Y'all niggas can't fuck with me: En filosofisk afsøgning af Kanye Wests Twitter-feed

”I am a God”.

Igen og igen bliver sætningen gentaget, så den til sidst virker næsten hypnotiserende og magisk tiltrækkende.

”I am a God.”. ”I am a God.”

Messeriet kommer fra Kanye Wests mund, og det er på nummeret med det oplagte navn ‘I am a God’, at han bedyrer sin overjordiske natur.

Folk med bare den mindste kendskab til den amerikanske rapkultur vil vide, at der som sådan ikke er noget unaturligt i, at en rapper fremstiller sig selv som en guddommelig skikkelse. Den overdrevne egocentrisme er en kardinaldyd i de hårde kvarterer i de amerikanske storbyer.

Men Kanye skiller sig alligevel ud fra mængden. Igennem årene har han efterhånden sagt så mange mærkelige ting, at man er ved at komme i tvivl om, hvorvidt han faktisk selv tror, at han er, hvis ikke en gud, så i hvert fald en form for profet.

Det bedste bevis på, at Kanye opfører sig lidt skørere end gennemsnittet, er hans opdateringer på det sociale medie Twitter. Her har Kanye skrevet små tekster som en besat den sidste måneds tid.

En del af hans tweets er helt normal hverdagsstof. Som fx det her:

Men så er der også de tweets, som denne artikel kommer til at handle om.  De profetiske tweets. Kanye sender nemlig hver dag en række små tekster ud i cyberspace, der på kryptisk vis minder om en slags korte lignelser eller brudstykker fra en gal mands filosofiske afhandling. Her er et eksempel:

Mange sidder måske og tænker: ”Han er jo skør!” Og det er han muligvis. Men der er også den mulighed, at Kanye blot er et misforstået geni, der gennem sine filosofiske tweets laver en præcis analyse af det amerikanske samfund. Filosoffen Immanuel Kant (1724-1804) snakkede netop om geniet som en, der var radikalt original, og hvis kunst opstod uden indflydelse af de normer, samtidens kunst foreskrev. I stedet var det op til geniet at frembringe noget helt nyt, noget radikalt, der kunne sætte en ny standard for kunsten. Måske er det det, Kanye har gang i lige nu?

Er Kanye gal, eller er han et kantiansk geni? Måske fortidens filosoffer kan give svaret på, om Kanye West er fremtidens filosof.

Vor tids Kierkegaard?

Hvis Kanye er filosof, så er han en moderne Søren Kierkegaard. Det særegne ved Kierkegaards filosofi var hans totale mangel på et filosofisk system. De fleste filosoffer prøver at sætte verden end i en konsistent sammenhæng; et system, der kan forklare hele verden, og som ikke er internt modstridigt. Det var ikke Kierkegaards stil. Han var polemiker. Han var både og, han var Enten – Eller.

Kierkegaard gav aldrig noget system, men skrev i stedet filosofiske tekster, der ofte var modstridende. På den måde kan man sige, at Kierkegaards projekt var dialektisk – at han søgte en større erkendelse igennem modsætninger. Det er desuden svært at sætte fingeren på, præcis hvad Kierkegaards projekt egentlig var. Var han teolog? Kunstner? Litterat? Eller filosof? En ting er sikkert: Han var provokerende i sin samtid såvel som i dag.

Kanye lader til at være ude i et lignende ærinde. Først og fremmest nægter han at lade sig definere. Er han profet? Er han musiker? Rapper? Forfatter? Eller filosof? Hvem ved? Gør han det selv? Næppe. Og som Kierkegaard viste, er det nok heller ikke vigtigt.

Den provokerende dialektik

Ligesom Kierkegaard dyrker Kanye også erkendelse gennem modsætninger. Gennem polemiske, og af og til modstridende, ytringer. Kanye synes altså at have taget arven op efter Kierkegaard og benyttet sig af denne helt specielle metode: Den provokerende dialektik.

Meget lidt filosofi har et reelt liv uden for universiteternes høje mure. Med Kanyes provokerende dialektik er det anderledes. Kanyes tweets satte i den grad USA på den anden ende i sidste uge. Årsagen er den samme som den, der de sidste par år har splittet USA mere og mere: Donald Trump.

Som en af meget få fra den amerikanske kreative klasse var Kanye ude på Twitter og give sin opbakning til den amerikanske præsident.

Tweetet blev efterfulgt af andre positive tweets om Trump og også et billede, hvor Kanye sidder med en af de notorisk kendte ‘Make America Great Again’-kasketter, som The Donald ovenikøbet havde sat sin autograf på. Præsidenten var da også ude og takke Kanye i et tweet. Han syntes, det var ”very cool” af Kanye.

https://twitter.com/kanyewest/status/989232654707912704

Men som en ægte dialektiker og anti-ideolog betyder dette tweet selvfølgelig ikke, at Kanye er fuldbyrdet Trump-tilhænger. Trump er Kanyes Enten. Men han har også et Eller.

Kanye Eller er den kærlighed for Hillary Clinton, som han jævnfør nedenstående tweet også besidder. På trods af de mange lovprisninger af Trump, nægter han altså at blive sat i politisk bås. Trumpfløjen hader som bekendt Hillary, så det her tweet er også kontroversielt nok i sig selv – bare på den anden fløj.

Kanye befinder sig et sted i spændingsfeltet mellem de forskellige politiske positioner, og han provokerer først fra den ene politiske fløj og så på den anden. Skulle man stadig være i tvivl om, hvorvidt det er tilfældet, er det bare at huske tilbage på den gang, han deltog i Røde Kors’ indsamlingsshow for at støtte ofrerne for orkanen Katrina, der ramte USA tilbage i 2005. Mit i indsamlingsshowet udbryder Kanye pludselig med henvisning til den daværende præsident: “George Bush er ligeglad med sorte mennesker!”

Det kan selvfølgelig også være, at Kanye trækker i land, fordi hans kone er bange for, at det er dårligt for forretningen at være for positiv overfor den historisk upopulære Trump. Det er den lavpraktiske forklaring. Der er hvertfald mere ægteskabsproblemer end filosofi over det her tweet.

Overalt er vi i lænker

Det hele kan virke som en meget uskyldig udveksling på Twitter, men faktisk er Kanye i gang med at diagnosticere hele det amerikanske samfund. Og diagnosen er ikke god.

Som beskrevet blev Kanye nødsaget til at trække i land med sine Trump-tweets, fordi USA nu er så polariseret et samfund, at den liberale venstrefløj slet ikke kan acceptere, at man så meget som antyder noget positivt om Trump. Samtidig foragter Trump-tilhængerne samme venstrefløj og giver den skylden for alverdens dårligdomme i USA. Det lader til at være denne opdelte nation, der er udgangspunktet for hr. Wests filosofiske undersøgelse.

Enhver god filosof arbejder videre på de filosofiske traditioner. Ingen starter fra bunden, men låner fra tidligere og arbejder videre derfra. Det gælder selvfølgelig også Kanye.

Kanye har lånt sin filosofiske metode fra Kierkegaard, men i sin diagnose af samfundet tager han fat i den franske filosof Jean-Jacques Rousseau og den ditto franske Michel Foucault. Kanye synes i øvrigt også at have lånt af den græske oldtidsfilosof Thales, der mente, at alt var vand, men det lader til at være mere en afstikker end en egentlig del af hans samfundsanalyse.

Rousseau skrev værket Den Sociale Kontrakt, der indeholder en af de mest hiphop-agtige sætninger i filosofihistorien: ”Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker.” Med det mente Rousseau, at selv om vi inden for samfundets rammer bliver født frie uden at være spærret inde, så bliver vores frihed begrænset af samfundet selv. Lænkerne er altså ikke virkelige, men en form for social undertrykkelse af den menneskelige frihed, der ifølge Rousseau havde bedre kår i en naturtilstand uden civilisation.

Tanken om, at mennesket er født frit men alligevel er i lænker, deles af Kanye. Hans udgave synes blot at være: Slaveriet er afskaffet, og alligevel er vi alle slaver.

Vi er alle fanget i en slavementalitet, skriver Kanye. Her synes hans analyse at skifte fra Rousseau og over til en mere foucaultiansk magtkritik.

Når Foucault snakker om magt, mener han ikke magt i den traditionelle forstand, som vi kender det fra fx en konge. Magt er ikke noget, som en enkelt person er i besiddelse af. Det er en usynlig kræft, der gennemsyrer hele samfundet. Magten ligger fx i vores normer, og vi udøver derfor magt over os selv, når vi prøver at gøre det, vi tror er rigtigt. Magten ligger i diskursen: I definitionen på, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

I USA kan man lige nu sige, at der findes to eksisterende diskurser: Trump-diskursen og anti-Trump-diskursen. Venstrefløjen befinder sig i den første, højrefløjen i den anden. Magten eksisterer i begge disse diskurser. Der er nogle helt klare definitioner på, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Disse opfattelser er så stærke, at man ikke kan bryde ud af dem. Venstrefløjen og højrefløjen er slaver af disse diskurser. De er blevet sat i et tankefængsel. De er ikke fritænkere. Hvis du er fra venstrefløjen, gør Trump aldrig noget godt – uanset hvad. Det har magtstrukturerne fortalt dig.

Kanye forsøger at frigøre de millioner af amerikanere, der er fanget i de diskursive fængsler. For ham er det selve muligheden for at tænke frit, der er på spil. På venstrefløjen fylder identitetspolitikken så meget, at det fx nærmest er blevet ulovligt at være sjov, fordi det er politisk ukorrekt. På højrefløjen har man erstattet fakta med sin egen sandhed. Og det er netop pointen i både Kanyes og Foucaults magtkritik: Sandheden bestemmes af diskurser, og for at blive frie må vi undersøge og nedbryde disse. Ellers ender vi blot som zombier i vores eget liv.

Vi er blevet fanget i samfundets magtstrukturer i en sådan grad, at vores bevidsthed er så påvirket af normer og regler, at vi undertrykker vores underbevidsthed og på den måde ikke får muligheden for at udfolde os som frie mennesker. Det er Kanyes konklusion. Det er Kanyes diagnose. Kunne en gal mand have fundet på det? Næppe!