme eller socialisme: Over 80% af stemmerne går til enten det folkesocialistiske Inuit Ataqatigiit, det socialdemokratiske parti Siumut eller et af de flere udbryderpartier herfra, enten den tidl. Siumut-landsstyreformand Hans Enoksens Partii Naleraq eller den ligeledes tidligere Siumut-landsstyreformand Aleqa Hammonds parti Nunatta qitornai, som hun nu stiller op for sammen med en anden Siumut-rebel, den tidligere ‘udenrigsminister’ Vittus Qujaukitsoq.

I varierende grader er disse fire partier – Inuit Ataqatigiit (Folkefællesskabet), Siumut (Fremad), Partii Naleraq og Nunatta qitornai (Vort lands efterkommere) – alle rundet af socialdemokratiske værdier om social retfærdighed og en stærk offentlig indblanding i samfundsøkonomien. Men der er afgørende og skelsættende forskelle, når det kommer til dels tempoet og retorikken i den forestående løsrivelsesproces – fra en hård ultraseparatisme over en mindst lige så følelsesladet antikolonialistisk identitetspolitik til mere fjerne selvstændighedsdrømme.

Paradoksalt nok er det oprindelige selvstændighedsparti Inuit Ataqatigiit – som er søsterparti til SF i Danmark – i dag endt med at repræsentere den mindst krigeriske front. Med 39-årige Sara Olsvig i spidsen som kandidat til at blive ny landsstyreformand står IA i dag for en besindig og pragmatisk position i spørgsmålet om løsrivelse fra Danmark. Inuit Ataqatigiit, som står stærkest i hovedstaden Nuuk, har en udpræget realistisk tilgang til løsrivelse og vil ikke skride hurtigere frem, end den grønlandske økonomi kan bære og uden vilde eksperimenter med f.eks. uranudvinding.

I den modsatte ende af det rød-nationalistiske spektrum står det nye parti Nunatta qitornai (Vort lands efterkommere), som reelt opstod som en pludselig afskalning fra Siumit, da den daværende minister for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, udtalte i et interview, at den danske grundlov er ”forældet”, at Grønland er blevet snydt, og at ”arrogancen er altødelæggende for vores relationer i rigsfællesskabet. Tingenes tilstand gennem årtiers fortielse og fordækt spil fra Danmarks side har vist os, at Grønland ikke er blevet taget alvorligt”.

Qujaukitsoq blev fyret for at lægge sig så voldsomt ud med regeringen i København, og siden har han og Aleqa Hammond ført valgkamp på, at Grønland skal erklære sig selvstændigt hurtigst muligt. Et synspunkt, som det andet udbryderparti Partii Naleraq forsøger at overtrumfe. Formanden, Hans Enoksen, kræver, at de danske bestyrelsesformænd i bl.a. Royal Greenland, Tele Greenland og NunaOil skal sparkes ud og erstattes med såkaldt ”hjemmehørende grønlændere”. Altså reelt et etnisk udvælgelseskriterium.

Midt i mellem står den mere sagtmodige nuværende landsstyreformand, Kim Kielsen. Den 51-årige politibetjent repræsenterer det velkendte. Han er et symbol på den lange række af landsstyreformænd fra netop Siumut, som gradvist og i forståelse med politikerne i København fik indført først Hjemmestyret i 1979 og senere Selvstyret i 2009.

Valget til Inatsisartut på tirsdag vil blive afgjort i af disse fire – og måske lidt flere – nuancer af rødlig nationalisme. Hvis nogle i Danmark tror, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksen har nærmet sig Dansk Folkeparti, mere end hvad socialdemokratismen som politisk bevægelse kan bære, er det tid til at kigge mod nord: Grønland er blevet et lille, men intenst eksperimentarium for social nationalisme.