Russerne, foråret og dagens Føljeton kommer med en lyd som skal være ens for alle

Hvis vi ellers når vores deadline, som vi plejer her på stedet, så sender vi dagens Føljeton ud med lidt ekstra pomp og pragt. Måske også med lidt ekstra nervøse trækninger, for præcis samtidig med at dagens nyhedsbrev lander i de digitale postkasser, gjalder landets 1.078 sirener nemlig med de tre lange hyl og tre korte – tre gange. Det gør de den første onsdag i maj hvert eneste år, og hvert eneste år har vi det med at glemme det og bliver, som de koldkrigsbørn vi er, grebet af frygten for, at røderusserne kommer, eller at Barsebäck står i flammer.

Siden Anden Verdenskrig, hvor sirenerne blev installeret for at advare mod tyske luftangreb, har de været så forsvindende lidt i brug, at den for hele generationer i grunden uhyggelige hyletone mest af alt fungerer som en forårsbebuder. Sådan er det at leve i Danmark. For nogle.

I en kronik i Dagbladet Information skriver Alen Causevic i dag om sin tidlige barndom i 90’ernes krigshærgede Jugoslavien, hvor hans to års fødselsdag blev aflyst på grund af sirener og granatregn og erstattet af en flugt fra Eksjugoslavien til Sandholmlejren. Her ankom hans forældre 10. december 1991, og siden har han levet med asylcentrene som skygger i sit liv, fortæller han rørende:

”Efter fem år i danske asylcentre – ét i et asylcenter i Assens og dernæst fire i et asylcenter i Silkeborg – kan jeg i dag ikke tænke på, hvem jeg er, uden at et af centrene lurer i min hukommelses periferi. Centrenes skygge hviler over mig som blikket fra et insisterende portræt. Skulle jeg få lyst til at bevæge mig ud af skyggen, kan jeg lige så godt give op med det samme. Året rundt påvirker skyggen, hvad jeg føler og tænker og dermed også, hvordan jeg handler. Jeg får angstanfald, fordi jeg ikke aner, hvor jeg hører til. Jeg afskyr i jalousi mine etnisk danske venner, fordi deres problemer fremstår som bagateller, og så opsøger jeg i stedet andre indvandrere med en formodning om, at de bedre kan forstå mig og sætte sig i mit sted.”

Kronikken kommer som et svar på en opsigtsvækkende rapport fra Dansk Flygtningehjælp, der beskriver de sociale forhold for børn i danske asylcentre som kummerlige og i bedste fald mangelfulde. Selv om børn på asylcentre er omfattet af serviceloven ligesom danske børn, når det gælder mistrivsel eller omsorgssvigt, så får de ikke hjælp i samme omfang som danske børn, hedder det blandt andet i rapporten, hvor en socialrådgiver er citeret for at sige: ”Jeg har set en række konkrete eksempler på ting, hvor jeg tænker, at det havde man reageret på, hvis det havde været danske børn.”

Den praksis ligger helt i tråd med Dansk Folkepartis ønske om at behandle danske børn bedre end børn af asylansøgere, men flere udlændingeordførere ønsker at forbedre asylbørns muligheder for trivsel – f.eks. vil SF fremsætte beslutningsforslag om større hensyntagen til asylbørnene.

Det er ikke sikkert, at asylbørnene tænker synderligt over dagens sirenesang. Måske gør deres forældre, måske gør vores forældre eller bedsteforældre, men uanset hvilken lyd vi hører, hvilken historie vi kan fortælle, så må vi altid arbejde for, at det er den samme lyd, der bliver sendt ud. Det bedste samfund vil altid være det samfund, hvor folk får de samme lyde og de samme muligheder. /Lasse Lavrsen