Reality-politik: Disruption til indvortes brug

Hvad der ikke kan skabes af disruption udad, må vindes indad. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke haft held til at vende op og ned på samfundsøkonomien med sit Disruptionråd, hvor iværksætteren Tommy Ahlers er medlem. Til gengæld har en statsminister altid formelle beføjelser til at skabe en kortvarig forstyrrelse med en pludselig ministerrokade.

Lars Løkke har forsøgt at skabe størst muligt spektakel ved at udskifte en gammel politisk trickster i form af afgående Søren Pind med en helt ny joker på posten som uddannelse- og forskningsminister, nemlig 42-årige Tommy Ahlers, der er bedst kendt i den bredere offentlighed som deltager i tv-realityprogrammet ‘Løvens Hule’. Med små interne rystelser har Venstres formand nu sat et svagt justeret ministerhold frem mod næste folketingsvalg.

Formiddagens interne ministerrokade i Venstre markerer et skift i dansk politik: Tidligere tiders politikertype, der var drevet af et kald helt tilbage fra ungdommen, er på vej ud, mens mere spektakulære typer kan træde direkte ind på den politiske scene og tage spotlyset.

Ældre ministre ville aldrig have så meget som overvejet at søge nye karriereveje, så længe de fortsat havde statsministerens tillid. Og dét har Søren Pind. Eller rettere sagt: havde. Pinds udlængsel har været den udløsende faktor – i en kædereaktion, der viser nye tendenser i dansk politik.

Her er de fire vigtigste faktorer:

#1 – Dobbelt jalousidrama

Nederlaget til Kasper Holten i dysten om at blive ny chef for Det Kongelige Teater blev skæbnesvangert for 48-årige Søren Pind: ”Vi var to tilbage. Men det er jo ingen skam at tabe til Kasper Holten,” fortalte den detroniserede Venstremand i Berlingske i går aftes. Skam eller ej, så valgte Søren Pind side til fordel for teatret – og tabte æren.

Efter det stod offentligt klart, at han hellere ville noget helt andet end at være øverste ansvarlige for landets universiteter, kunne den tidligere ‘frihedsminister’ og ‘sherif’ ikke fortsætte i regeringen med troværdigheden i behold. Om ikke som andet end spil for galleriet, må ministre i hvert fald kunne foregive, at de forvalter deres ansvar med alvor.

Mere sentimentalt fik Søren Pind lov til selv at formulere sin afskedssalut med følgende bevingede ord: ”Jeg har kæmpet med hver en fiber i min krop for dét, jeg troede på i alle år. Jeg har brugt enorme kræfter på det, og jeg mangler den sidste sultne energi”. Mere sandfærdigt er det, at Søren Pind var blevet fravalgt igen. Søren Pind var nået til enden af magtens labyrint.

Da Lars Løkke Rasmussen pludselig besluttede sig for at fortsætte som formand i Venstre i 2014 – efter eget udsagn på vej i bilen til Odense – og som betaling måtte indgå en våbenhvileaftale med næstformand Kristian Jensen, begyndte nedturen samtidig for Søren Pind.

Ved dannelsen af den første smalle Venstre-regering i 2015 fik den jurist-uddannede Pind dog alligevel en drømmepost som ny justitsminister. Men lykken blev kort: Da Venstre-regeringen kørte fast, og Liberal Alliance og Konservative blev indlemmet, blev Søren Pind skubbet væk fra Justitsministeriet til fordel for K-formand Søren Pape Poulsen. Siden da har Søren Pind ikke set nogen veje tilbage til toppen – og derfor forsøgte han at træde ind på den kongelige scene. Men fejlede. Dobbelt.

#2 – Røre i andedammen

Selv om Danmarks nye uddannelse- og forskningsminister Tommy Ahlers er bedst kendt som gulddreng, yuppie og reality-iværksætter, har han en mere solid baggrund end de fleste andre ministre. Kvikkere og reelt mere dreven i komplekse beslutningsforløb. Som uddannet jurist fra Københavns Universitet har han allerede arbejdet en årrække i konsulentfirmaet McKinsey, hvor f.eks. tidligere finansminister Bjarne Corydon først fik ansættelse, efter han havde været minister.

I rækken af forskningsministre træder Tommy Ahlers frem som en af de absolut skarpeste, og han vil utvivlsomt kortslutte nogle af de træge papirgange, der præger bureaukratiet på Slotsholmen. Retfærdigvis skal det dog nævnes, at der vitterligt har været mange svage kort på posten – fra den første forskningsminister, oberstløjtnant Svend Bergstein (CD) til den måske mest markante eks-borgmester, Helge Sander (V).

Efter en periode, hvor Søren Pind ikke har udvist stort engagement i embedet, får Tommy Ahlers en perfekt affyringsrampe for at skabe stor opmærksomhed omkring en mere visionær og langsigtet vækstpolitik for Danmark. Uden erfaringens begrænsninger kan Tommy Ahlers tænke højt, frækt og anderledes. Til gengæld kan de flyvske tanker også være vanskeligere at føre ud i livet, når man som Tommy Ahlers hverken har forbindelser i sit eget og meget nye parti, i Folketinget blandt mulige forligspartnere eller blandt sektorens yderst selvbevidste rektorer.

Men hvis Ahlers ikke kan skabe ballade, kan ingen i nærheden af Venstre. Ingen kan forvente sig alverden, men VLAK-regeringen har desperat brug for en spydspids, der med troværdighed kan tegne en fremadrettet kurs, der ligefrem kan skabe begejstring i det store og internationalt orienterede erhvervsliv.

Det er langt fra første gang, at et politisk set ubeskrevet blad har fået en ministerpost. Det sker faktisk stort set hver gang en statsminister har brug for at skabe lidt røre i andedammen. Tommy Ahlers har potentialet til at skille sig positivt ud, men med sin profil fra reality-tv rummer han også risikoen for at skabe en mere trumpesque slagside, hvor store armbevægelser ender som slag i luften uden kobling til den grålige hverdagspolitik.

#3 – Farvel til sort

Få unge ministre har været omhvirvlet af så mange skandaler som vestjyden Esben Lunde Larsen. Han kom mere end dårligt fra start, da han hævdede at være uddannet cand.theol., Københavns Universitet. I virkeligheden er han opdraget hos den strengt bibeltro uddannelsesinstitution Dansk Bibel-Institut, og det blev ikke bedre, da det viste sig, at han havde kopieret dele af sin ph.d–afhandling. Inden han nåede at blive stillet til ansvar i plagiat-sagen, blev Esben Lunde Larsen dog flyttet væk fra det forheksede Uddannelses- og forskningsministerium.

Livet blev dog ikke lettere for Esben Lunde Larsen, da han rykkede over i Miljø- og Fødevareministeriet. Her begyndte et endnu mere afslørende og nedbrydende arbejde med at administrere fiskekvoterne – en skandale, der voksede og eksploderede mellem hænderne på den unge Venstremand. Esben Lunde Larsen blev ikke alene betragtet som håndlænger fra anti-økologerne i den sorte landbrugsorganisation med det fiffige navn ‘Bæredygtigt Landbrug’, men også som forlænget arm for en lille gruppe af hovedrige storfiskere, de såkaldte kvotekonger.

Meget kan man sige om Esben Lunde Larsen, men hans indædte forsvar for både de mest religiøse og de mest forurenende landmand, har ikke været opportunistisk.

Hvis Venstre mener det alvorligt med den nye reklamekampagne om en grønnere profil, kan der således være en reel politisk begrundelse for, at statsminister Lars Løkke Rasmussen forleden lod 39-årige Esben Lunde Larsen forstå, at der ikke længere er plads til hans kulsorte linje i miljøpolitikken. Selv har han dog fået lov til at gå ud og forklare sig mere diffust og personligt:

”Efter i næsten 13 år at have været politiker som hhv. byrådsmedlem, viceborgmester, folketingsmedlem og minister har jeg meddelt statsministeren, at jeg ikke ønsker at genopstille ved næste folketingsvalg. Jeg har derfor stillet min ministerpost til rådighed, så statsministeren kan sætte det hold, som skal føre Venstre – og regeringen – til sejr ved næste valg. Derfor udtræder jeg nu af regeringen og fortsætter mit arbejde i Folketinget indtil videre,” skriver Esben Lunde Larsen på Facebook.

Udnævnelsen af 44-årige Jakob Ellemann-Jensen som afløser markerer et pragmatisk skift. Selv om Esben Lunde Larsen var en stjerne på hjemegnen, og var én af de få Venstrefolk, der fik et godt personligt valg i 2015, har han trukket partiet skævt i forhold til det bredere vælgerflertal.

Den veltalende og langt mere karismatiske Ellemann-Jensen har markant bedre muligheder for at finde et nyt balancepunkt mellem de snævre erhvervsinteresser, som på den ene side finansierer Venstre, og på den anden side de flygtige vælgergrupper, som er nødvendige at fastholde og vinde tilbage, hvis Lars Løkke skal gøre sig håb om at fortsætte som statsminister.

#4 – På aftægt i Bruxelles

En ekstra kilde til turbulens i Venstre har været den negative elektricitet, der har omgivet gruppeformanden i Folketinget. Bitterheden driver nemlig ned ad væggene i Venstre. Den mest forbitrede er den 55-årige Søren Gade, som hverken blev udnævnt til minister i 2015, da den smalle Venstre-regering blev dannet, heller ikke da forsvarsminister Carl Holst trak sig få måneder senere, og end ikke, da statsminister Lars Løkke Rasmussen udvidede regeringen til tre partier i 2016.

Som tidligere forsvarsminister (2004-2010) havde Søren Gade ellers åbenlyst forventet mere og andet end at blive gruppeformand i Folketinget. Men selv om Søren Gade havde støttet Lars Løkke skarpt og personligt under formandsopgøret i 2014, fik den tidl. adm. direktør i Landbrug & Fødevarer ingen belønning, da ministerposterne skulle fordeles. Tværtimod.

Gradvist begyndte Søren Gades irritation over ydmygelsen at boble frem, og i de seneste mange måneder har han ligefrem kørt sololøb med udmeldinger, der gik på tværs af regeringens linje, bl.a. med kritik af forslaget om at oprette en ‘statsbank’ til at varetage lån for almene boliger. Forslaget fra boligminister Ole Birk Olesen endte med at blive lavet om, efter Gade havde blandet sig. Men drilleriet blev for meget for regeringstoppen.

Officielt valgte Søren Gade tilbage i januar at søge væk og videre. Han stiller op til Europaparlamentsvalget for Venstre til foråret. Med slet skjult udlængsel udtalte Søren Gade til sit foretrukne medie, TV2 Nord ”Jeg er meget beæret over den tillid, som Venstre i Nordjylland har vist mig. Jeg håber, at jeg kan blive en del af den danske Europa-debat på en anden platform end den, jeg er vant til, også selv om det bliver vemodigt måske at skulle sige farvel til alle mine gode kolleger på Christiansborg”.

Samlet set giver ministerrokaden ikke meget fremdrift for VLAK-regeringen. De mest upopulære ministre fra Liberal Alliance sidder stadig på taburetterne, og Venstre har mistet tre profiler, som alle har haft dybe rødder i partiets lokale organisationer. Men i en tid, hvor toppolitik er blevet et midlertidigt karrierevalg – på vej mod vildere udfordringer – har statsminister Lars Løkke ikke haft andre muligheder end at ryste posten. Erfaringen viser, at effekten hurtigt fuser ud. Ministerrokaden er glemt om få døgn, og hverdagen slår tilbage. Med dobbelt styrke.