Nyhedsanalysen
Hvorfor er Kanye så mærkelig?
Hvorfor er Kanye så mærkelig?
I den forløbne uge har der været ild i Kanye Wests Twitter-profil. Drage-ild. Rapperen og businessmanden Kanye har opfundet et nyt ord, ”drage-energi”, som eufemistisk dækker over det temperament og gåpåmod, der efter sigende binder Kanye sammen med Donald Trump. ”Han er min bror,” skrev rapperen, og hvis der er nogen, man kan regne med på Twitter, så er det Trump, der da også gladeligt retweetede opslaget og kvitterede med et ”tak, Kanye. Virkelig cool”. Kanye lagde et billede op, hvor han bar en af Trumps røde ‘Make America Great Again’-kasketter, og Trump kommenterede: ”MAGA!” Alt i alt kunne det altså tyde på, at Trump og Kanye har gang i en Twitter-dadaistisk bromance. Men hvorfor? Det har The Atlantic forsøgt at analysere sig frem til. Og da det er svært at styre uden om forvirringen, må vi holde os til det, vi ved: Kanye West forstår at skabe røre i andedammen. Han elsker at provokere, fx da han ret upassende og med versaler forsvarede den voldtægtsanklagede Bill Cosby, der i går blev kendt skyldig, eller da han 21. april bakkede op om den kontroversielle Black Lives Matter-kritiker og Trump-støtte Candace Owens. Men er Kanye virkelig inde i en ægte Trump-periode, når han samtidig ”elsker” Hillary Clinton? Ind i mellem al sin væren på tværs får Kanye også fortalt sine knap 28 millioner Twitter-følgere, at han altså snart kommer med et nyt album. Måske er det dét, han prøver at sige – med et ordentligt skud drage-energi.
…